Johannes 15,26-16,4

6.søndag efter påske | 21.05.2023 | Joh 15,26-16,4 | Marianne frank Larsen |

Den første har bare en pels på, ingenting indenunder. Bortset fra de lange støvler. Den næste er i stram hvid minikjole. Den tredje er i neongrøn badedragt og stiletter. Én efter én vrimler de ind ad døren i Corrigans lejlighed i the Bronx i New York for at låne toilettet og tage ny læbestift på. Corrigans bror, der er på besøg fra Irland, er rystet over, hvad der foregår i hans brors lejlighed i Column McCanns roman, Lad blot verden tumle sig. At broderen lader døren stå åben, så alle gadens piger kan komme og gå, som de vil. De taler grimt og lever råt, synes han; de er smagløse at se på, hejret ud i sølvglimmer og hotpants, elendige piger med nålestik i huden, som aldrig bliver til andet og mere end det. Det er naivt at tro, at man kan gøre en forskel i deres liv. Corrigan burde låse sin dør. Men det gør Corrigan ikke. Han lader døren stå åben, og det er det eneste, han siger til sin bror, når han bliver angrebet: ”Bare lad døren stå åben, ikke?” Nede på gaden lukker han sin varevogn op og forsyner pigerne med iskaffe fra en stor termokande. Og går politiet på nerverne med sine spørgsmål, når pigerne bliver kørt væk, så han kan finde dem igen. Og køber kolde colaer til dem. Og da to af pigerne bliver anklaget for røveri, tager han en pæn skjorte på og kører ned til retsbygningen og bruger en dag på at få dem ud.

Skjult under skjorten bærer Corrigan et kors. Og synligt på væggen hænger der et krucifiks. Bortset fra det er der ikke andet end en sofa i hans lejlighed. For Corrigan er munk, med i en irsk munkeorden, hvor man ikke behøver at bo i et kloster. Det gør han så mildest talt heller ikke dér midt i skraldet og forfaldet i the Bronx. ”Jeg tror, jeg er nødt til at sætte kød på mine ord”, siger han, da hans bror spørger, hvad i alverden han har gang i. Corrigan er ikke ude på at redde pigerne eller forvandle deres liv. Han taler stort set ikke om Gud med dem. Han vil bare have, at der skal være et sted, hvor de kan komme ind og få en pause og lidt vand i ansigtet. Give dem et øjebliks lettelse med noget koldt at drikke. Sådan kommer der kød på de ord, han tror på. Eller sådan bliver ordene til virkelighed, omsat i handling. Med den åbne dør og den kolde cola og turen ind til retsbygningen siger han indirekte, at pigerne er andet og mere end de tabere, som er det eneste, hans bror kan få øje på. Trods lyserøde solbriller og nålemærker i knæhaserne er de dyrebare mennesker, som Corrigan skal bruge sin tid og sine kræfter på. Sådan vidner han uden ord om ham, han tror på. Det er fra ham, han ved, hvad pigerne er – og hvad han selv har at gøre.

   Og sådan gør han præcis dét, Jesus giver disciplene og os andre besked på i dagens evangelium. At vidne om ham. For at verden kan komme til at kende ham. Det er nemlig livet om at gøre – for verden selv. Men vidne om ham kan vi gøre på flere måder. At vidne, det vil selvfølgelig sige at fortælle, hvad man har hørt og set; men det vil også sige at give ordene kød, som Corrigan med den åbne dør i the Bronx, at handle sådan at det, man gør, vidner om ham, man har lært at kende, og om den kærlighed, der bærer ens eget liv. Men enten man vidner i ord eller i handling, så er pointen den samme: At man vidner om noget, man ikke kan se. Da Corrigan trækker i den rene skjorte og barberer sig for at tage i retten, vidner han om, at Tillie og Jazzlyn er dyrebare mennesker, og at deres liv har værdi, og at der findes tilgivelse. Der er én, der har betalt. Det kan ingen andre se. Og han vidner om, at Gud er barmhjertig og har døren åben for ethvert menneske. Det er der minsandten heller ingen andre, der kan se den grimme dag i the Bronx. Men det er dét, Corrigan tror på, og den tro bruger han ikke til at stive sig selv af med. Den vidner han om med sine ord og sine handlinger.

   Det gør man ikke ustraffet. Corrigan får bitre og nedladende ord af sin bror, som hverken kan se meningen eller holde pigerne ud. Og Corrigan får trusler af de politibetjente, han generer med sine spørgsmål, når pigerne bliver anholdt. Og Corrigan får tæv af de mænd, der styrer pigerne, for han skal ikke tage deres tid ved at lukke dem ind i lejligheden. Vidnesbyrdet i hans måde at handle på møder voldsom modstand i verden, og både den ene og den anden prøver at få ham til at give op og holde inde. Dommen over dem og over os, når vi handler sådan, er klar i dagens evangelium. Hvis man vil lukke munden og lægge bånd på den, der vidner om Guds barmhjertighed i ord eller handling, så er det, fordi man ikke kender Gud som den barmhjertige Gud, og hans søn som har betalt alt, hvad vi skylder. Og så er man simpelthen nødt til at have det at vide én gang til. At intet er, som det ser ud til at være. At de tyngede er fri. At de ubrugelige er dyrebare. At de beskidte er rene. At de døde er levende. At Gud er vores far, og hans søn er vores bror, lige ved siden af os, hvor vi går og står. Det gør en verden til forskel, om vi kender den Gud og ser os selv i det lys – eller ej. Det kalder nye sider frem i tilværelsen og i os.

   Pigerne selv – de smider de colaer, Corrigan køber til dem, når den næste bil holder ind til fortovskanten. Men Corrigan bliver ved, selvom han er så slidt og så træt, at han næsten ikke kan hænge sammen. Så er han slet ikke i tvivl om, at det er det, han skal. Sådan vidner han om den, han tror på. Og så sker der jo det forunderlige, at hans måde at behandle dem på, også kalder en uventet sødme frem. Over for ham er pigerne ikke rå. De sender ham fingerkys, når de går, og giver ham søde navne. For når man bliver set som dyrebar og mødt med venlighed – så kan der også ske det, at det vækker en venlighed i en selv, der ikke var der før.

     Det er vores opgave at vidne, som Corrigan, i ord eller handling, på vores måde, på vores sted, over for de mennesker, vi kommer i berøring med. Vidne om ham, vi tror på. Når vores vidnesbyrd møder modstand i vores egen magelighed, og når det møder modstand hos andre, kan vi hvile i, at det ikke er os, der skal bære hele opgaven. Der er én, der vidner for os, og det er dér, det begynder. Ikke med vores vidnesbyrd, og gudskelov for det, men med hans vidnesbyrd for os. Talsmanden kommer, lover Jesus; den gode ånd, som er hans talsmand, kommer i de ord, vi hører og læser og siger og synger, og vidner om, at det er Jesus, der kender Gud, og den Gud, han kender, er ikke dødens og dommens Gud, men livets Gud og vores far. Talsmanden taler Jesu sag og gør ham nærværende og levende, så han også står op af døde i vores ører og vores sind.

    Det er derfor, Corrigan siger sine bønner og strejfer krucifikset med en finger hver dag, før han går ud ad døren. Og det er derfor, vi siger vores bønner og synger vores salmer og lytter til hans ord hver søndag, før vi går ud ad døren. For at talsmanden kan komme til at vidne for os om ham, der kender Gud som livets gud og vores far. Så vi kan stole på det, vi ikke kan se: at vi er rene og fri og dyrebare for ham, og det samme er alle andre, vi møder, og at han er lige ved siden af os, når vi skal vidne om ham i det liv, vi går ud til, når vi går hjem. Vores vidnesbyrd for hinanden hviler i talsmandens vidnesbyrd for os om, hvem Gud er, og hvem vi og alle andre er i hans øjne. ”Gå i gang, for jeg er med jer”, siger han. Tager vi ham på ordet, og giver vi ordene kød, kan vi måske også kalde et uventet glimt af sødme frem hos hinanden. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk