Johannes 20,1-18

2. påskedag | 18.04.2022 | Johannes 20,1-18 | Af Anne-Marie Nybo Mehlsen | 

Udenfor kommer en sommermorgen, som endnu ikke er min…

Det første morgenlys…. en let vind stryger over min pande, sommermild.

Sommerdag!, siger jeg blot, ”smukke sommerdag!” Hvad mon den vil bringe mig?

(Bonhoeffer DBW 8,523 fra digtet ”Stemmer i natten”, juni 1944)

Der står hun, Maria Magdalene, i det første morgenlys, – hun er nået til det sidste.

Vi tænker om døden som det sidste. Vi tager vare på den sidste tid, vi har sammen, når nogen skal herfra. ”Det er på det sidste”, siger vi, og håber samtidigt på forår og sommerdage, på uventet mere liv, mere lykke. Vi lægger planer sammen for rejser, der skal komme og er næsten i tanken afsted. Samtidigt ved vi godt, at det nok ikke bliver, men vi håber! Og håbet strækker sig ubegrænset ud til fremtid og ukendte dage:.. ”…en sommermorgen, som endnu ikke er min”.

Når vi har mistet, tænker vi om graven som det sidste. Sidste sted, sidste hvilested og sidste sted at vende tilbage til for at lægge blomster, tabe en tåre, et smil, for at hviske et svar, – måske et svar, vi aldrig nåede at give, måske et svar, vi gav hinanden engang for længst. Og erindringen bringer os ubegrænset tilbage til lykkelige dage, til drømme, planer, håb, som allerede er opfyldte, levede, oplevede.

Frem og tilbage vender vi, som en anden Maria, der går til graven og ser den åben; og vender tilbage til vennerne hjemme, der kommer med. Maria ser på, mens de ser ind.. Hun bliver alene tilbage, da de går hjem. Så bøjer hun sig ind i graven, som var hun tæt på selv at gå i den. Der er tyngdekraft i sorgen, det er som et magnetfelt, vi falder ind i.

Frem og tilbage, vende og dreje. Frem og tilbage vandrer vi fra hjemmet til gravstedet og tilbage og om igen. Vi efterlevende går frem og tilbage som nålen i et sytøj fra gravstedet til livsstedet. Og mens vi vandrer frem og tilbage som nåle, syer vi jord og himmel sammen; Vi syer de døde fast til vores liv og os selv fast til de døde, så vi ikke helt og aldeles mister dem. Vi siger, de lever i vore minder, at de er i hjertet, og vi lover, at vi aldrig vil glemme, og vi syer og syer….

Gravstederne omkring os afslører med deres fremmede navne og ukendte skæbner, at afstanden indfinder sig, uanset. Vi vil huske, så længe, vi lever. Ja, og mindet forandrer sig. Savnet er der stadig, men der sker noget med billedet, indtrykket, aftrykket af det liv, vi havde. Det sker uanset, at erindring stadig kan falde over os og bringe os helt tilbage, som var det i går. Livet flyder ind over minderne, som farve, der flyder ud, flyder sammen.

Vi kommer på afstand af vore døde. På godt og ondt kommer vi på afstand. Godt, fordi vi nok ikke kan udholde at leve et helt liv i den første smertefulde sorg. Afstanden sætter os fri til at leve vores liv, der stadig er. Ingen nok så elsket afdød vil ønske andet for os efterlevende, end at vi skal leve vores eget liv til enden. Men det gør ondt at mærke adskillelsen vokse med årene, der går, gør ondt at høre nogen hviske: Det er så længe siden …, for første gang høre nogen sige: ”Jeg kan dårligt huske det længere”. Er det muligt at glemme?

Det glemte kan vi kæmpe for at komme i tanke om. Vi hiver i minderne, går tilbage gennem årene, og lidt frem igen – frem og tilbage.. Var det før eller efter den sommer, hvor….? Hvor boede vi på den tid? Vi graver i hukommelsen og finder frem til det, vi vil huske, hjælper hjernen på vej, ved at se os om i mindernes billeder og genkalde, – og fantasere lidt. Fantasien hjælper os på vej, når vi husker.

Erindringen kan falde uventet over os, når vi åbner et skab og får øje på en genstand fuld af minder, måske en tallerken, en dug, – måske endda en trøje, endnu med duften fra bålrøg fra den lyse sommeraftens fest.

Lugten af en bestemt slags brød, et stykke musik, en genklang, et landskab, der ligner, og fluks er vi taget helt tilbage, og de døde er os nær. Vi er sammen igen, som vi var,  – ofte fuldstændigt prisgivet følelserne, som var det hele kun i går. Åh, søde erindring, fald over os, bring os tilbage! Åh, søde håb, fald over os, bring os frem til den sommermorgen, der venter, endnu ikke min! Lad ikke denne mellemtid, dette limbo i det lange fravær, blive det sidste!

”De har flyttet min Herre og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham!” Opstandelsen bringer uorden i det sikre og visse. Døden er det sidste!  Nej, vent, den er det næstsidste: Gravstedet, mindet og savnet er det sidste!

Men nej! Nu holder ingenting længere, for hvor er den døde blevet af? Nu er det som en krimi! Se efter spor!

Hvem flytter et lig fra graven? Hvem klæder den døde af eller om og lægger ligklæderne sammen?

Fravær udmålt af engle, – en ved hovedet, en ved fødderne. Maria, og vi med hende, har stadig kun blik for det, der var, eller skulle være der på sin sikre sidste plads.…

Maria vender om igen og ser Jesus. Den døde er lyslevende foran hende, og hun kender ham ikke! Hun troede, det var havemanden. Og igen vender hun sig væk, peger på fraværet. Så han kalder hende ved navn, – en lyd, et navn, et tonefald, en stemme, og alt er forandret! Nu er døden det tredjesidste! Nyhed på nyhed! Men selv dét er ikke det sidste! Hun må ikke holde, ikke røre, ikke beholde. Der er afstand i den nye nærhed, og der er noget, der skal gøres. Hun skal på vej med bud til de andre om, at døden helt har mistet sin sikre plads i verden. Der er intet sidste længere, kun det næstsidste eller næst-næstsidste, hvem ved?

”Udenfor graven kommer en sommermorgen, som endnu ikke er min, jublende” (Bonhoeffer)

Og nu står vi sammen her i en kirke, gule af Påske og møre af ugens begivenheder. Vi har set så meget, hørt så meget. På krigens slagmarker står de efterlevende, hvad skal vi dog gå tilbage og sige til dem?

Budskabet er, at vi har samme mål, samme retning, nemlig min Gud og jeres Gud.

Gud er det sidste! Gud er det første og det sidste! Gud er det hele, der er at sige om alt dette.

”Giv mig mine døde tilbage!”, hører jeg stadig mig selv hviske. Men jeg tager mig i det, – respektfuld overfor det faktum, at de arme mennesker ville stå så sært hjemløse i mit liv nu, så længe efter. Vi har dog passeret en ”deadline” (!), umærkeligt, men sikkert!

Det må være anderledes nu, det må blive nyt, større end bare mit og mine. Større end erindringen om et favntag engang på en lykkelig forårsmorgen, større end summen af alt det liv, der lige nu spildes, hældes ud som vand.

Herfra må retningen være de andre med budskabet: Jeg har set Herren! Han er opstået, døden har mistet sin sikre plads! Og mine hænder slipper de døde for at tage de levende i favn. Forundret forstår jeg, at vi alle er dér, – omsluttet først og sidst i Gud. Glædelig Påske! Amen.

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK-4100 Ringsted

Email: amnm(a)km.dk