Langfredag

Langfredag | 15.04.2022 | Af Marianne Frank Larsen |

Det er korsets træ i midten. Ikke dødt, men tydeligvis levende, med riflet bark, hvor lyset spiller i væden og sprækkerne i mange farver. Der er ingen mennesker på Per Kirkebys alterbillede i Gentofte kirke. Og dog. For ved træets fod finder vi den klare blå farve på den ene side og den klare røde på den anden. Det kan ikke være andet end en hentydning til de to mennesker, som har stået dér i kirkekunsten siden middelalderen, på altertavler, i krucifiksgrupper, på ikoner, som træskærerarbejde og maleri og i mosaikker som den helt vidunderlige i San Clemente-kirken i Rom. Maria i kappen, der er så blå som himlen, og Johannes i kappen, der er så rød som blod – og som kærlighed. Hvis der står to mennesker ved korsets fod, så kan vi regne med, at det er dem. Jesu mor og den discipel, Jesus elskede. Det er den meget gamle tradition, Per Kirkeby inddrager i sit helt nye alterbillede; det er de to menneskers tilstedeværelse, han antyder med den klare blå og den klare røde farve ved korsets fod. 

Motivet er hentet fra lidelseshistorien, sådan som Johannes fortæller den, så man kan sige: de står der, fordi det står i teksten. Men det er kunstnere som bekendt ikke bundet af, så det er ikke begrundelse nok. Når Per Kirkeby og i øvrigt også Arne Haugen Sørensen og flere andre inddrager den gamle, middelalderlige tradition i deres helt nye fortolkninger af langfredag, er det et bevidst valg. Maria og Johannes tilfører nemlig billedet af korset en hel række af frugtbare tydninger. 

De to står ved korsets fod som vidner om Jesu omsorg. For som Johannes fortæller, er Jesus ikke opslugt af sin egen lidelse og smerte. Selv mens han hænger på korset og dør sin frygtelige død, har han blik for de mennesker, der er forbundet med ham, og blik for det tab, hans død betyder i deres liv. Også i de sidste timer strømmer hans kærlighed frit og får ham til at betro Maria og Johannes i hinandens varetægt. Sådan får Maria den omsorg, han selv skulle have givet hende, hvis ikke hans gerning havde været en anden. Han havde elsket sine egne, som Johannes siger et sted, og han elskede dem til det sidste. Det er dét, Maria og Johannes ved korsets fod er vidner om.

Men sådan kommer de to også til at vidne om den omsorg, som vi kan give hinanden, når katastrofen eller tabet rammer os. Og som den korsfæstede forpligter os til. Når vi bliver ramt af sygdom eller ulykke eller fortræd, og når mister dem, vi ikke kan undvære, gør det en verden til forskel, om vi står alene, eller der kommer nogen og står ved siden af os og rækker ud efter os, som Johannes rækker ud efter Maria og tager vare på hende i den yderste nød. Varmen fra et andet menneskes hånd eller ord eller favn kan være det, der holder os fast på, at vores liv er værd at leve, ja at vi overhovedet er i live trods den undergang, vi står midt i. Det er det eneste, vi kan give hinanden. Tilsyneladende er det så forsvindende lidt, og dog er det bogstaveligt talt livgivende for den, der har mistet. Den omsorg er Maria og Johannes vidner om ved korsets fod. 

Men de er vidner om mere end det. For de er jo vidner om, hvad de ser og hører. Maria og Johannes står ved korsets fod i middelalderen og i dag, fordi de er vidner til, hvad der sker langfredag på Golgata. Og derfor vidner om, hvad der sker: At han dør med en ro som den, der ved, at det, han gennemgår, giver uendelig god mening. Som den, der ser de grusomme begivenheder med evighedens øjne og stoler fuldt og fast på, at også her er han ét med Faderen, ja, at han sådan set aldrig har været mere ét med Faderen, end han er netop nu, da han bliver ophøjet på korset, som Johannes siger. Det er den herliggørelse, han har stilet imod, lige fra han første gang forandrede menneskers virkelighed ved brylluppet i Kana. Det er ord, vi støder os på. Ophøjelse og herliggørelse – brugt om en brutal henrettelse og en frygtelig død. Men det er den mening, han selv ser i begivenhederne langfredag: Sådan gør han sin fars vilje – ved at dø den død, vi mennesker dør. Det er den tillid til Faderen, Maria og Johannes er vidner til, når de ser hans ro og hører ham dø, ikke med et skrig, men med vished om, at det er fuldbragt. Det er, som det skal være. Han er, hvor han skal være. I vores lidelse og død – i sin fars hænder.

Men dermed er vi også fremme ved den inderste mening med, at Maria og Johannes står, hvor de står, ved korsets fod. De er ikke alene vidner. De er repræsentanter. Johannes er mand, så ung, at han endnu ikke har fået skæg, og heller ikke familie. Maria er kvinde og hustru og mor, og hun er ikke længere ung. Til sammen repræsenterer de os alle, kvinder og mænd, unge og ældre, barnløse og singler, mødre og fædre, sønner og døtre. Skrøbelige og afmægtige, elskende og sørgende. De står der, fordi det er for dem, han dør. Eller for os. For at vi skal stole på, at det er midt imellem os, i vores almindelige liv, han lever, og at det er vores død, han dør. Ind i vores livs skrøbelighed og katastrofer bærer han sin fars nærvær, liv og skaberkraft. Og ind i mørket i vores død. Det er det varme gule lys, der driver mørket på flugt på Per Kirkebys alterbillede. Hverken når vi står ved vores kors som Maria og Johannes, eller når vi ligger i vores grave, er vi uden for rækkevidde af hans far og hans kærlighed. Det er det, Maria og Johannes fortæller os uden ord. Og dybest set derfor, de er med på altertavler, krucifikser og billeder, i middelalderen såvel som i Gentofte i 2012.

Og i 2013. I Nørremarkskirken ved Vejle har Peter Brandes lavet en korsfæstelse, der er dybt bevægende i mine øjne. Også her ser vi Maria til venstre for den korsfæstede og Johannes til højre, nedbøjede, sørgende. De minder om Eva og Adam og alle andre kvinder og mænd, der sørger. Den gyldne væg er da også dækket af gyldne tårer. Det er dem, Maria og Johannes og vi andre græder, når vi mister dem, vi elsker. Eller er det gyldne flammer, som allerede nu varsler, at glæden kan tændes på ny? Eller gyldne kerner? Hvedekorn, der falder i jorden og dør for at give mange fold? I hvert fald har Kristus fået skikkelse af en sædemand. Samtidig med, at han er den korsfæstede. Det er forunderligt og meget smukt. Lændeklædet er flyttet op over armen og forvandlet til den pose, sædemanden bærer kornet i. Den ene arm er løsnet fra korset. Med sin store hånd strør han det gyldne korn i den verden, hvor Maria og Johannes og vi andre lever, og i den jord, hvor vi skal ligge til sidst. Smukkere kan det måske ikke siges, at han dør for så sit liv som gyldne kerner i vores tilværelse. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk