Johannes 3,1-21

af Pfarrer Hanne Sander

Det er i en af Nikodemus‘ søvnløse nætter, at vi lærer ham at kende. Det er nok ikke den første nat, hvor han har ligget og ikke kunnet sove – for der skal vel noget til før en anset jøde kunne bekvemme sig hen til kredsen omkring Jesus.

Og hvad det er for tanker, der holder Nikodemus vågen – får vi ikke direkte at vide, for Nikodemus kommer ikke længere end til at sige, end at han er opmærksom på, at der er noget på færde omkring Jesus – at der gennem de tegn, han gør, kommer kræfter til syne, der er større end ham selv. De ting, der sker omkring, ham rækker ud over ham selv – og bliver helbredende og tilgivende for de mennesker, Jesus møder. Det er noget af det, som Nikodemus har hørt og set – han har set, at der skete en forandring i de menneskers liv, der kom i berøring med Jesus – men hans nattetanker bliver ved og ved med at vende tilbage til spørgsmålet om, hvordan forandring er mulig i et menneskes liv.

I det svar, Nikodernus får hos Jesus, bruges der ikke ordet forandring, men den vending, at hvis et menneske ikke bliver født på ny, kan det ikke se Guds rige.

At blive født på ny – at få en ny begyndelse, ja det var det, Nikodemus havde set ske:

han havde set mennesker blive befriet,og at de havde fået en ny frimodighed i mødet med Jesus – og Jesus selv oplevede han også som et befriet menneske – men alligevel vender han tilbage igen og igen til det samme spørgsmål: Jamen, hvordan er det muligt? – hvordan er en ny begyndelse mulig – hvordan kan man fødes anden gang?

Det, som jeg hører Nikodemus spørge om, er ikke så bogstaveligt, som det høres – men hans spekulationer går ud på, at vi ikke kan komme fri af det, vi er. Det liv, vi allerede har levet kan vi ikke leve om – alt det vi har sagt og tænkt og gjort – eller ikke gjort, det er dog det, der har formet og bestemt vores liv – og gjort det til det, det er i dag. Hvordan skulle man kunne lade det ude af betragtning og så begynde forfra?

Vi forsøger det vel indimellem – eller tænker i hvert fald: nu skal det være anderledes.

Og vi kan tage alvorlige beslutninger om, at nu skal der forandring til – fra i morgen – fra næste måned – efter sommerferien – så vil jeg heller ikke længere lade mig så nemt slå ud – så vil jeg ikke ligge under for mindreværdsfølelse, så vil jeg ikke mere bære rundt på den ødelæggende skyldfølelse – eller hvad det nu er, som vi vil forsøge at overbevise os selv om, at nu skal alt det, der har været, ikke mere bestemme, hvad der skal komme. Fortiden skal ikke mere få lov til at bestemme fremtiden. Og hvad oplever vi – hvad oplevede Nikodemus? – at vi ikke kan komme fri af os selv – med al vores fornuft og med al vores vilje. Født af kødet er kød, siger Jesus – og det er ikke nedvurdering – men konstatering.

Jamen …, siger Nikodemus. Der mangler tro, siger Jesus. For et eller andet sted så er det sådan, at man kan holde sig troen fra
livet med spørgsmål. Nikodemus er i traditionen ofte blevet fremstillet som den sympatisk spørgende – og det er heller ikke
forkert – men der kan komme et tidspunkt, hvor man spørger sig væk fra sandheden – hvor spørgsmålene bliver en slags skærm, så spørgsmålene i sig selv er med til at bevare en afstand til det, der spørges om. Jeg har et lidt pudsigt eksempel på det fra en tur til Erfurt. Der er en smuk og berømt og gammel træbro i Erfurt, og da vi var der, skulle vi selvfølgelig også se den og ville spørge os frem til den. Vi spurgte og spurgte – uden at kunne finde den, der er nemlig huse på begge sider af broen – så umiddelbart ser den ikke ud som en bro. Så vi spurgte stadigvæk, da vi stod på den – og så var der jo ingen, der kunne hjælpe os.

Et mere tragisk – men sikkert for alle bekendt eksempel – er situationen, hvor konen bliver ved at spørge manden, om han nu også elsker hende. Lige meget hvor meget han forsikrer hende, at han elsker hende, bliver hun ved med at spørge, jamen elsker du mig nu også rigtigt – . Sat på spidsen: man kan spørge kærligheden væk og trætheden frem – for den anden kan gøres helt magtesløs i forsøgene på at gøre sine ord troværdige, når den, der spørger ikke hører, det der siges – og ikke ser, det som er.

Nikodemus’ spørgen ligner på den måde megen nutidig religiøs spørgen – for indimellem kan man have fornemmelsen af, at den megen spørgen i sig selv er et forsvar for en form for immunitet – en holden sig selv uden for – en angst måske for at blive udsat for det uregerlige liv.

Historien om Nikodemus bliver ikke fortalt færdig. Johannes fortæller om ham et par gange mere – en gang, da han forsvarer Jesus overfor rådet, og så er han også med ved gravlæggelsen,og da er der igen nat Vi får altså ikke at vide, om Nikodernus så at
sige bliver i mørket, der i sig selv også har en slags beskyttelse. I natten kan man ikke så godt ses og slipper for at træde så tydeligt frem.

Måske er det endda det klogeste – men det har aldrig været Guds tanke med os – derfor sender han også stadig sin ånd, der som en vind kan feje os ud af natten og han sender stadig sit lys ind i vores mørke, så det sprækker og vi genvinder syn og sans og bliver levende igen. Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk