Jesu herlighed er kærlighed

Midfaste | Johannes 6,1-15 | af Jens Torkild Bak |

Salmer: 31, 59, 662, 298, 664.

Evangelisten Johannes er ikke ene om at berette om et bespisningsunder. Det kender vi også fra de andre evangelier. Men det, som er særligt for Johannes, er den måde, hvorpå han iscenesætter såvel bespisningsunderet som de øvrige undere, han beretter om. Han kalder dem ”tegn”, som vi hører det gentaget to gang i teksten i dag.

Med dette begreb sætter han underberetningerne ind i en bestemt fortolkningsramme, hvormed han vil lede sin læsere og tilhørere frem til den rette forståelse af disse fortællinger, men frem for alt forhindre, at forståelsen af dem løber af sporet. Det sidste er tydeligvis det, der er ved at ske i dag i kølvandet på bespisningsunderet, der griber folk med så stor begejstring, at de alene derfor vil gøre ham til deres leder og konge. Forståeligt nok, men han vil ikke være konge af brød og skuespil, og flygter op i bjergene. Han vil eller kan ikke leve op til den forventning. Han vil noget andet.

Tillad mig at springe 4 kapitler tilbage i Johannesevangeliet, nærmere bestemt til fortællingen om brylluppet i Kana, som i sammenhæng med underberetningerne har en særlig status, ikke alene ved at være den første af dem, men ved at være en slags nøgle til forståelse af de efterfølgende.

Fortællingen om brylluppet i Kana kræver i sig selv næppe megen repetition. Om ikke andet husker man den for de berømte ord Man sætter den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere… De ord, der bliver ved at hjemsøge os, der ikke tilhører den meget vinkyndige del af befolkningen, hver gang vi skal have gæster og indser, at en enkelt flaske ikke rækker. For hvilken skal man så begynde med, når man nu ikke har to af samme slags – og ingen anelse har om, hvad der gemmer sig bag de forskellige etiketter.

Og dog handler den vidunderlige fortælling om brylluppet i Kana i virkeligheden hverken om et gæstebud eller om forvandlingen af vand til vin. Ligesom bespisningsunderet ikke handler om, hvorledes fem bygbrød og to fisk kan strækkes til at mætte – og endda mere end rigeligt mætte – en folkeskare på fem tusinde. Det er i hvert fald ikke dette mystiske mirakel, vi skal opholde os ved, hverken i det ene eller det andet tilfælde. Tydeligvis ikke. Det handler om noget andet, og det er for at komme på sporet af dette andet, at det kan være nyttigt lige at gå tilbage til brylluppet i Kana, fordi vi her ud over ordet ”tegn” får et andet helt afgørende ord med, nemlig ordet ”herlighed”, idet nemlig fortællingen slutter med disse ord: Dette, dvs. forvandlingsunderet, gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed…

At Jesus forvandler vand til vin er altså kun et – ”tegn”. Hvis man derfor vil begynde at spørge nærmere ind til selve underet, har man misforstået sagen. Interessant er kun, hvad ”tegnet” betyder: Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed… En lidt indviklet formulering fra evangelistens side, men meningen er klar nok: Formålet med dette tegn og de andre, der følger senere, herunder bespisningsunderet er udelukkende at vise os Jesu ”herlighed”, og hvad det betyder, kommer vi straks tilbage til.

Først dog et par ord om begrebet tegn. Hvis nogen giver tegn til en, er det afgørende, at man kan tolke og forstå tegnet. Betyder det, at man skal stoppe, fortsætte eller ændre adfærd i henseende til det, man er i gang med? Betyder det, at man skal gribe ind, eller omvendt holde sig tilbage i en given situation? Betyder det misbilligelse eller opmuntring, kritik eller anerkendelse? Gav Trump tegn til sine tilhængere hin famøse dag før vandringen ned mod Capitol og stormløbet på kongresbygningen, og hvad lå der i bekræftende fald i tegnet?

Gav Inger Støjberg tegn til sine embedsmænd, før de gjorde, hvad de gjorde? Tegn kan være afgørende og betyde forskellen på krig eller fred.

Også i hverdagen kan tegnene være afgørende. Når konen uden et ord stiller vasketøjskurven lige foran ens øjne, ved man jo nok, hvad det betyder. Andre situationer kan være vanskeligere at tolke. Det største problem særligt i omgangen mellem mennesker, der er kulturelt fremmede for hinanden, er, at man ikke er umiddelbart fortrolige med hinandens tegn og koder, men af selvsamme grund netop ofte kan gå fuldstændigt fejl af hinanden og situationen. I sin tale ved afslutningen af en liturgikonference for nogle uger siden fortalte biskoppen i Odense, Tine Lindhardt, hvordan hun med sin personlige baggrund i et kirkefremmed miljø var fuldstændigt fortabt, da hun første gange stiftede bekendtskab med folkekirkens gudstjeneste, ude af stand til umiddelbart at afkode dens tegn. Det bad hun alle os kirkevante om at huske. Hvordan det er for dem, der ikke kender tegnene og derfor holder sig væk.

Historien om brylluppet i Kana begyndte, som man vil huske, med en ejendommelig ordveksling mellem Jesus og Maria, hans mor. De har ikke mere vin, sagde hun til ham – og opfordrede ham til at hjælpe værtsfolkene ud af den pinlige situation, det er ikke at have indkøbt vin nok. Det gjorde han som bekendt også; uden tøven gav han anvisning til tjenerne om, hvad de skulle gøre. Men Maria, moderen, gav han ikke desto mindre et mærkeligt, afvisende svar. Han sagde: Hvad vil du mig, kvinde, min time er endnu ikke kommet. Han gjorde, hvad hun bad ham om – men fortalte hende samtidig, at det ikke er den slags, han er kommet for. Det, han er kommet for, er tiden endnu ikke kommet til. Og evangelisten supplerer så med den oplysning, vi nu allerede kender, at forvandlingsunderet kun er et tegn; begyndelsen på en række ”tegn”, der skal pege hen på Jesu ”herlighed”. Og dermed er vi kommet tilbage til dette nøglebegreb, ”herlighed”. Et ord, som har en særlig og kan man sige: særlig dyb betydning i Johannesevangeliet. Ikke mindst her i fastetiden, hvor vi er på vej mod påske.

For det, som alt i Johannesevangeliet afventer og peger hen på, er Jesu død på korset. Først Jesu død på korset åbenbarer hans sande identitet, som består i hans ubetingede kærlighed til mennesket; hans vilje til at gøre alt, hvad kærligheden tvinger til. Det er afsløringen af den kærlighed, Johannes kalder Jesu ”herlighed”. Den kærlighed, der udholder, overvinder og udretter alt. Den kærlighed, der er dagligt brød for os, og uden hvilken vores liv er en ørken. Et liv uden kærlighed er et liv, hvor man menneskeligt udsultes.

Jesus gør med andre ord en forskel i verden – ikke fordi han uddeler mad (for maden alene kan være uden trøst og opmuntring, uanset hvor rigelig den er), men fordi kærligheden gør en forskel. Ja, det er for så vidt den usynlige overskrift over enhver episode i alle evangelierne, men da særligt i Johannesevangeliet: Kærligheden gør forskellen.

Derfor er evangelisten så omhyggelig med at fortælle os, at det mirakuløse forvandlingsunder kun er et tegn, der intet er i sig selv, eller i sig selv er ligegyldigt og passé. Kun, når vi igennem dette tegn bliver opmærksom på den forskel Jesus gør i menneskers liv, ved at stille sig i kærlighedens tjeneste, har vi opfanget budskabet. Og bliver samtidig selv lukket ind i historien. Altså, når vi hører at kærligheden gør en forskel – og begynder at reflektere over den forskel, vi selv gør i livet. For venner og fjender. For samtid og eftertid.

Det kan selvfølgelig blive begyndelsen på en endeløs selvransagelse. Men jeg tænker dog, at fortællinger frem for at drive yderligere på selvransagelsen – som der hos de fleste af os er rigeligt af, også uden evangeliets påmindelse – rummer en mere opmuntrende og opbyggelig udfordring. Nemlig en udfordring til ikke bare at tage det, vi ser og oplever (og ofte står i til op over halsen) for pålydende, men se tegnet i det. Forstå det som tegn, vi skal afkode. Men andre ord og helt konkret: Bag det vi ser, oplever og står i altid at se håbet. Det håb, der lever af, at kærligheden tror alt, håber alt og overvinder. Hvis vi skal være til i verden uden at blive knust af verden, er udfordringen at se mere, end vi ser. Ikke kun at se brødet, men at se de mennesker, man kan spise det sammen med. Overalt handler om at lade kærligheden læse med og forstå tegnene. Glædelig søndag. Amen.

—

Domprovst Jens Torkild Bak

DK-6760 Ribe

Email: jtb(at)km.dk