Johannes 4, 46-53

Tegnet er troens grund | 21. søndag efter trinitatis | Johannes 4, 46-53 | Af Margrethe Dahlerup Koch | Salmer: 755-580-637-319-60. Efter altergang 477 |

Jeg har aldrig fået en forklaring på hvorfor, men når folk i Tim, hvor jeg har boet indtil for nylig, tager til Holstebro, så tager de ”ned til Holstebro”. Selv om de bevæger sig nordpå, og selv om der ikke er nogen højdeforskel mellem de to byer, så ligger Holstebro altså i bevidstheden ”nede” i forhold til Tim.

Man tager også ”ned” til Kapernaum fra Kana. Også selv om Kapernaum ligger nord for Kana. Den kongelige embedsmand, vi lige har hørt om, er kommet til Kana for at bede Jesus om at komme med ”derned”, fortæller Johannes. Ned til Kapernaum, hvor embedsmandens søn ligger for døden. Og lige som det siger noget om en stor, lokal selvbevidsthed, at man i en lille stationsby placerer den nordlige købstad ”nede”, så siger det også noget om Kapernaum, at man åbenbart må bevæge sig ned for at komme dertil. Noget, som ikke bare har at gøre med, at der faktisk er små 300 meters højdeforskel på Kana og Kapernaum. Det er noget andet end den geografiske oplysning, det drejer sig om. Det drejer sig om, at de to byer repræsenterer to forskellige tilstande. I Kana gjorde Jesus vand til vin, fortæller Johannes som indledning. I Kapernaum er der en dreng, som ligger for døden. Kana er livets og underets sted, hvor Guds søn er. Kapernaum er dødens og fortvivlelsens sted, hvor den kongelige embedsmands søn er. Derfor må man ned, og derfor er man nede, helt nede på bunden, når man er i Kapernaum.

Og derfor må man få tegn og undere at se for at tro, når det er dernede, man kommer fra.

 

”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke”, siger Jesus til den kongelige embedsmand, da han beder Jesus om at helbrede sin søn. Når Jesus siger sådan hos de andre evangelister, Markus, Mattæus og Lukas, så er det altid sagt i en irriteret, bebrejdende tone – og det er altid henvendt til farisæere og skriftkloge. Som en irettesættelse og som en protest mod at være underholdende mirakelmager. Men i dag er det Johannes, der fortæller. Og han har et helt anderledes positivt syn på ordet ”tegn”. Når Jesus siger, at uden tegn og undere er der ingen tro, så er det hverken sagt i surhed, vrede eller træt bebrejdelse. Tværtimod. Jesus bebrejder ikke den bange og fortvivlede far noget. Det er en af Johannesevangeliets afgørende pointer, at tro kræver tegn. Og derfor slutter evangeliet i dag også med konstateringen af, at underet og tegnet, drengens helbredelse, bliver årsag til, at både faderen og hele hans husstand kom til tro.

 

Tro kræver, at vi ser og erfarer noget. Og det gør troen, fordi vi kun kan tro på det og den, der er troværdig.

Man kan ikke tro blindt. Når mennesker alligevel gør forsøget, bliver vi bødler. Det har historien vist, og viser sig stadig rundt om i både den fjerne og nære verden, hvor fundamentalismen har magt over sjælene og kroppene. Hvad enten det er fundamentalisme i islamisk, jødisk, kristen eller kommunistisk udgave. Mennesker, der tror blindt, adlyder også blindt. Og derfor kommer de til at gå Fandens ærinde.

 

Tro kræver tegn. For at troen kan opstå i os, må vi se og høre og erfare noget eller nogen, som er troværdig. Tegnet er troens grund.

Sådan er det mennesker imellem. Man tror sig ikke elsket af den, man aldrig modtager et kær-tegn fra.

Hvis et menneske ikke giver livs-tegn fra sig, ser vi ingen grund til at tro, at vedkommende er i live.

Hvis politikeren ikke optræder tro-værdigt, ser vi ingen grund til at tro på, hvad hun siger, og så stemmer vi på en anden.

Troen er kort sagt ikke noget, vi selv vælger, men noget andre fremkalder i os. Troen opstår i os, når vi får og ser grund til tro.

 

Sådan er det, når vi tror på hinanden, og sådan er det, når vi tror på Gud. Vi hverken kan eller skal tro blindt på Gud. Derfor, begynder Johannes sit evangelium, derfor ”blev det Ord, som er Gud, kød og tog bolig i blandt os, og vi så hans herlighed”. Gud gav sig til kende, lod sig se, og Gud viste sig tro-værdig ved at blive menneske julenat i et hjørne af kejser Augustus’ mægtige verdensrige.

Gud gav livstegn og kærtegn fra sig i Jesus. Jesus er Guds kende-tegn. Jesus er grunden til, at vi kan tro, at Gud er barmhjertig, nærværende, krævende. For det var det, Jesus var, og hvor han var, der opstod det liv, der ellers var gået død i; der fik mennesker igen kræfter til at bære det, de nu engang havde med sig at bære på; og hvor Jesus var, fik uværdige værdigheden igen.

Gud er ikke den ubekendte faktor i tilværelsens indviklede og uberegnelige ligning. Gud er ikke en stemning, følelse eller indre fredfyldt tilstand. Gud er ikke anonym. Vi kan kende Gud på Jesus. Vi kan kende Gud på de ord og de tegn og undere, som Jesus gjorde. Og vi kan genkende Gud overalt, hvor de ord, tegn og undere sker igen. Overalt hvor svage får styrke: Når den fantasifulde, dygtige sosuassistent får genkendelsens glæde frem i den dementes ellers forvirrede eller slukkede blik. Når den, der sørger, oplever et andet menneskes tålmodige og oprigtige medfølelse. Når den, der har lovet sig selv, aldrig at brænde fingrene igen, alligevel mærker forelskelsens varme. Over alt hvor håbløshed får modstand, og hvor døden i alle dens afskygninger siges imod og derfor må give slip på mennesker, dér giver Gud sig til kende. Som synlig, hørbar, erfaret virkelighed. Der ”ser vi hans herlighed”.  Og vi kan kun være for lidt opmærksomme på alle de steder, hvor det sker lige for næsen af os.

Og så er der alle de steder og gange, hvor det ikke sker. Hvor vi ikke kan se hverken livstegn eller kærtegn, der vidner om Gud og hans nærvær. Hvor vi ikke kan se noget grund til at tro. Hvor vi ser og erfarer, at det, som Jesus sagde og viste, ikke er troværdigt, fordi det ikke er sådan, vores virkelighed ser ud. Vi ser og erfarer jo ikke kun, at glæde, liv og håb vinder over sorg, død og gråhed. Vi ser og erfarer også det modsatte. At knuden var ondartet. At scanningen viste det, vi frygtede. At den vanvittige ulykke skete. At der var en anden.

”Ja, vi tro, men tvivl sig klæber som en øgle til vores tro”, sang vi før, og fortsatte ”døden spiller os på læber, hvor vi mellem skygger bo”. Et malende billede – døden, der spiller på læber, altså gør nar, siger ”æb,bæv, hvad sagde jeg?” Det er en præcis beskrivelse af, hvordan de erfaringer af forlis og fortabthed føles. Man er til grin, for godtroende, for dum.

 

Og gad vide om den frygt for at være for godtroende, ikke også har grebet den kongelige embedsmand, da han vendte om, og begav sig på vej fra glædens Kana og ned til usikkerhedens og svaghedens Kapernaum igen. ”Gå hjem, din søn lever”, sagde Jesus. Og faderen troede Jesus på hans ord og gik. Men der er lang vej at gå fra Kana til Kapernaum. På kortet 30 km. Og der er skræmmende kort vej fra Kana til Kapernaum i sindet. Uanset om man bevæger sig gennem det fysiske eller sjælelige landskab, er der masser af tid og grund til at blive i tvivl om, hvorvidt de ord: ”Gå hjem, din søn lever”, nu også er værd at tro og gå på.

Og derfor er der nogle altafgørende, vigtige bipersoner i evangeliet, som ikke må overses. For det er dem, vi andre både må identificere os med og håbe på vil komme os i møde, når det er os, der tvivler. Det er tjenerne. Embedsmandens tjenere. De kommer dernede fra, hvor den syge søn lå. De kommer selv fra Kapernaum. Men de har livets ord med sig derfra og ikke dødens hånlige og håbløse. De kommer faderen i møde med en kort, præcis prædiken: De fortæller, at hans søn er i live.

De er embedsmandens tjenere, men de bliver også Vorherres. For de bliver de udsendige, der kommer til at gentage hans påskeord. De tjenere gør det, som siden da også har været vores opgave: At vidne og udpege Guds virkelighed for den, der er i tvivl. At give dødens hånlige spillen på læber modstand, fordi vi ikke bare ved bedre, men tror det bedste: At vi nok er på vej nedenom, men også hjem. For at leve.

 

 

Provst Margrethe Dahlerup Koch

Fjord Alle 13

DK-6950 Ringkøbing

E-mail: mdk(a)km.dk