Johannes 12,23-33

Sidste søndag efter helligtrekonger | Johannes 12,23-33 | Af Mikkel Tode Raahauge |

Så beder vi dig, vor Gud:

Bøj du vort stive, stolte sind

ligesom vinden bøjer sivet,

så vi følger ind og ud

den retning, dit ord har givet.

Amen.

Jeg tror, at der findes en række forhold i ethvert menneskes liv, som det på en eller anden måde kan forekomme uoverskueligt at skulle forholde sig til. Det gælder selvfølgelig både de forhold, som er mere eller mindre individuelle, f.eks. forholdet til vores forældre eller andre afgørende relationer, til vores krop, til alkohol, til sex, til penge eller hvad, det nu måtte være. De fleste af os kan nok komme i tanker om et eller andet forhold, som vi helst ikke vil grave os alt for dybt ned i – simpelthen fordi man aner, at gør man det, så er der også en overhængende fare for, at man bliver nødt til at tage både sig selv og hele sin tilværelse op til revision. Og når man tænker på, hvor omfattende konsekvenserne af dét kan risikere at blive, så er det i mange tilfælde det letteste – og måske endda også det tryggeste – bare at skubbe det til side, lade det ligge og så leve med det, som man siger.  

Det gælder de forhold, som er mere eller mindre individuelle, ja; men jeg tror også, at det gælder nogle af dem, som vel ganske vist opleves som dybt, dybt personlige, men som samtidig er fuldstændig universelle. Og her tænker jeg især på to. Dels på forholdet til vores egen fejlbarlighed og utilstrækkelighed; i store træk dét, som vi her i kirken kalder for synd: nemlig den bitre erkendelse, som ethvert menneske gør sig, at det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Det er kun meget lidt, der kan få det til at løbe én så koldt ned ad ryggen, som når man tænker på alle de gange, man i selvoptagethed har brugt eller spildt sin tid eller sine ord på en sådan måde, at man er kommet til at gøre et andet menneske ondt – det være sig mere eller mindre bevidst. Det er jo derfor, at det er så vanskeligt at få fremstammet det lille ord ”undskyld,” og tilsvarende så let at finde på søforklaringer eller slet og ret at tie sine overtrædelser ihjel.

Men først og fremmest, så tror jeg der er ét forhold, som vi alle sammen helst vil undgå at beskæftige os for meget med. Et, som intet menneske – uanset hvor from og god, man så end er! – slipper hverken godt eller levende fra; et forhold, som de fleste af os har tæt, tæt inde på livet, og som der er al mulig grund til at frygte for: nemlig den ulykkelige omstændighed, at vi skal dø.

Der findes ganske vist dem, som hævder, at de ikke er bange for døden – vi her i kirken er måske faktisk i en særlig grad tilbøjelige til at tro, at vi er afklaret med den! – men jeg må indrømme, at jeg faktisk svært ved at tro på det. Selvfølgelig er der nogle, der vil hævde, at døden er det mest naturlige af alt. Mennesket fødes og mennesket dør, meget i stil med planterne og alt andet levende på jorden, og døden kan på denne måde reduceres til en slags medicinsk faktum. Men selve forudsætningen for at tænke sådan, det er, at man ligeledes reducerer selve mennesket til et stykke fysik; en samling atomer, en neutral maskine, der bevæger sig gennem tiden og rummet uden hverken mål eller med. Denne tanke er inhuman i ordets egentlige betydning, og selvom den kan være nok så tillokkende – for dermed kommer døden jo ikke mig ved! – så er virkeligheden immervæk en anden.

Og det samme kan vi sådan set sige om dette: under henvisning til Gud at bilde sig selv og eller andre ind, at døden ligesom er aflyst. Det er den ikke, og bliver man alligevel i illusionen, så skal man nok få andet at mærke. Men, når alt kommer til alt, så tror jeg der er noget ganske basalt, og meget forståeligt i øvrigt, på færde, når vi så gerne vil afdramatisere døden. Jeg tror – for så vidt at jeg selv kender så udmærket til denne mekanisme – at det handler om, at vi ikke kan holde tanken om den ud, og derfor for alt i verden forsøger at hæve os eller få kontrol over den, så at døden på en eller anden måde bliver uskadeliggjort, og livet dermed også bliver noget ufarligt og sikkert, som vi kan være vores egne ophøjede og urørlige herrer over.

Det er dette, Vorherre mener med at elske sit liv – og at den, som gør dét, før eller siden bliver slemt skuffet og mister det. For når døden kommer efter os for at gøre krav på sit, så viser den sig aldrig som en neutral eller uvæsentlig begivenhed. Den kommer altid som en brutal adskillelse fra alt det og alle dem, vi elsker – uanset, om det så er vores egen død eller den andens. Den kommer over os som den ubærlige virkelighed, der kaster sin skygge over hele vores liv; som denne verdens fyrste, der knuser vores drømme, slår vores hjerter itu og stjæler vores fremtid uden at lade det mindste blive tilbage – desværre.

Men nu i dag lyder der en røst fra himlen, og den lyder for vores skyld. Der lyder et budskab om, at Gud har herliggjort sit navn og atter vil herliggøre det. Der lyder en forkyndelse af, at dette er hele grunden til, at Gud blev menneske: nemlig at jage denne verdens fyrste ud og drage alle mennesker til sig. For i ham, der nu går frivilligt ind til sin lidelse og død, i manden på korset, i ham betaler Gud selv for alle vores overtrædelser, for at vi igen kan sænke skuldrende og løfte blikket. I ham går Gud selv ind i vores død for at dele sit liv med os og viser dermed, at Guds kærlighed til os er som et hvedekorn, der bærer tredive, tres, hundrede, millioner og milliarder fold, fordi den over for ethvert menneske understreger, at dér, hvor vores fremtid ender, der begynder Guds.

Alt dette betyder vel ikke, at vores forhold til hverken livet eller døden ligesom ved et trylleslag er forandret. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis bliver bedre i stand til at se vores faktiske forhold i øjnene. Men det betyder, at når vi i vores liv erfarer den skrøbelighed, den utilstrækkelighed og den død, som fylder i det; når vi hader vores liv i denne verden og må indse, at vi ikke kan være vores egne herrer, at vi da kan se hen på den korsfæstede som vores herre og elske vores liv i ham – fordi vi i ham kan se, at Gud elskede det først. Og da kan vi jo måske mærke bare et lille gran af frimodighed til at leve det liv, som det er, og dø den død, som engang bliver vores – i tillid til, at vi aldrig nogensinde skal være overladte til os selv, men at Gud i sin kærlighed har givet os både et levende håb og en åben fremtid i og med Jesus Kristus. For således har Faderen højt ophøjet Sønnen, for at han, med sin død og opstandelse, skal ophøje os. Amen.

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk