Lukas 10,23-37

13.søndag efter trinitatis | 03.09.23 | Lukas 10,23-37 | Eva Holmegaard Larsen |

Sommetider er der bare noget, der skal gøres! Når man går forbi et nødstedt menneske, så er der bare noget man skal – uanset man har lyst eller tid til det.

To mennesker går forbi. En stopper op. Og vi gætter på, at denne tredje forbipasserende stopper op, fordi – det ved han bare, at han skal.

Jesus fortæller den her historie til en ung mand, der gerne vil have at vide, hvad han skal gøre for at være sikker på at gøre det rigtige i Guds øjne? Hvad skal jeg gøre?

Du skal kunne standse op! Lyder svaret.

I fortællingen om den barmhjertige samaritaner er alle motiver til at hjælpe og handle helt fraværende. Det sker spontant. Ham der standser op og hjælper, handler spontant – uden så mange overvejelser. Fordi – her er bare noget, der skal gøres.

De to, der går forbi, handler også spontant. Deres første indskydelse er at vende ryggen til. De to lægger vi specielt mærke til, fordi det er to præster – ellers ville vi nok ikke tænke så meget over det, for der er jo mange, der går forbi nogen hver eneste dag.

Der er mange, der går forbi, inden nogen standser op! Det er mere reglen end undtagelsen.

Men det er to præster, og det tænker man over! Tænkte vi det ikke nok? Hyklere i hellige gevandter.

Ham der standser op derimod – den frelsende engel – det er en fremmed. Han er fra Samaria, landet oppe nordpå. Han var samaritaner, fra en anden kultur med en anden religion. Han var en vantro, en fremmed – og der var ingen, der forventede noget af ham.

Hvorfor standser han op?

Det gør han, fordi – sommetider er der bare noget, der skal gøres. Uden at vi tænker over, hvorfor vi gør det, eller om vi skal gøre det, eller om vi har tid og lyst til at gøre det.

Sommetider er der bare noget, der skal gøres, uden at først skal overveje, om det nu er os, der skal gøre det – om det er vores eller andres ansvar, eller om det kan vente til i morgen. Og hvad koster det?

En gang imellem må man bare tage fat, i stedet for at vente på, at alle de rette motiver og forudsætninger og spørgsmål om ansvarsplacering, tid og ressourcer er til stede.

De to præster – hvis vi ser bort fra, at de er præster, for det flytter sommetider fokus fra, hvor mange af os, der ville argumentere for, at det ikke behøver være os, der tager ansvar i dag – de to, der går forbi den nødlidende mand den dag: jeg tænker ikke de er specielt onde eller kolde eller ligeglade. De er ikke specielt dårlige mennesker. De har bare travlt. De vender det blinde øje til og håber, der nok kommer nogle andre forbi, der gør det, der skal gøres.

Det kender vi godt.

Det er ikke så let at lade sig standse. Ikke engang når det gælder vores egne derhjemme. Så er der et barn, der trænger til opmærksomhed, eller en ægtefælle der ikke er blevet set i lang tid.

Vi ville alle sammen gerne gøre noget mere. For naboen, for vennerne, for vores gamle forældre og alle de andre, der trænger til tid og omsorg. Vi ville også gerne redde hele verden og løse alle jordens problemer. Men ikke lige nu. For lige nu er der noget andet, vi skal.

Og det er der jo også! Der er hele tiden nogen, der hiver i os og vil os noget. Og vi er hele tiden bagud. Det er ikke let at lade sig standse, og så trøster vi os med, at der nok kommer nogle andre, der har bedre tid.

De to, der går forbi – præsterne – hvem ved, hvad de skulle i Jeriko? Måske var det noget vigtigt og uopsætteligt. Måske var der nogen, der ventede dem, og som de heller ikke kunne svigte?

Alle har vi vores, og går rundt i vores egne små bobler. De var præster – måske gik de og tænkte over et problem, der skulle findes en løsning på. Hvis man skulle være lidt spydig, kunne man forestille sig, at de gik og tumlede med søndagens prædiken, der handler om næstekærlighed.

Men hvad er det, Jesus minder den unge mand om? Han minder ham om buddet om at elske Herren din Gud af hele dit hjerte, og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind.

Med hjerte og sjæl. Ikke kun med din hjerne og med dine tanker og egne indre følelsesstrenge. Kærligheden til Gud kræver hele dig, med hjerne, hjerte, mund, arme og ben.

Tro fungerer ikke inde i et lukket system, for Gud kan ikke tænkes, uden du tænker næsten med. Gud selv åbenbarede sig som et medmenneske. Som en ven, et hjerte, en sjæl der har lagt sig ind i vores.

Og hvem er så vores næste? Ham der standsede op og hjalp det stakkels menneske i grøften, han var en fremmed. Det skal vi lægge mærke til. For hvor fremmed er man egentlig overfor noget menneske, når der kommer ansigt på og man kommer helt tæt på?

Sommetider kan vi slet ikke kende vores fjende, når vi kommer tæt på. Et menneske vi har haft alle mulige fordomme overfor, og som vi er sikre på, vi ikke bryder os om. Så mødes man i Netto og falder alligevel i snak, og så er det jo bare et andet menneske, vi står over for. En næste.

Hvor meget mere menneske bliver man så, så man kommet et andet menneske til undsætning, sådan som i lignelsen om den barmhjertige samaritaner?

De to levede sikkert hver for sig i en helt bestemt forestilling om hinanden, og om hvordan verden og det hele hang sammen, inden det møde den dag på landevejen.

Samaritaneren var på gennemrejse og tænkte vel, at han ikke behøvede have noget som helst konkret at gøre med de her mennesker i det her land. For de håner hans religion og regner ham for en trussel mod deres egen kultur. Her er han ikke velkommen. Så han skal bare igennem.

Og manden, der bliver overfaldet og slået og bestjålet – han er måske et menneske, der altid har regnet sig selv for stærk og uafhængig. Et menneske, der altid har kunne klare sig selv og ikke har haft brug for andres hjælp.

Begge oplever deres forestillinger om sig selv og deres verden bliver brudt. Samaritaneren kan ikke bare rejse igennem, uberørt og på afstand – sådan som han havde troet.

Og den nødstedte mand i grøften oplever, at også han er afhængig af andre mennesker.

Der sker et møde – deres veje mødes og bliver til en korsvej. Verden er ikke den samme efter det møde. De selv bliver heller aldrig de samme mere. De troede de kendte deres livsvej. Men det gjorde de ikke. Deres bestemmelse var en anden: Den ene skulle standse op og hjælpe, den anden skulle række hånden ud efter hjælp.

Når Jesus fortæller den historie, er det måske for at fortælle, at vi mennesker altid er mere end os selv. For de to mennesker, der mødes i fortællingen, bliver det tydeligt – at de bobler vi lever inde i og de selvbilleder vi går rundt med – de kan brase sammen i et splitsekund.

Gå ud og gør ligeså – siger Jesus. Gå ud og bland jer i livet og verden. For det hele ligger i mødet mellem mennesker, i øjeblikke, hvor vi er udleveret til hinanden og hvor vi må handle.

Fortællingen om den barmhjertige samaritaner er en fortælling om, at sommetider er der bare noget, vi skal gøre. Sommetider skal vi bare lyde vores indre etiske stemme og standse op, uanset alt det der prøver at overbevise dig om, at du også bare kan gå videre.

For hvad er næstekærlighed? Det er, hver gang man møder et andet menneske på sin vej, at stille sig selv det spørgsmål: Hvad mon Gud vil have mig til i denne situation?

I ethvert andet menneske ligger en velgerning gemt til os. En mulighed for også selv at blive en lille smule mere menneske. Amen.

—

 Sognepræst Eva Holmegaard Larsen

Nødebovej 24, Nødebo, DK-3480 Fredensborg

E-mail: ehl(at)km.dk