”Luk dig op” – det er håbets …

”Luk dig op” – det er håbets inderste kerne | 12. søndag efter trinitatis | Markus 7,31-37 | Af Thomas Reinholdt Rasmussen |

Der er en treklang i den kristne tro, der er uomgængelig og som alle kender til. En treklang, der er kendt og elsket af alle. Det er ordene tro, håb og kærlighed.

I vor tid er vi vist meget optaget af troen. Det er i hvert fald troen, der diskuteres i de offentlige medier, og troen, der er genstand for alverdens overvejelser. Troen bliver ofte forstået som en holdning eller som en slags overbevisning, og måske mere sjældent som en tillid til det, man har hørt. Troen jo ikke en bastant størrelse, men den samme tillid, man har til det menneske, der siger: ”jeg elsker dig”. Her handler det jo ikke om, at man tror, at den elskede er til, men man tror, at den elskede taler sandt til mig. Og den elskedes ord vækker og skaber troen i mig. Det er troens kerne.

Men som sagt: troen taler vi rigeligt om. Og kærligheden forsøger vi også at tale om. Forleden læste jeg dog en artikel, der beskrev den moderne kærlighed. Det er en kærlighed, der ikke bygger på forelskelse, som vi ellers har kendt siden 1800-tallet; altså det man kalder den romantiske kærlighed. Men det er nu ophørt. Nu er vi (igen) i den arrangerede kærligheds tid, hvor kærligheden og kærlighedsforholdet denne gang lægges til rette af internettets algoritmer. Nu arrangeres kærligheden af naturvidenskaben. Og vi tror på det. Den romantiske kærlighed, der byggede på forelskelsen, eksisterede fra begyndelsen af 1800-tallet og indtil omkring 2010. Derefter tog den arrangerede kærlighed over –  nu af internettets algoritmer.

Kærligheden som begreb er vanskeligt at få hånd om, men vi forsøger at tale om den, og kernen er jo, at kærligheden er ubetinget udleverethed til hinanden – som Gud blev udleveret til os på korset.

Vi taler om tro. Vi taler kærlighed. Men hvor ofte taler vi egentlig om håb?

Håbet er måske det vi taler mindst om vi vor tid, selvom at coronakrisen nok har givet anledning til en fornyet tale om håb. Forleden så jeg i en undersøgelse, at vores unge mennesker lever stort set uden håb. Det lyder voldsomt. Klimakatastrofen truer og er der overhovedet en verden, når man bliver voksen? Håbet forsvinder. Den svenske klimaforkæmper Gretha Thunberg taler slet ikke om håb, men om at gå i panik, og man kan gennem hende høre hele religionshistoriens apokalyptiske ryttere.

Men der tales sjældent om håb. Håb er en størrelse, vi taler alt for lidt om, for håb er der ikke plads til hvor alt er lagt på skinner og ja, hvor selv kærligheden lægges på videnskabens skinner.

Men det er en kristen pligt at håbe.

Håbet er i virkeligheden det inderste i et kristent menneske. For håbet rummer ordet om, at alt kunne være anderledes. Det behøver ikke være således. Og når vi taber håbet, og det kan ske for enhver, så skal vi lade trosbekendelsens ord klinge hos os: jeg forsager dig. For det er mørket og de sorte tanker, der tager håbet fra os.

Håbet gror og vokser ud af fortællingen om Jesus. Ud af barnet i krybben og manden på korset.

Hvis man er uden håb, så er der kun resignation eller panik tilbage. Panikken er håbets sidste krampetrækninger. Panikken er desperationen. Og desperation betyder netop uden håb. Vi finder også ordet i desperado, som er et menneske, der har mistet alt og har intet at tabe.

Håbet er større end det. Håbet er det, der åbner os op for verden. Håbet er det, der bærer os ud i verden, når den lukker sig for os. Håbet kommer til os.

Håbet kommer til os, som det kommer til den døvstumme ved Galilæas sø, hvor Jesus taler til ham udefra og siger ”effatha” – luk dig op.

”Luk dig op” –  det er håbets inderste kerne. Luk dig op. Håbet kommer udefra.

Og det er en kristen pligt at håbe.

For håbet forkaster ikke virkeligheden. Håbet stikker os ikke blår i øjnene. Håbet foregøgler os ikke tomme løfter.

Håbet tager virkeligheden alvorligt, også klimaets problemer, men lader det ikke være ved det. Det er en verden, der er givet af Gud. En verden, vi kan lukkes op til, og en liv vi kan håbe på. Håbløsheden gør os døve og stumme. Guds ord lukker op og lader os taler på ny. Håbet givet mod på livet.

For vi kender godt til det, at en har mistet håbet. Så mister man også sproget og adgangen til verden. Så bliver man tavs og stille. Men håbet giver sprog og adgang til verden.

Således er kernen i den kristne tro her på jorden håb. For vist kan det være træls og vist kan vi alle rammes af bekymring, der knuger os til jorden, som vi sikkert har erfaret under corona, men i Jesus Kristus er der givet os et levende håb, der altid skal lukke verden op. Et levende håb, der både lever uden for os, før os og i os. I os som en gave ved dåben og uden for os som en størrelse vi ikke selv skal og kan beherske.

At leve i håb betyder ikke at leve naivt, men det betyder, at vi ikke går i panik og ikke synker hen i tristesse. Men at vi lukkes op som ved et effatha ved Jesu ord om den verden og det liv, som Gud har givet os, og hvor Gud altid vil mere end vi kan ane.

Derfor er det et kristent menneskes pligt at håbe. Håbet rummer troen på, at Guds ord er sandt, og at det ord rummer den kærlighed, vi har brug for.

Tro, håb og kærlighed. Disse tre.

Amen.

—

Provst Thomas Reinholdt Rasmussen

DK 9800 Hjørring

Email: trr(at)km.dk