Johannes 5,1-15 | Göttinger Predigten im Internet

14. søndag efter trinitatis | Johannes 5,1-15 | Af Marianne Christiansen |

Der bliver en vej, hvor der ingen er.

Når vores øjne har stirret sig trætte på den vej ind i fremtiden, som vi troede, den skulle være, og som har lukket sig for os i sorg eller tab, eller fordi livet pludselig blev helt anderledes end nogen havde drømt om, – når alt vores eget håb er ude, så skaber Gud uventet en ny vej. En vej gennem det, vi troede vi aldrig skulle komme igennem. En anden vej, end den vi havde sat vores fremtidshåb til. En vej til nyt liv.

Sådan er historien fra Det gamle Testamente om israelitterne der var fanget mellem Farao og hans krigere og Det røde Hav og ikke så anden vej end tilbage til fangenskabet i Ægypten: Pludselig åbnede havet sig. Den umulige vej blev vejen ind i fremtiden.

Og sådan er historien om den lamme mand ved Bethesda dam, der i 38 år har haft blikket rettet mod den eneste vej, han kan drømme om, og som han ved, han aldrig kan gå ad: At han en dag kunne slæbe sig selv ned til helbredelsens mirakel. Men han kan ikke. Det sker ikke. I stedet sker der noget andet. Vejen kommer selv til ham. Et menneske, der ham taler til ham og får ham til at rejse sig op. ”Tag din båre og gå”.

Fortællingen om den lamme mand kan vi høre både som et spejl og som et lys. Et spejl på den måde at den handler om os selv, om vores liv – og et lys på den måde, at den handler om Jesus, og hvad han betyder ikke bare for hver enkelt af os, men for verden og for hele historien.

Hvis vi hører den som et spejl, så er det ikke svært at sætte sig i den lamme mands sted: En mand, der desperat længes efter at blive som andre mennesker og få et liv. Derfor ligger han der ved Bethesda Dam og øjnene stift rettet mod det vand, han ikke kan nå. Bethesda Dam var en slags helbredelsescenter med særligt helbredende vand. For nogle.

Der har den lamme mand ligget i 38 år i udkanten af livet, med udsigt til lykken og helbredelsen, som hele tiden blev nogen andre til del. Nede i dammen snurrer lykkehjulet lystigt, vandet kommer i oprør og den heldige, der kommer først ned i hvirvlen, ham hvis lottotal bliver udtrukket, han er vinderen – the winner takes it all. Og der er altid uendelig mange flere tabere. Den lamme taber hver gang, og han ved det. Han kan ikke nå vandet ved egen hjælp, og andres hjælp har han ikke, men han kan heller ikke forlade dette grusomme sted, kaldet Barmhjertighedens hus, ved egen hjælp. Han er fanget, som israelitterne, mellem den slavebindende fortid og en fremtid, der ikke vil åbne sig

Og pludselig står der så en mand ved hans side – efter 38 år – og spørger om han vil være rask

Dette ene spørgsmål kan fortolkes på flere måder, når vi fortæller historien. Ofte er trykket blevet lagt på det første ord, og så er det pludselig blevet en historie om, at den lamme i virkeligheden ikke vil være rask. Han vil bare holde sig uden for livet og ikke tage ansvar på sig, men Jesus kalder ham til at ville livet. Den vægtlægning falder helt i tråd med vores almindelige liberalistiske moral, der siger, at enhver er sin egen lykkes smed, og at det i en eller anden forstand må være mandens egen skyld, at han har ligget der i 38 år, fordi han åbenbart ikke vil nok. Han har ikke præsteret tilstrækkelig livsvilje. ”Hvis blot du vil, slår evnen til” og ”Gud hjælper den der hjælper sig selv” og alle disse ordsprog.

Problemet med den betoning af viljen er, at den let kommer under mistanke for at fælde nogle andre end én selv: Det er de andre, der ikke rigtig vil, som ikke griber livet og tager skeen i den anden hånd. Men det er ikke alt, man kan ville sig fra. Der findes sygdom og sorg og skyld, ting man har gjort og sagt eller overgreb, som man har været udsat for, som ikke uden videre viskes væk ved, at jeg siger: ”Jeg vil”. Jeg vil, at jeg ikke er syg, jeg vil, at jeg aldrig har såret min elskede og slået hans liv i stykker, jeg vil, at jeg ikke forsømte mine børn, jeg vil have en anden historie, jeg vil, at han skal elske mig – jeg vil – ikke dø.

Der er tilstande, og det er de mest grundlæggende i livet, hvor det ikke er nok at ville, hvor det ligefrem er lige meget, hvad jeg vil eller ikke vil: Fødsel og død, sygdom og helbredelse, en andens kærlighed og tilgivelse.

Jeg tror ikke , Jesus lagde trykket på vil (hvis det overhovedet kan betones på aramæisk, Jesu sprog), snarere på rask – som et tilbud, om det, manden ikke kun få ved egen kraft eller vilje.

Men den lamme mand kan kun høre spørgsmålet som et spørgsmål til hans egen vilje eller mulighed. Han har stirret sig blind på det han ikke kan og ved, at det er lige meget hvad han vil eller ikke vil. Derfor svarer han Jesus: ”Herre, jeg har intet menneske, der kan hjælpe mig ned i vandet” Og måske er det også hans inderste sorg: Ikke lammelsen, ikke de 38 år med blikket holdt fast på vandhvirvlen, men at han ikke har noget menneske. Ingen vil hjælpe ham.

Hvis Jesus nu havde fulgt spillets regler, havde han hanket op i ham og sørget for, at han næste gang kunne blive den første. Men Jesus bryder spillets regler og skaber en anden vej.

Og derfor er den helbredelse, der sker, ikke et mirakel – miraklerne sker nede i dammen i fuld mediebevågenhed.

Jesus kommer stilfærdigt fra en uventet side og indleder en samtale, der fører til nyt liv.

Helbredelsen af den lamme mand er en ny skabelse – et ord fra en helt anden kant, et ord der skaber hvad det nævner: ”Rejs dig, tag din båre og gå.” Det er skaberord

Uafhængig af hvad den lamme tror eller vil eller kan eller har.

På det ord rejser han sig og bærer sin båre.

Her går historien fra at være et spejl for os til at være et lys for os. For Johannes, der fortæller historien, sørger for, at vi hører de ord: ”Tag din båre og gå”, for de kommer tre gange i fortællingen. Det er, for at vi skal høre at de ikke bare handler om en bestemt mand, der var heldig på en anden måde – men ord, der gælder os: Rejs dig, tag din båre og gå.

Det er ord som :”Stå op”, ”bliv lys”, ”vær ved godt mod”, ”frygt ikke”, fred være med dig”.

Ord, vi ikke kan sige os selv, men som vi må høre sagt af andre, og under alting af Gud. Vi er døbt til at høre dem sagt til os, fordi dåben betyder at vi er taget ind Jesu historie og ind i samtalen med ham livet igennem – både i de tider, hvor vi er raske og kan bære masser af byrder, og i de tider hvor vi ligger som den lamme mand, lammet af livet, af sorgen, af skylden.

Altid lyder det stilfærdigt og stadigt: ”Rejs dig, tag din båre og gå”. Ikke fordi du kan, men fordi Gud vil. Der er altid en båre, der skal bæres. For den lamme mand var det hans erindringen om 38 års lammelse – men det var også liv. For os andre kan det være mindet, erindringen om det, der var, det vi længes tilbage efter, og det, som gjorde ondt. Den dårlige samvittighed over det, vi forsømte, og det vi forgreb os på, og frygten for, at alt er for sent.

Det skal med, men vi er ikke længere bundet til at blive i det. Vi kan bære vores fortid med ind i den nye fremtid. Vi kan gå oprejst og tage del i livet som frie mennesker.

For hvert menneske, der er blevet døbt, beder vi: ”Herren bevare din indgang og din udgang fra nu og til evig tid”: Herren være med dig på din veje, som de nu går – ind og ud op og ned – og når de engang når til Det Røde Hav, der hedder døden, og vi ingen udvej mere ser.

Netop dér står Jesus ved siden af os og siger. ”Frygt ikke, jeg er med dig alle dage indtil verdens ende. Derfor: Rejs dig, stå op, bliv lys.” Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk