Luk 10, 23-37

Imitatio Christi – Det kristne liv | 13. søndag efter trinitatis  | 29.8.21 | Luk 10, 23-37 | Af Rasmus Nøjgaard |

De velkendte fortællinger og lignelser trækker gerne en automatreaktion, så vi allerede inden vi har hørt fortællingen til ende, ved hvad vi skal mene om den. Det gælder ikke mindst lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Vi kan hurtigt enes om at være forarget over præsten og levitten, der burde have vidst bedre. Eller den lidt mere sofistikerede refleks, at hverken præst eller levit kan klandres, for deres religiøse forskrifter forbyder dem at røre ved den blodige mand i grøften, nej, heldig er den der ikke er bundet af bogstavens død, men er sat fri til at udøve de spontane livsytringer. Der er også jubelen over, at det er en fremmed og os aldeles ukendt, som er fortællingens helt. Alle de velkendte som vi regner med, vender det blinde øje til, for vi ved aldrig fra hvilken kant vores redning kommer, og hvem der er vores næste. Det er ikke status, men indstilling der gør en forskel. I opposition til den læsning, som hun nok ville karakterisere som nærmest socialistisk, står Margaret Thatchers bombastiske fortolkning. Til en stor international konference om den tredje verdens økonomi brugte hun denne lignelse som argument for at opretholde tingenes tilstand med en sund kapitalistisk politik. For hvis ikke samaritaneren havde haft tilstrækkeligt overskud til at betale for den nødlidende, så ville staklen have været fortabt. Sådan kan også den barmhjertige samaritaner vække forargelse. Andre udlægninger, og de er lige så mange og præcis lige så gennemskuelige, går en helt anden vej, og læser lignelsen kristologisk. For den fremmede samaritaner kaldes barmhjertig, og lignes således med Herren selv. Jesus forklæder sig selv som den fremmede, der til stor opstandelse frelser den fortabte. Mens andre som en trumf vender værdierne om og gør knægten til konge, så den sønderbrudte nu lignes med Kristus på korset, eller rettere, vi bør i den nødlidende altid genkende den lidende Kristus, selv om den tolkning nok i sin iver glemmer at det er Kristus der er frelseren, og ikke mennesker.

Jeg siger ikke at en eneste af disse udlægninger er forkerte, men omvendt heller ikke at nogen af dem er udtømmende. Min vigtigste pointe er den, at vi skal være på vagt når nogen forsøger at oversætte en lignelse én til en – så har de nok en egen dagsorden. Så ser vi bort fra selve lignelsens funktion, at hele fortællingen, samlet set, har til opgave at beskrive noget vanskeligt, der netop ikke lader sig oversætte en til en, for ellers havde Jesus selvfølgelig bare gjort det. Men det overraskende er at han ikke er moralist, og dog alligevel kræver efterfølgelse. Her handler det om det evige liv og om hvem der er min næste. Med andre ord finder vi ikke ud af hvad det evige liv er, eller hvem næsten er, men vi nærmer os alligevel en forståelse af hvordan vi hver især i situationen vil kunne erfare hvem vores næste er, og hvordan vi arver evigt liv. Vi kan bare ikke opstille et regnestykke, der er gyldigt for os alle, en gang for alle. Vi må gå vejen selv, eller som Jesus siger: ’Gå du hen og gør ligeså!’

Hvis du ikke synes du er blevet klogere, så har du formentlig forstået mere, end hvis du sad med en aha-oplevelse. Og synes du at du har forstået det hele meget klarere, så er også jeg lykkedes med, ligesom alle mine forgængere, at gøre det vanskelige for simpelt. Augustin sagde engang at vi skal tale højt om det lave og lavt om det høje, og det er i hvert fald sådan Jesus gør. Endda så klart at det nogle gange er alt for let at blive færdig med ham. Det svære er ikke at gøre det enkle vanskeligt, men omvendt også at undgå at gøre det vanskelige for simpelt. Jesus får med retorisk elegance den lovkyndige til at fastslå at den rette vandel overfor næsten, er barmhjertighed. Den eneste måde at efterfølge Jesu bud om at elske sin næste som sig selv, er med andre ord at udøve barmhjertighedens gerninger. I hvilket omfang og overfor hvem, må af gode grunde være den enkeltes opgave at besinde sig på. På lige fod med den lovkyndige. Trods sin kløgtighed skulle han anvises vejen til det evige liv i den simpleste af alle handlinger, barmhjertigheden.

Historien om samaritaneren udløses af den lovkyndiges spørgsmål om hvordan man arver evigt liv, men vi får ikke noget svar, for Jesus drejer spørgsmålet til at handle om næstekærlighed, og besvarer det med en lignelse, altså ikke et direkte svar, men i form af en fortælling der skal vække selvrefleksion. Læren om det evige liv, dogmatikken, får vi intet svar på. Snarere tvært i mod. Sådan er det hver gang Jesus taler om det evige liv, om herliggørelse og fortabelse. Derfor har vi allerede i de sidste par århundreders evangeliske teologi afstået fra den oldkirkelige og middelalderlige retlige og videnskabelige nidkærhed med at definere et oppe og nede i et verdensbillede der skulle være spændt ud mellem frelse og fortabelse. Forstået bogstaveligt og helt konkret er det evangelisk uholdbart og dermed utroværdigt at tale om, at mennesket enten går mod fortabelse eller frelse. Enhver tale om en såkaldt dobbelt udgang eller den helt parallelle forestilling om alles frelse er spekulativ og absurd. De er historiske spøgelser, som kun retfærdighedens nidkære ryttere begiver sig af med. Bibelsk forstået tjener det ikke evangeliets mål, heller ikke denne søndags evangelium. Men nu ved vi, at det evige liv erfares gennem barmhjertighed til næsten.

Barmhjertighed er en helt anden udogmatisk kategori. Barmhjertigheden er en evangelisk lære om efterlevelse, og den afløser den eskatologiske spidsfindighed om de sidste tiders retfærdige dom. Ja, en sådan dom er at ligne med den skriftkloges trickspørgsmål. Dette store spørgsmål lader sig kun forklare i det nære: Det evige liv udfolder sig i barmhjertighed til næsten.

Det er ikke det samme som at Gud ikke også er Helligånd og evig, almægtig Skabergud. Men det er en fastholdelse af, at vi som målestok og forbillede alene har Jesu liv med hans ord og gerninger. Andet er spindelvæv.

Lignelser er fortællinger med en pointe enhver kan forstå. Men de er vanskelige at bryde op og forklare i sine enkeltdele, da det ikke er delelementerne, men pointen der er afgørende. De har ofte den funktion at billedliggøre troen. En sikker måde at afmontere billeddannelsen på, er at oversætte fortællingen i sine enkeltdele, og lade lignelsen ligne os selv, når den i virkeligheden skal henlede vores opmærksomhed på det, vi ikke kunne sige os selv, her: ’hvem er så min næste?’ Svaret er så enkelt, men dog så åbent at det rammer os alle: Det var ’ham, der viste den nødlidende barmhjertighed.’

Det er tankevækkende at Jesus kan tale om evigt liv, og andre gange om dom, død og oprejsning, uden at han falder for det lukkede og entydige. Svaret lægges altid hen til os selv, så også vi kan tænke over hvordan vi forløser det evige liv ved at møde verden barmhjertigt. Anderledes kan vi næppe søge at ligne Kristus, fortrøstningsfulde om at han, den barmhjertige, har lovet os at lade nåde gå for ret. Amen.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk