Ikke se på egen fortjeneste …

Ikke se på egen fortjeneste eller syndighed – men på Guds nåde | 11. søndag efter trinitatis | Lukas 18,9-14 | Af Marianne Christiansen |

Det kender man jo godt: Folk, der så selvretfærdige, at de ikke kan se andet end sig selv. Folk, der absolut skal fremhæve sig selv på de sociale medier med deres succeser på arbejdet, perfekte familieliv og livsstil, deres godgørenhed og frivillige arbejde og grønne madopskrifter. Folk, der stiller sig op som farisæeren forrest i templet og fortæller Gud og hvermand, hvor gode de er.

Næ, godt man ikke er sådan selv. Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke som andre mennesker, selvretfærdig og irriterende. Men derimod ydmyg. Jeg kender sandelig godt mine fejl, jeg dyrker dem endda. Jeg ved, jeg er uperfekt, og derfor er jeg så behageligt ydmyg. Se, hvor ydmyg jeg er, og se, hvor dårlig samvittighed, jeg har – fuldstændig som tolderen i templet. Jeg har virkelig selverkendelse. Og ”enhver som ydmyger sig selv, skal ophøjes”, så det må jo være mig. Jeg overgår alle i dårlig samvittighed. Godt, jeg ikke er som andre mennesker.

”Til nogle, der stolede på, at de selv var retfærdige og foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse”. Et øjebliksbillede af to klassiske figurer: Farisæeren, den fromme og kloge mand, der virkelig forsøger at leve efter loven, retfærdigt. Og tolderen, den selviske og griske landsforræder, der skraber penge sammen til romerne og en hel del til sig selv. De to. Den selvretfærdige og synderen. Den ene forrest, den anden bagest i templet.

Er historiens pointe så, at over for Gud bytter de plads? Og er vi så ikke lige vidt?

Eller er det på vejen hjem fra templet, der sker noget? ”Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden”, siger Jesus.

Kan man da blive retfærdig, når man ikke er det? Kan et menneske overhovedet være retfærdigt?

Historien om farisæeren og tolderen driller altid. I hele kristendommens historie har den drillet, fordi den jo altid bliver fortalt til nogen, der med en vis sandsynlighed mener, at vi selv er retfærdige, og foragter nogen andre. Idet historien skildrer de to positioner, en den tilsyneladende nem nok: Vil du være ham, der står forrest og roser sig selv og gør sig til grin? Vil du ikke hellere være ham, der står bagest og slår sig for brystet og siger ”Gud, vær mig synder nådig” – og som er helten? Vil ophøje dig, så du bliver ydmyget, eller vil du ydmyge dig så du kan blive ophøjet? Så er valget jo ikke svært. Jeg vil gerne ophøjes – så jeg ydmyger mig selvfølgelig. Jeg vil gerne overgå alle andre i retfærdighed, så jeg fremhæver mine fejl og mangler. Jeg er en meget mere elendig synder end alle de andre og foragter alle de selvretfærdige.

På den måde driller historien os og får os til at lave ”en omvendt farisæer”, kunne man kalde det. Den lokker os til at indtage farisæerens plads og forhåbentlig opdage, at vi gør det, også når vi vil fremhæve vores ydmyghed og selverkendelse.

Der stå to mænd i et tempel. Der kan de blive stående med det, de kan fortælle om sig selv. Men den ene gik retfærdig hjem.

Retfærdig. Retfærdig er ikke noget man er, men noget man bliver.

Historiens gåde ligger i ordet retfærdig. Hvad er retfærdighed? Det er det ord, der skifter mening med Jesus og hans historie – både de historier, han fortæller, og den historie, han selv er.

Retfærdighed plejede og plejer at betyde at man overholder retten, loven, opfylder de regler, der er – for livet og i samfundet. Det er også den måde, vi normalt bruger ordet på: Det skal gå retfærdigt til – efter ret og rimelighed – navnlig, når det kommer til fordeling af goder. Men også i forhold til overholdelse af lovgivning, forbrydelse og straf, og også i den lidt svævende betydning, at det forekommer rimeligt, at det går mennesker godt, og forekommer uretfærdigt, hvis nogen, vi kender og holder af, udsættes for ulykke og sorg.  I det ligger en idé om, at tilværelsen har visse regler, noget der er ret, som tingene gerne skule rette sig efter, hvis de skal være retfærdigt. Også derfor rystes vi af naturkatastrofer, for de er hinsides al retfærdighed.

Men kan et menneske være retfærdigt? Ja, i denne betydning, hvis det færdes efter reglerne og gør det gode og holder sig inden for rimelighedens grænser med sin selvudfoldelse. Kort sagt er et ordentligt menneske. Det er farisæeren jo, og det er det, han takker Gud for.

Og det er jo godt nok. Men ham sker der ikke noget med. Det er den anden, der går hjem som noget andet, end han var.

For tolderens fortjeneste er ikke, at han fremhæver sin egen skyldigheden og dårlige samvittighed og syndefuldhed. Den er at, han mangler noget. Han vil have noget af Gud. Han beder kræver, uden at se op uden at prøve at overtale eller argumentere: ”Gud, vær mig synder nådig”.

Gud, giv mig det, du har og er. Din nåde, din kærlighed, dit liv. Jeg mangler det.

Hvem tør man sige det til? Elsk mig. Lad være med at spørge om, hvad jeg har gjort eller ikke gjort, fortjent eller forsømt. Vær mig nådig. Se på mig som en, du elsker.

Det tør man sige til én, man håber på og ikke kan leve uden. Fordi man er nødt til at bede om det, man mangler.

Det er tolderens vendepunkt. Han går ind i templet for at få, ikke for at stå. Han går derop med sin mangel for at gå derfra med noget andet end sig selv.

Det var ham, der gik retfærdig hjem. Hvordan retfærdig? I Jesu historie er retfærdighed blevet til et kærlighedsforhold, et kald til at leve af det, som tolderen får af Gud, nemlig nåden.

Nåde er den kærlighed, der er givet os, før vi kan gøre fra eller til, og som bliver hos os, uanset hvad vi har ødelagt. Hvis Guds nåde er retfærdigheden, så betyder denne nye retfærdighed at færdes efter den ret, at leve i det kærlighedsforhold. Tolderen fik en ny vej at gå hjem ad. Han kunne gå hjem ud af templet som én, Gud elsker. Han kunne gå med nåden, og måske kom han til at dele den med dem, han mødte.

Den retfærdighed, der er overholdelse af love og regler, står. Den retfærdighed, som er nåden, går.

Den kan aldrig sige: ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker”. Den må altid sige. ”Gud, jeg takker dig, fordi jeg er aldeles som andre mennesker – ufuldkommen og elsket”. Nåden gør, at et menneske ikke kun er, hvad det har gjort og kan fortælle om sig selv, men altid også er, hvad nåden gør det til – et helt og elsket menneske. Det kan ingen gøre sig selv til, men det er svaret på bønnen: ”Gud, vær mig synder nådig”.

Den retfærdighed fandt tolderen i Jesu historie, og den fandt farisæeren Paulus i Jesus. Den unge farisæer Paulus så med frygt og foragt på de Jesus-troende og forsøgte at få dem udryddet fra samfundet. Han takkede Gud for, at han ikke var som dem – indtil han lige pludselig opdagede, at han var aldeles ligesom dem, og blev døbt. Den Paulus skrev senerehen om Guds retfærdighed, som han nu selv havde set åbenbaret i Jesus:

”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov – Guds retfærdighed ved tro på Jesus Kristus for alle, som tror. Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.” (Rom 3, 21-24)

Nej, der er ingen forskel på farisæeren og tolderen. De skifter konstant plads i selvretfærdighed, ligesom Paulus gjorde det selv – fra farisæer til tolder. Men Paulus fik som tolderen en ny vej og kunne vende blikket væk fra sig selv og sin egen skyld og mangel og sige: ”Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, og hans nåde mod mig har ikke været forgæves” (1 Kor 15, 10a)

Nåden er aldrig forgæves. Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk