Johannesevangeliet 12,23-33

Sidste søndag efter helligtrekonger | 21.01.24 | Johannesevangeliet 12,23-33 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

”Jeg elsker den brogede verden”

Salmer: 308 ”Helligånd, vor sorg du slukke”, 321 ”O kristelighed”

Gud skabte os i sit billede, men kun i billedet af sig selv, ikke som sig selv. Vi er dem med krop og sjæl i hvilke, der findes et gudsaftryk, men som samtidig også har ryddet rum til os selv. Vi er de skabte, der adskiller os fra vores ophav. På samme måde med verden. Verden er givet, men med os bevæger den sig også ud af egne baner.

Evangelisten Johannes taler om en dobbelthed, og at det begynder her – begynder med at livet er givet, men at livet også er, hvad vi gør det til. At vi er dem, der hører Gud til, men samtidig også er dem, der river os løs. Det er som to jeg’er. En ubalance i sindet og verdens indretning.

Vi bryder os ikke om ord som ”synd” og ”dom”. Det klinger fremmed, barbarisk og uden gyldighed i forhold til, hvordan vi forstår os selv som mennesker. Og dog er vi dem, der lever i dobbeltheden og rammes af følgerne af egne og andres fejlgreb. Og selv om Johannes ikke sætter navn på verdens fyrste, så kender vi ham godt. Vi har mødt ham i forskellige skikkelser og forklædninger, og hver gang han eller hun er trådt frem, er verden blevet mørkere og mere ubeboelig af det.

Verdens historie er en historie, der ikke er uden fiaskoer og forbrydelser. Men ligefrem at hade livet i verden, som Johannes siger det? Hvordan skulle vi det? Verden er vi jo forbundet med.

Alle svigtene hader vi – selvfølgelig gør vi det. Og hver gang en krig er slut, siger vi: aldrig igen. Vi skammer os, og ligger vågne om natten pga. af det, som vi skulle have gjort anderledes, eller det vi aldrig fik taget os sammen til. Og vi kan ikke genkende os selv og hinanden, når vi kommer for langt væk fra vores gudbilledlighed. Der er nok at forsage og forbande langt væk. Men verden er samtidig vores hjemsted, som kroppen er bolig for sjælen.

Så hade verdenen, hvad er det, Johannes mener med det? Er det alt det almindelige vi skal hade? De daglige rutiner, hvor vi gør tingene om og om igen: griber ud efter en kop, fører den til munden, tager en slurk. Er det for at fortælle os, at det er ligegyldigt, uden betydning?

Men hvad så med al den kærlighed, der ikke er storslået og gælder medmennesket. Al den kærlighed der retter sig mod tingene derude i den ydre verden. Som fx det at holde en kop og opdage, at der i den enkle form findes skønhed. Dette at mærke hvordan hanken og håndens greb forbinder sig med hinanden, og hvordan kanten hviler tungt mod læberne. Dette at tage en slurk af den sorte, varme drik og opleve hvordan næseborene spiler sig ud som vejrer de vind, når kaffens aroma bølger op i ansigtet. Dette almindelige, der måske er ligegyldigt for den, der ikke tænker i kaffepauser, men kun i evighed, men som for en almindelig dødelig er en af den slag gentagelser, man godt kan glæde sig til.

Der er meget i det almindelige, vi kunne undvære, men der er også meget vi nødig vil være foruden. Så hvordan skulle vi kunne hade vores liv i verden under ét.

Verdens fyrster er heller ikke kun af én slags. Der er fyrster, der ikke kun rydder plads til sig selv, men også skaber betingelser for lidt mere menneske-lighed. Hvad er det da for en dom, der skal fældes over dem og vores verden?

Og dette rum vi har i os selv, kunne det tænkes, at det ikke bare var syndens sted? Men et sted hvor der også kan foregå en gudsamtale? Hvor der er den afstand, der skal til, for at vi opdager noget nyt og lever med bevidstheden om, at der er mere at forstå, og mere i vente? Eller hvis ikke det, hvis det udelukkende er det autonome selv, der har ryddet sig noget plads, kunne det så tænkes, at det alligevel ikke kun er et sted for egeninteresse, men også et sted hvorfra vi kan række ud over os selv? Og at der herfra således en gang imellem kunne sættes en bevægelse i gang, der kunne være overraskende – også for skaberen selv – og som hvem ved, måske endda kunne føre lige ind i armene på det hellige?

Det er uafsluttede tanker, men det er den slags tanker, som Johannes’ ord kan føre til. Og skulle vi forsøge at samle det hele op i et eneste spørgsmål, måtte det være dette: Hvordan skal det guddommelige vedkomme os, hvis ikke det har noget at gøre med vores liv i verden i al dets dobbelthed.

Det er sidste søndag efter helligtrekonger. Afslutningen på det vi kalder epifanitiden. Det er her Gud åbenbarer sig selv, viser os hvem han er. Og det, han viser sig som, er et menneske. Et menneske med krop, der lever i verden. Hvis der i denne åbenbaring ligger et svar på vores spørgsmål, kan svaret næsten ikke være andet end, at vi ikke skal sætte den verden til side, som Gud selv er ankommet til.

Med Jesus sker der en omformning af livet. Der er endnu denne dobbelte virkelighed, men Jesus forbinder det dobbelte og åbner derved også muligheden for, at vi kan være til i en enhed af verden og evighed. At der også for os kan ske en sammensmeltning af det almindelige og hellige, det ydre og indre, af Gud og menneske.

Vi lever som modtagende. Det lukker vi os for, når vi trækker os tilbage til vores egne selvindrettede rum. Måske opfordringen til had mest af alt er et opråb til, at vi ikke snævrer det ind og lukker os sådan inde.

Men verden, den elsker vi. Ikke alt hvad der er i verden, ikke alt hvad den er blevet til, men meget der er af verden og i verden forbinder vi med taknemmelighed. I denne verden og i dette forgængelige liv henter vi også vores evighedserfaringer. Hvad vi ved om evigheden, det har vi fra dette øjeblikkets sted.

Som fx den evighedserfaring en morgen kan give. En af disse morgener, hvor man vågner af sig selv, og hvor man i det korte øjeblik mellem søvn og fuld bevidsthed er evig – uden alder, uden historie, bare levende. Det er almindeligt at vågne. Det er det morgener bruges til, men der kan altså blande sig noget evigt i det, som for et øjeblik ophæver dobbeltheden. Bare et øjeblik, for kort efter husker man igen sin alder og hvad der skete i går. Kort efter må man have gang i kroppen og hive sig selv ud af dynerne. Og de daglige rutiner går i gang:

Man går ud i køkkenet, laver en kop kaffe, tager koppen i hånden, lader kanten møde læberne, spiler næseborene ud. Og så er man der pludselig igen – i det evige.

I løbet af sådan en dag kan det blive til ikke så få øjeblikke, hvor dobbeltheden er opløst og vi bare er levende. Amen.

—

Pastorin Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk