Johannes 17,20-26

6. søndag efter påske | 29.05.22 | Joh 17,20-26 | Marianne Frank Larsen |

At være ét om noget andet end sig selv

Måske er det en af de lykkeligste erfaringer, man kan gøre. Erfaringen af at blive ét eller være ét med et andet menneske. Forelskede par er ét i den fælles fryd over at opdage og blive opdaget af hinanden. Men hvis de er heldige, så vokser der ud af forelskelsen en kærlighedshistorie, hvor de to bliver ét om noget andet end sig selv. Og det er netop dét andet, der binder dem sammen, måske oven i købet år ud og år ind. Det begynder måske med fælles glæder. Noget som begge får lys i øjnene over. Og det fortsætter måske med en fælles adresse, en fælles hverdag, fælles opgaver, måske ligefrem fælles børn, som de to er ét om. Et bord, de sidder sammen ved. En seng, de ligger sammen i. Fælles familie, fælles venner, fælles bekymringer, fælles sorg, fælles glæder. Og hvis det holder, så bliver det til en ganske særlig, fælles historie. Og da er det ikke de to alene, der holder sammen på hinanden, men alt det meget forskellige, de er fælles om, der gør dem til ét og binder dem sammen.

Det er selvfølgelig noget andet end at blive ens eller blive enige. Hvad enhver vil vide, der er kommet længere end til forelskelsens første frydefulde forening. Ens bliver vi aldrig. Og måske heller ikke enige. Vi føler ikke det samme, tænker ikke det samme, mener ikke det samme, vil ikke det samme, og det er indimellem både en skuffelse og en irritation, men vi kan godt være ét alligevel. Fordi vi stadigvæk er ét om noget andet end det, vi ser så forskelligt på. Noget, som er vigtigere, og som binder os sammen på trods af uenighed, på trods af viljer og følelser, der stritter i alle retninger. Der er forhåbentlig stadigvæk de fælles glæder. Og i hvert fald er der en historie, som begyndte glædeligt, og der er en familie, en opgave, en hverdag, som vi er ét om, uanset hvad der skiller os. I dét lys er uenighederne og de forskellige fornemmelser måske ikke afgørende – heller ikke selv om de gør ondt. Det er det, vi er ét om, det kommer an på. Så længe det er dét, kan historien gå hen og blive glædelig igen.

I dagens evangelium er de ét om et bord. Tretten forskellige mænd, som overhovedet ikke er ens, som hverken tænker ens eller handler ens; som heller ikke føler det samme eller mener det samme, men som de sidder dér ved det samme bord, er de alligevel ét. For de er fælles om at spise af det samme brød og drikke af den samme vin, som i de daglige og festlige fællesskaber vi kender. Men de er fælles om mere end det. De er fælles om ham, der sidder i midten. Ikke fælles om et sæt meninger, for han sidder slet ikke og belærer dem om, hvad de skal mene. Men fælles om en person og en relation. Ét om, at han er centrum i deres liv. Forbundet i erfaringen af, at de forunderlige ord, han siger, og de livgivende gerninger, han gør, kalder en helt ny tro og et helt nyt håb og en helt ny kærlighed frem i deres hjerter. Over ham får de alle sammen lys i øjnene. De kommer med hver deres historie og hver deres personlighed, og nogle tror, nogle tøver, nogle brænder for sagen, nogle tvivler, nogle svigter, nogle forråder, nogle holder ud. De er præcis lige så forskellige som os, der er samlet her i dag. Men de er alligevel ét. Ét om ham, de tror på. Ét i Kristus.

Lys i øjnene får de, fordi han har vist dem sin herlighed. Fordi de har set ham fylde tomme glas med vidunderlig vin og fylde lamme lemmer med nye kræfter og fylde blinde øjne med lys og nye syner. Og til sidst har de set ham fylde en lukket grav med liv og de sørgendes hjerter med glæde. Man kunne sige, at det var magi. Eller tilfældighedernes spil. For der er ingen beviser og ingen tvang i historien om Jesus. Men nogen har åbnet deres øjne, så de har set, at alt det liv og al den fylde og al den glæde – eller kort sagt: hele den herlighed – kun kan komme fra den gode Gud. De er kommet til at tro på, at manden i midten ikke bare er en mirakelmager, men at han er udsendt af Skaberen selv. Og han har selv bekræftet dem i det, for han har lært dem, at Gud hedder far. For dem og for ham. At han selv med andre ord er Guds søn, ét med Gud, så når man har set ham og hans gerninger, har man set, hvem Gud er. Ikke en fjern og tvetydig Gud, men en far, der øser sin herlighed ud over de mennesker, han elsker. Så de får lys i øjnene på ny – og bliver inddraget i kærligheden mellem far og søn. Enheden i rummet er altså en enhed mellem tre. Mellem manden i midten og hans far i himlen og mændene rundt om bordet. Men det er manden i midten, der forbinder dem. Det er ham, de er ét om.

Det er derfor, han er nødt til at bede, som han gør. For i det øjeblik, han ikke længere sidder dér i midten, er der en risiko for, at det hele falder fra hinanden. Sådan er det, når vi mister det, vi er fælles om. Når der ikke længere er noget andet end os selv, der binder os sammen. Bønnen i dagens evangelium beder Jesus aftenen før, han skal dø. Han ved, at han skal skilles fra sine nærmeste, og han ved, at det indebærer en risiko for, at fællesskabet mellem dem og ham og mellem dem indbyrdes falder fra hinanden. Hvis de skal blive sammen, må hans far holde sammen på dem. Det kan de ikke selv. Derfor beder han sin far om, at de må være ét og forblive ét, nu da deres fælles historie på jorden er ved at være forbi. Og det er ikke en pæn og høflig anmodning, ikke: jeg kunne godt tænke mig, eller: det kunne være dejligt, hvis. Men: Jeg vil, siger han, og det er et stærkt udtryk at bruge, når man beder en anden om noget, men så stærkt må det åbenbart siges, hvis ordene skal svare til styrken af hans længsel og hans håb: Jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig. Det er jo en umulig bøn, når man skal dø. Men han beder alligevel, om at de skal være sammen. At fællesskabet mellem dem må bestå ikke bare i tid, men i evighed.

Hvis ikke faderen opfylder bønnen, har sønnen levet forgæves. Så har hele hans livsværk været spildt. Hvis mændene bare går hver til sit, og deres liv går i opløsning, var det til ingen verdens nytte, at han viste dem sin herlighed. Hvis ingen længere er ét med ham eller hinanden, hvis døden får lov til at splitte fællesskabet ad, kan det være det samme. Så var det løgn, hvad han sagde og viste dem, at Gud var hans og deres far. Derfor er det ham livet om at gøre, at faderen holder dem fast på det navn, han har lært dem at kende, holder dem fast på, at han virkelig er Jesu far og deres far. Derfor siger han: Jeg vil.

Når vi sidder her i kirken i dag, er det, fordi faderen opfyldte hans bøn påskemorgen, da han fyldte sin døde søn med liv, og pinsedag, da han fyldte disciplenes hjerter med sin ånd. Sådan stod han ved det navn, hans søn havde gjort kendt for dem, stod ved, at han ikke er fjern og tvetydig, men Jesu far og deres far. Ved at gøre Jesus levende og gøre ham nærværende i Ånden sørgede han for, at de stadig kunne være ét. Og vi andre med. For det smukke er jo, at Jesus ikke alene beder for disciplene ved aftensbordet dengang, men også for dem, som ved deres ord tror på ham. Det er os. Vi tror på ham ved disciplenes ord, som er gået fra mund til mund, til de nåede vores ører og vores hjerter. Ellers sad vi her ikke i dag. Så vi er med i hans bøn, som de foreløbig sidste led i en uendelig lang kæde af mennesker, der har fået lys i øjnene af at høre på ham og høre om ham.

Vi er ikke ens. Vi kommer med vidt forskellige historier, vi er vidt forskellige steder i vores liv, vi har vidt forskellige opgaver og evner og muligheder og vilkår. For slet ikke at tale om følelser. Vi er sikkert heller ikke enige, tværtimod, der er uden tvivl rigtig meget, vi er uenige om. Men vi er alligevel ét. Fordi vi alle har set et glimt af en herlighed, vi ikke kan undvære. Den har vi set i fortællingen om det menneske, der gjorde sig til ét med os, også når livet gør allermest ondt. For at vi skulle være ét med ham i hans tro og håb og kærlighed. Vi bærer vores små børn herind, for at de skal være del af den enhed eller det samfund. Som hedder et samfund, fordi vi har fundet sammen om en anden end os selv. Vi vil, at vores børn skal være ét med ham og os i den tro og det håb og den kærlighed, som kaster et lys over vores liv, som vi ikke kan undvære. Ét med dem, der kom før os, og med dem, der kommer efter. Ens bliver vi aldrig, enige heller ikke. Men så forskellige vi også er, er vi dog ét om ham, vi tror på. Amen.

___

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk