Johannes 14,1-11

3.søndag efter påske | 08.05.22 | Joh 14,1-11 | Af Leise Christensen |

For en del år siden rejste jeg for min tidligere arbejdsplads til Myanmar sammen med en kollega, der var ansat i en anden organisation i folkekirken, og så en fotograf. Vi skulle udarbejde et konfirmandmateriale til danske konfirmander om at være kristen i en minoritetskontekst. Danske konfirmander er så vant til, at kristendommen er en majoritetsreligion, at de som regel ikke overvejer, at der er steder på den grønne klode, hvor det samme ikke gør sig gældende. I Myanmar, som er en union af forskellige stater, er buddhismen hovedreligion og dominerer gadebilledet med de smukke, guldsturpaer og templer og de orangeklædte munke synlige på alle gader og stræder med de få ejendele, som de må eje – f.eks. den madskål, som de går rundt og får fyldt af troende i deres menigheder. Imidlertid er der også kristne i Myanmar. I et par stater er de ligefrem hovedgruppen, men der er så få mennesker i de stater, at det i det store billede ikke betyder så meget. På et tidspunkt skulle vi rejse til en stor stat ved navn Shan, hvor buddhismen er altdominerende. Der skulle vi møde en munk, der for en årrække siden var konverteret fra buddhismen til kristendommen. Han trådte ind i det buddhistisk kloster som fire-årig og var stort set aldrig ude af det bortset fra de perioder, hvor han studerende hos lærde buddhister f.eks. på Sri Lanka. Imidlertid var han på et tidspunkt stødt på en bibel, som han havde læst i og var blevet meget optaget af evangelisten Johannes. Og det sted, som faktisk lige præcis havde omvendt ham, var teksten til i dag, nemlig ordene om, at Jesus er vejen, sandheden og livet. De fleste, der bliver omvendt til kristendommen fra en anden tro, tager beslutningen, og så bliver de døbt, og derfra er de naturligvis kristne. Sådan var vejen imidlertid ikke for vores munk her. Han læste disse tre ord, og så vendte han tilbage til sit kloster i Shan, satte sig ind i en hule, der var ca. 2x2m – jeg har set den – med en lille, smal åbning som dør, der imidlertid blev spærret, da han kom derind. Så sad han der i 21 år og studerende på sætningen: jeg er vejen, sandheden og livet. Hver aften kom der lidt mad ind af et hul i klippevæggen, og hver morgen kom der lidt gods retur, men ellers sad han med stearinlys og mediterede over disse ord. Efterhånden nåede han frem til, at det centrale var, at Jesus Kristus er vejen. Vejen, bare vejen, nåede han frem til til sidst. Så bankede han på og kom ud – efter disse 21 år – og blev døbt. Mine ører var ved at falde af, da jeg hørte dette. Jeg, som knap nok kan sidde stille to timer… Så kræver jeg min iPhone, Facebook og underholdning. Han havde meget at sige om ”vejen”. Jeg undrede mig, for det var en helt anden kristendom end den nordeuropæiske lidt tunge model, som jeg var vant til fra lutherske Danmark – synd, blod, retfærdighed, skyld, offer for slet ikke at nævne kors var ikke en betydende del af hans kristentro. Så tænkte jeg som den klassisk uddannede teolog, jeg også er: ”Er det monstro kristendom”? Skal der ikke være bare lidt tungsindighed og fokus på lidelsen og Jesus’ korsdød med alt, hvad det nu indebærer af tankegods? I min fars hus er der mange boliger, siger Jesus også til os i dag og til munken fra Shan. Og VEJEN dertil kan være utroligt forskellig: Fra den, der glad og taknemmelig går til drop-in-dåb i en kirke i Aarhus C til den, der sidder i en mørk hule i 21 år og mediterer og når frem til VEJEN ved at sidde(!) og lader sig døbe af en engelsk kristen, der tilfældigvis en dag kom forbi, i en sø. Vejen er forskellig. Thomas spørger i dag på sin sædvanlige lidt tvivlende facon om, hvordan man så skal kende vejen, når man ikke kender målet. Hvor er det, Jesus skal hen? Det skal man dog vide først, mener Thomas. En god pragmatiker er han og ikke en, der lader sig noget bilde ind. Men VEJEN er målet i sig selv i den forstand, at VEJEN er Jesus Kristus. På den vej er sandheden og livet. Den vej fører til de mange boliger. Er der en enkelt sand vej, man skal gå for at kunne kalde sig kristen? Jeg tror ikke, at spørgsmålet, om man så må sige, rammer skiven. Der ER en sand vej i den forstand, at Jesus er den. Han er vejen. Men hvordan man møder Jesus på den vej, kan være så forskelligt. Det er nok derfor, at der er mange boliger, og mange pladser er gjort klar. Jeg ville aldrig nogensinde kunne gå den vej, som munken fra Shan gik. Jeg har aldrig været i kloster og ville ikke kunne tilnærmelsesvist meditere i det omfang, som han gjorde over en enkelt sætning. Jeg ville gå amok! Men jeg vil heller ikke kunne sige, at hans dåb hviler på et skævt grundlag i forhold til det, som jeg har lært, læst, tænkt og tror; i forhold til alt det, som har vist mig VEJEN. Det hár jeg til gengæld overvejet temmelig meget efter mit besøg i Shan. Hvor er grænsen for, hvad der er den rigtige vej, og hvad der er vildfarelse? Jeg tror, at VEJEN er bred og rummer enhver, der ser, at Jesus er vejen, sandheden og livet. At det, som Jesus gennem hele sit virke stod for, nemlig omsorg for den svage, kærlighed til mennesket i hele dets forkludrethed og forståelse af menneskets mærkelige veje, er sandt, ja, ligefrem sandhedEN. Det er ikke en objektiv, videnskabelig sandhed om altings fysiske oprindelse og dinosaurernes eksistens; det er sandheden om (menneske)livet, som det leves på Guds jord hver dag. Sandheden om, at Gud og Jesus er så tæt forbundne, at de er et, og vi er forbundne med dem på vores vej gennem livet. Vore hjerter kan så let forfærdes og ikke uden grund. Megen vold og krig er vi vidner til, megen frygt for fremtiden kan det fremkalde; bekymringen om snarligt kollaps i økonomien og klimaet ligger lige for. Dét er forfærdeligt. Alligevel skal VI ikke forfærdes, siger Jesus. Det kan han sagtens sige! Men hvad med os? Svaret på det nærmer sig selve essensen  i at leve med VEJEN. Det spring, der må foretages. At man må lade sin snusfornuft og pragmatik bag sig en stund som en anden Thomas. At hvile i den tro, at Jesus er den sande vej, fører os ikke udenom eller forbi bøvlet i livet, men igennem det med den smerte, som nu findes, men dog igennem på en måde, som kan bæres og leves med. Fordi Han er med på vejen. Fordi sandheden er, at han er vejen og livet. Uden at have mediteret over det i 21 år i en hule, men nok reflekteret over det nu og da, tror jeg godt, at jeg tør sige det. At jeg tør tro det. Om springet er kort eller med et megalangt afsæt som munkens, er ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at VEJEN til de mange boliger er gjort klar. Vi skal bare gå den. Amen.

___

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk