Johanes 4,5-26

Ikke en drømme-Gud, men den virkelige Gud, Jesu Kristi far | Anden søndag efter Helligtrekonger | 14.01.2024 | Johanes 4,5-26 | Mikkel Tode Raahauge |

Kom, du gode Helligånd, og tal Guds ord,

så vi omvender os – og tror. Amen.

Det er ikke til at sige, hvad det er, der er sket med os. Om det skyldes et udslag af en voksende følelse af utryghed i livet; om det er et blot og bart modefænomen eller om det mon er fordi, vi lige så langsomt er begyndt at ane, at vi står i forhold til noget andet og mere end bare os selv.

Måske er det ovenikøbet noget helt fjerde, men ikke desto mindre har jeg i løbet af de sidste par år lagt mærke til, at flere og flere er begyndt at åbne op omkring deres tanker om det religiøse. Det er både en stor hjælp for mig i mødet med alle de forskellige mennesker, jeg har at gøre med i mit kald, at der er et udgangspunkt at tale ud fra. Men i det hele taget er det enormt glædeligt, at noget af vores danske forlegenhed på dét punkt tilsyneladende er ved at fortage sig. Om ikke meget, så i det mindste en smule.

Og én af de bekendelser, som man hører igen og igen, den lyder nogenlunde sådan hér: ”Jeg tror i hvert fald, at der er noget, der er større end os selv.” Den dukker op over alt, den formulering, hvis man ellers lægger mærke til det. I samtalen ved middagsbordet, i de bløde sofaer inde i Go’ morgen Danmark, og den har som så meget andet af den slags også sneget sig ind i Folkekirken. Det er ikke så længe siden, at jeg var på kursus i forbindelse med noget efteruddannelse, hvor jeg på nærmest Oxford-agtig vis blev spurgt, om jeg mon troede på noget, der var større end mig selv, hvortil jeg svarede, at jeg engang med mine egne øjne havde set en rigtig elefant.

Dét svar faldt ikke i god jord! Indlysende nok, for det var flabet sagt, når jeg udmærket godt vidste, hvad de mente – selvom jeg selvfølgelig synes, at det er et dybt mystisk spørgsmål at stille på et sted, der uddanner præster, som har skrevet under på præsteløftet ”… for den alvidende Guds åsyn” og ”… med regnskabsdagen for øje,” som det så højtideligt hedder. Og når jeg nu alligevel går i kødet på formuleringen ”noget, der er større ned os selv,” så er det selvfølgelig ikke fordi, jeg kun har latter til overs for hverken menneskers søgen eller deres tvivl. Som sagt, så kan den være et glimrende udgangspunkt for en videre samtale om, hvad – eller hvem – dette ”større” mon er. Det er meget snarere fordi, at man med en bekendelse, der er så luftig, at den enten kan udlægges over en frokost eller på den anden side må bøje og føje sig alt afhængigt af, hvilken retning vinden blæser, kan risikere simpelthen at miste fodfæstet i livet.

Alle – også vi, der sidder hér i kirken – kan sikkert hurtigt blive enige om, at det er meget fint, hvis nu Gud ikke bliver alt for konkret. For så har man jo også selv en vis mulighed for at forme Gud sådan, som man nu synes, at en gud skal være. Og så kan man ellers give sig i kast med at strikke sin egen, hjemmegjorte dogmatik sammen, som f.eks. kunne være noget i stil med: ”Mennesket skal have det rart, og det synes Gud også. Gud er rar og vil have, at vi skal have det rart og derfor også unde alle andre at have det rart, så det alt sammen bliver rart og Gud den allerrareste. Og frelse er det samme som sikkerhed, for vi synes jo, at det er så synd for os, at vi skal trækkes med sådan et usikkert liv, og det synes Gud også, og derfor vil Gud hjælpe med at få forvandlet verden til et behageligere sted at være ved at svæve rundt og appellere til, at vi opfører os pænt i stedet for at være så ubehagelige ved hinanden.”

Og på den måde kan man jo meget let få hævet sig selv, både over Gud og det ansvar, der følger med at stå i et forhold til ham, men også over verden og det ansvar, der følger med at være sat i den med en bestemt opgave. Problemet er imidlertid bare dét, at det så altså ikke længere hverken er Gud eller verden, man har med at gøre. Så er det derimod en drømmegud og en drømmeverden; en afsporet forlængelse af ens egne drømme – for sig selv.

Men i evangeliet, som det kommer til os i dagens skikkelse, derude ved brønden i Sykar, der bliver vi altså sammen med den samaritanske kvinde hentet ud af vores rådvildhed og ned fra de højere luftlag og vist tilbage til vores rette plads, nemlig lige hér i den verden, der virkelig er vores. Hér, hvor vi er sat i den på et bestemt sted med en bestemt opgave og et bestemt ansvar, som vi ikke bare kan drømme os væk fra – noget, som Dronning Margrethe i øvrigt har været eminent god til at minde os om, og som vi kun kan bede til, at den kommende Kong Frederik vil blive ved med! Og hvad der er lige så vigtigt: at vi er sat i den over for Gud.

Og netop ikke Gud som et eller andet ”noget, der er større end os selv.” Ikke som en ukonkret og fjern kosmisk kraft, som vi ikke kender, men som den Gud, der er kommet til os – som én af os – med et menneskes krop og et menneskes navn for at leve et menneskeliv med alt, hvad dertil hører, så at vi både kan kende og genkende Gud lige hér i det usikre liv, der nu engang er vores. Ligesom Gud kender og genkender os – ud og ind og alt inklusive! – og alligevel vil kendes ved os som sine elskede børn.

Og det vil selvfølgelig ikke sige, at livet så alligevel bliver mindre usikkert af den grund. Så ville vi være tilbage i drømmeverden, og det er er jo netop dette liv, som Gud vil have, vi skal leve. Men ved at holde os fast på det konkrete, på forholdet til Gud og forholdet til vores næste, sådan vil Gud forhindre, at vi mister fodfæstet i det, så vi ikke pludselig stiger til vejrs og går i kredsløb – f.eks. om os selv. Højt at flyve, dybt at falde, som bekendt. For så har vi også friheden til at tage vores givne opgave og ansvar på os: nemlig at leve livet, som det er, og elske hinanden så godt, som vi nu formår det. I tillid til, at når dét ikke lykkes; når vi må erkende, at vi slet ikke er så rare, når det kommer til stykket, og når døden engang sænker sig over os for at gøre krav på sit, at vi så ikke er overladte til os selv og vores egne drømme. Men at vi har vores synders forladelse i Jesus Kristus, der levede og døde og opstod for os; som endnu i dag taler til os, og som en skønne dag vil kalde os op af graven til et evigt liv i Guds rige, hvor vi skal se ham, som han er, og juble:

”Se, hvor stor kærlighed, Faderen har vist os. At vi kaldes Guds børn – og vi er det!”

I Jesu navn. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk