Konfirmandernes oplevelse af højmessen

På et tidspunkt i konfirmandundervisningen havde vi af en grund som jeg ikke lige kan huske fat i salmen: Uforsagt, hvordan min lykke…den vi lige har sunget – og en af pigerne læste sådan lidt
højt for sig selv – og da hun kom til omkvædet kunne man så høre hende sige: Når jeg kun i nåden
står, uforsagt, ih hvor det går.
Jeg skynder mig lige at sige, at det er en vandrehistorie mellem præster – så det er ikke noget, jeg
har hørt !

Men den kan måske godt hjælpe os i gang med nogle af de spørgsmål som dagens tekst om den syge ved Betesda dam rejser.
Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne kunne svare, når vi bliver spurgt hvordan vi har det: ih, hvor det går. Det skal jo gerne være så herligt og perfekt alt sammen.
Men hvad så når det ikke bare går derudad ? – kan vi så lære at sige: uforsagt, ihvor det går, altså under alle forhold – og skal vi lære det ?
Sådan som evangelisten Johannes fortæller det får vi et eksempel med en mand, der har været syg i 38 år og sammen med en mængde andre syge er han blevet anbragt i nærheden af Betesda ( der har givet navn til mange danske missionshuse) dam i udkanten af Jerusalem.
Hvad han end fejler, så kan han i hvert fald ikke gå og kan derfor ikke selv komme ned i dammen med det helbredende vand.
De mange kronisk syge er virkelig kommet på ventelisten – og det ser ud som den rene tilfældighed, hvem af der bliver helbredt og rask.
Denne tilsyneladende tilfældighed, der bestemmer hvem der er syg og hvem der er rask har nok altid og vil altid få mennesker til at spørge om, hvor Gud er henne i det stykke.
Hvorfor er der nogle, der bliver ramt hårdere end andre ? Hvorfor er der nogle, der bliver helbredt og andre der ikke bliver det ?
Hvis man kan sige at helbredelse kommer fra Gud kan man så også sige, at sygdom og ulykke kommer fra Gud ?
Der har været mange forsøg på svar op igennem tiden – og de har været meget forskellige. Bare for at finde en forklaring har mennesker betragtet sygdom som Guds straf ( sådan som det lige strejfes sidst i Johannesteksten: synd ikke mere, for at ikke noget værre skal ramme dig) eller delt virkeligheden op mellem to magter: en ond og ødelæggende og en god og helende.
Jeg mener ikke at nogle af svarene har været fyldestgørende – og at alle vores forsøg på svar er et forsøg på at overkomme og forstå og forklare virkeligheden – også når den er uoverkommelig og uforståelig og uforklarlig.
Men…. vil nogle så nok sige, kan man så ikke havne der hvor manden i teksteksemplet er havnet, nemlig i en resigneret holdning til sin situation og sit liv. Han er tilsyneladende blevet efterladt der, hvor han helt har opgivet – og modløst klager over, at der ikke er nogen, der hjælper ham.
Til dels skubber han ansvaret for sin situation over på andre, som han synes har svigtet: familien, samfundet, det offentlige. I kan sikkert høre det ! – og genkende det !
Når Jesus derfor – måske for nogle noget overraskende – spørger: Vil du være rask ? – hører jeg i spørgsmålet flere ting:
Først det rystende: at vi kan vænne os så meget til ikke-liv, forstået som et begrænset, indsnævret, overkommeligt liv, at vi kan ende med at acceptere det – og afviser muligheden for forandring i en slags frygt for det liv, der er overvældende og krævende.
Men med spørgsmålet forsøger Jesus også at holde manden fast på et personligt ansvar. Vores liv bliver rigtignok i høj grad bestemt af hvad der kommer til os, men det bliver også bestemt af, hvordan vi tager imod det, som kommer til os: om vi går ind i det, tager det på os, arbejder med det.
Og her mener jeg at der er nogle opfattelser af kristendommen, der tit har forkludret tingene. Det er til tider blevet opfattet som en kristelig dyd at bøje nakken og underkaste sig både sygdom og modgang og undertrykkelse som om det var Guds vilje.
Og det er vanskeligt at se en til tider uoverkommelig virkelighed i øjnene og samtidig at fastholde tanken om Gud, som den, der vil mig det godt,( den af hvem jeg forventer mig alt godt. Luther) –
Derfor kan Jesu spørgsmål: vil du være rask ? stadig høres som dybt provokerende.
Har du tillid til det inderste i tilværelsen/ til Gud, når det kommer til stykket ? – ihvor det går ?
I Johannesteksten bliver Jesus selv Guds svar til manden. Selvom manden har resigneret og opgivet kan Gud nå ham, da Jesus rækker ham hånden og bogstavelig talt trækker ham ud af bitterhed og forurettethed så manden kan bevæge sig og gå ind i livet igen.
I salmen tager Ambrosius ikke så store skridt, men må sige, at det med frimodigheden til livet, når det bliver modsagt, ”det er just det mesterstykke som jeg daglig pønser på”
Man kan altså øve sig i tillid og frimodighed, selv når alt taler imod.
Det må være det som Ambrosius Stub beskriver som: ”når jeg kun i nåden står”
Amen.

Sognepræst Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk