Johannes 16,11-16

2. søndag efter påske | 23.04.2023 | Johannes 16,11-16 | Leise Christensen |

På billedet af liturgiarket, som I fik ved døren, kan I se nogle fårehoveder. Billedet har jeg taget på Øster Lem Hede i marts i Vestjylland, den dejligste, smukkeste, mest uberørte naturplet i kongeriget. Øster Lem Hede er en lynghede, hvor det lilla hav i august er så smukt, at det må tage vejret for selv det mest storbyglade menneske. Sådan en lynghede er dog problematisk at have. På den ene side er den natur, men på den anden side er det alt for nemt for en lynghede naturligt at springe i fyr, birk og gyvel med det resultat, at det lilla hav i stedet bliver til små indsøer af lilla i stedet for at fylde det hele. Derfor blev en fåreflok installeret på heden for nogle år siden. Der går de og blender nok så nydeligt ind med den brune hede, som den jo er det meste af året, mens de æder og sørger for, at fyr og birk ikke får overtaget over lyngen. Ingen får på heden uden hyrde, dog. Så der er en hyrde, Anette, hedder hun, med hyrdestav, to hyrdehunde, Tess og Nate og selvfølgelig også en islandsk hest. Et helt andet dyr er dog også kommet på færde de senere år, nemlig ulven. Hvis man er heldig, og det har regnet om natten, kan man se ulvespor om dagen på stien. Det er selvfølgelig ikke altid så heldigt for fårene! For ulven går på rov, naturligvis gør den det. I dag ville ingen fårehyrde med forstanden i behold sætte sit liv til for sine fårs skyld. Så måtte fåret blive ofret, begribeligvis. Hyrden er ikke daglejer, men hyrden er realistisk. Der er forskel på hyrden på bibelsk tid, hvor menneskeliv ikke altid betød det hele, som det gør i dag, og hvor hyrden var pligtig at sætte sit liv til. I dag ville vi ikke synes, at Anette skulle sætte sit liv til for fårenes skyld – så kære og nyttige og vigtige, som de i øvrigt er. I dag ville vi også synes – nogle af os gør i hvert fald – at ulven også skal være der, og det koster på fårekontoen. Vi vil ikke mene, at hyrden skal ofre sig for ulveangreb.

Den hyrde, som vi hører om i dagens evangelium, nemlig Jesus, er egentlig en hyrde, der går ud over, hvad man fornuftigvist kan forvente af en hyrde. For ham er flokken, altså os, altid vigtigst. Skal vi ligne den gode hyrde? Skal vi altid ofre os for det andet menneske i flokken? Både og, vil jeg sige. Sommetider er grænsen hårfin mellem den gode hyrde og så daglejeren, der kaster sine får under bussen, om man så må sige, daglejeren, som aldrig ofrer sig for noget eller nogen. Hyrder, der i virkeligheden er usle daglejere, er verdenshistorien fuld af. Skrigende, råbende førere, der nok ved, hvad der er bedst for folket og hurtigt får udskilt dem, der ikke lige er med, til død og ødelæggelse. Sådan en hyrde går altid forrest og aldrig bagved skubbende de spage, de forsigtige, de ulykkelige, sådan en hyrde jager fårene fra hinanden i stedet for at samle dem. Sådan en hyrde kender ikke til hensynet. Jo, vi kender dem. I nederlagets stund er det hyrder, som ikke kunne påtage sig noget ansvar for den katastrofe og de nederlag, som de havde kastet deres flok ud i. De er ægte daglejere, de er ulve i hyrdeklæder.

Men hvad så med dem, der altid optræder i rollen af at ville det gode? Som ofrer sig igen og igen for det andet menneske? Det må da være sagen. Njaaah, man kan have sine tvivl. Når mennesker giver den i rollen som den gode hyrde, gør vi det ikke altid af hensyn til de andre fårehoveder, men lige så meget for at bekræfte vores eget værd. Det styrker en at kunne sige, at man har ofret sig for sine medmennesker. Verden er fuld af eksempler på mennesker, der ligefrem tyranniserer andre med deres godhed. Det gælder lige fra overbekymrede forældre, der ikke kan eller vil lade børnene leve deres eget liv – ”jeg har gjort ALT for mine børn” (hvilken byrde er det ikke at bære for børnene?) – til ægtefæller, der gensidigt hævder at have ofret sig for hinanden. ”Jeg sled og slæbte for, at du kunne få det hus, du gerne ville have”. ”Jeg blev hjemme fra arbejdsmarkedet, fordi du skulle have mulighed for at gøre stor karriere”. ”Jeg ofrede mig for dig” forlyder det inde fra spisebordene og de kolde dobbeltsenge. Det kan nok være, at det forholder sig sådan. Det kan nok være, at man ofrede sig for den andens skyld. Men sjældent sker det i tavshed. Meget kan man gøre for sine elskede børn, ægtefæller og nære venner. Men det sande offer kan vi ikke yde eller højrøstet pege på, at vi har ydet. Kan man så ikke yde et offer? Jo, selvfølgelig, men sjældent helt uden egeninteresse. Så hvordan kende forskel på hyrden og daglejere og alle de grå nuancer ind imellem; der er hyrderne fra markedspladsen, Facebook, den politiske arena, aviserne, alle de hyrder, der byder sig til – jeg tror, at svaret ligger i Den gyldne Regel, som Jesus selv udtrykte. Jesus’ gerninger og tale er altid kærlighedens gerninger og tale. De er altid båret af kærlighed og fører til kærlighed. Det er den sande hyrde. Hvis hyrden ikke taler af kærlighed til kærlighed, til respekt og agtelse mellem mennesker, jamen, så er det ikke en hyrde i kristelig forstand. Derfor er Jesus den sande hyrde – fordi han er kærligheden. Det forpligter os, der som døbte mennesker befinder os i hans flok. Forpligtelsen er, at vi i vores liv og handlinger lytter til hyrdens stemme og bringe hans kærlighed videre ud i verden. Ikke at trampe på andre, ikke at offergøre os selv i lutter godhed til fortræd for den anden, men ufortrødent at stå op imod uretten, når vi møder den. At tale til bøllen indeni os selv, inden vi bliver til bødlen. Det er svært. De ved vi godt. For det kan koste – f.eks. på arbejdspladsen, derhjemme, i politikken, i livet. Måske lykkes det aldrig. Måske falder vi undervejs. Men den sande hyrde, hvis flok vi tilhører, vil vende om, samle os op og lade os forblive i flokken. Og til alle (lettere jamrende) selvopofrende lyder det: Den gode hyrde allerede har ofret sig. Vi skal hjælpe vores medmennesker, vel skal vi det, men det er ikke det samme som at ofre sig for dem. At hjælpe betyder, at man stadig respekterer den andens ret til at være et selvstændigt individ. Hvis man ofrer sig, får man næsten medmennesket til at indtræde i et gældsforhold til en, hvorved man kan komme til at bestemme over dem, ja, næsten eje dem. Hyrden forvandler sig lige så langsomt, men sikkert, til daglejer. Det har man også selv prøvet at gøre eller være genstand for, tænker jeg. Det gavner næppe medmennesket. Derfor er det værd at have in mente, at det menneske, der stræber efter at være den gode hyrde, meget vel kan ende som det modsatte. Der er en usund mekanisme der. Meget kan gå på rov i vores liv, små og store katastrofer mellem hinanden, tilværelsen har huller og revner, som vi kan sidde fast i. Vi kan tage imod hjælp, vi kan hjælpe, men det egentlige offer har den gode hyrde gjort. Det er ikke vores at gøre. For det er et offer gjort i kærlighed uden tanker om gengæld, magt eller storhed. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk