Lukas 11,14-28

3.søndag i fasten | 12.03.2023 | Lukas 11,14-28 | Tine Illum |

MODTAG KORSETS HELLIG TEGN.

Allerførst er der en helt konkret viden, der er god at have i baghovedet, inden vi begynder at tænke over, hvad i alverden vi i 2023 skal stille op med en fortælling om dæmoner, Satan, Beelzebub og ånde onder:
Det er ikke præsten, der hver søndag vælger en bibeltekst, som han eller hun synes giver mening. Faktisk går udvælgelsen af prædikenteksterne mindst 1500 år tilbage – til dengang fasten i høj grad var en forberedelsestid for de mange, der gerne ville døbes – og som skulle døbes påskedag. Hver søndag hørte man så en bibeltekst, der handlede om et aspekt af dåben.
I dag handler det om at tage afstand til det onde, til Djævelen. – sådan som vi stadig siger: ”Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.”
Fra dåben kender vi det også fra noget andet: korstegnelsen for ansigt og bryst, hjerne og hjerte. Her skal det onde ikke kunne komme ind, ikke have magt. Her er der valgt side. ”Modtag korsets hellige tegn, både for dit ansigt og for dit bryst” vi ser det, og vi ved, at der skete det samme, da vi blev døbt. Og vi hører, at det er ”et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre, Jesus Kristus”.
I Danmark synger vi det tit i verset
”Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds Enbårnes røst
slog kors for dit bryst,
thi skal ingen djævel dig skade;
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade”.

Så vidt, så godt – og så alligevel…

Dæmoni … djævelskab … er det her overhovedet noget, vi kan forbinde noget med? Er det ikke også en slags overtro? Sygdomme og handicaps forklarer vi nu engang ikke med Fanden – eller Beelzebub, som de kalder ham i dag. Vi er mere oplyste og forklarer det med naturvidenskabelige ord, og søger helbredelse gennem en læges kyndige hænder – og ikke ved noget så overnaturligt som Guds finger.
Vores måde at tænke på, har ganske enkelt ændret sig. Og vi må nærme os det, der blev fortalt for 2000 år siden ind i dén tid og i dén kultur, ad nye veje og på en ny måde.

Dengang anså man al sygdom som en dæmonbesættelse. Det lyder fremmed for os. Måske endda uhyggeligt og kynisk. Men der var i hvert fald én trøst i den tankegang: sygdom eller handicaps eller hvad det nu måtte være er ikke min identitet, den er ikke mig selv – det er noget, der kommer udefra og besætter mig. Ingen af os ville bruge de ord i dag. Men spørgsmålet er, om det egentligt er mere kærligt eller sandt at lade være. For hvor kommer det onde så fra: er det så min egen skyld – måske noget jeg har gjort i et tidligere liv, der så straffes nu? Eller er det fordi jeg ikke har tænkt positivt nok? eller spist nok fiskeolie eller drukket nok grøn te? For ikke at tale om, at det så også heldigvis er de andres egen skyld, hvis de rammes af ulykke eller sygdom. Det behøver jeg ikke blande mig i. Det er ikke mit ansvar.

Alt det er fuldstændig uinteressant for Jesus. Han forklarer ikke det onde. Han bagatelliserer det ikke. Han blander sig. Han handler. For sådan er Gud. Dødens, ligegyldighedens og livsledens fjende. Han rører verden og os med sin finger – og der sker en forvandling. Mon ikke mange af jer har set et billede af Michelangelos maleri, hvor Gud skaber det første menneske – med sin finger.

Det gode kommer fra Gud, siger Jesus. Og det onde kommer fra Djævelen. Der findes ikke nogen neutral zone mellem de to. Der er ikke noget, der er ligegyldigt. Du skal stille dig på livets og det godes side. Ja, du blev allerede stillet der, dengang du blev døbt, og hvor Guds finger tegnede et kors på dig.
En kærlighedserklæring. Et evigt løfte om at høre til. Du er dækket ind af det kors, Jesus døde på. Du er blevet trukket med ind i hans opstandelse og påskeliv. Det er godt at vide. Det er faktisk den sidste rest af den dæmonuddrivelse, der fyldte så meget i dåben førhen. Nu er du stillet på livets side. Du skal høre, hvad Gud siger, og handle efter det. Du skal ikke se på fra sidelinjen. Du skal blande dig. Det er også gennem dig, Guds vilje sker i verden. Det er også gennem dine ord og dine hænder, Gud rører ved verden.

Men det onde findes jo stadigvæk. Det er så rædselsfuldt virkeligt.
Og eftersom det onde sjældent er så tydeligt, som de billeder, vi kender, af Djævelen med horn i panden, så kan det være svært at færdes i verden og de valg mellem godt og ondt, vi stilles i. Og det kan være ubekvemt og utrygt, hvis jeg aner, at her må jeg gå nye veje, tænke nyt. Protestere når verden og mennesker bliver behandlet som ting. Protestere mod ondskab og apati.

Folk rundt omkring Jesus kommer i tvivl, hører vi. ”Det er Djævelen der hjælper ham”, siger de. Jesus siger til dem, at det er umuligt – ondt kan ikke fordrives med ondt. Det er ikke Djævelen, der uddriver sig selv. Det kan kun Gud.
Tvivlen kender vi også. Og mageligheden. Den onde ligegyldigheds fristelse, når vi er vidne til overgreb på mennesker eller hele folk, eller når vi overhører fattiges råb om brød og lægehjælp… og de andre gange, hvor jeg udmærket ved, at jeg ikke svigtede i det, jeg gjorde, men i det, jeg ikke gjorde.

Vi tænker på krigen i Ukraine. De fleste af os har tænkt tanker, vi aldrig troede vi skulle tænke –  og vi er så forbistret i tvivl om, hvad det er det helt rigtige at gøre. Sådan er det i menneskers verden: ting er sjældent helt ligetil.
Det spørgsmål som mange har stillet sig er: uanset hvor meget vi hader krig og hvor fredselskende vi er, og hvor meget vi ønsker bomber og kampvogne væk fra jordens overflade – kan vi så komme i helt særlige situationer, hvor neutralitet er en aktiv handling, der lader onde kræfter få frit løb?
Og hvad stiller vi op, når vi i den grad ønsker enhed mellem kristne kirker, og synes at samtale er vejen frem, men samtalen bryder sammen og kirker støtter diktatorer og krig?

Der findes ingen enkel løsning. At lade stå til er også at tage parti. Det er også politisk. ”Du er enten på Djævelens eller Guds side”, siger Jesus i dag. Du kan ikke være neutral, når det onde sker.

Jesus siger at vores sind altid vil være fyldt af noget: enten af det, der hører sammen med Gud, eller af det, der hører sammen med Djævelen. Han bruger et lidt underligt billede og siger, at vi tror måske at vi fejer skidtet ud af et hus, og at det står tomt og fint, men et hus – eller et sind – kan ikke være tomt. Hvis vi ikke lader Gud fylde i vores sind – så er det en tiltrækkende bolig for Djævelen.

Det får mig til at sidde noget uroligt på kirkebænken. For på tværs af de gamle ord, så ved jeg det jo godt: jeg er forpligtet på det her liv, på mit eget og andres. Og jeg går så tit fejl af det. Ofte betyder det måske ikke så meget – og andre gange betød det alverden.

Ofte ser vi det kun i tilbageblikket. Det er næsten uudholdeligt. Det kan være i det små: at jeg i raseri skældte ud, eller af træthed ikke fik sagt et opmuntrende ord. Men det kan også være i det store, og det kan jeg næsten ikke bære. Min samvittighed tynger mig.
En tysk præst, der i lang tid holdt sig neutral, da nazisterne begyndte deres forfølgelser, har sagt det meget præcist og hjerteskærende:

 „De kom for at hente kommunisterne
men jeg protesterede ikke,
for jeg var ikke kommunist
Så kom de for at hente socialdemokraterne
men jeg protesterede ikke
for jeg var ikke socialdemokrat
Så kom de for at hente fagforeningslederne
men jeg protesterede ikke
for jeg var ikke fagforeningsleder
Så kom de for at hente jøderne,
men jeg protesterede ikke,
for jeg var ikke jøde
Da de kom for at hente mig
var der ingen tilbage til at protestere-„[1]

Tavshedens dæmoni … ligegyldigheden … den kender jeg godt. Fra mig selv. Og jeg ved også, at jeg ikke kan befri mig selv fra ondskab og djævel, det er det kun Gud der kan. Guds finger. Det minder korset os om. Det der blev tegnet, da jeg blev døbt – og bliver det ved hver eneste gudstjeneste her i kirken. Som erindring .. som tilgivelse og tilskyndelse. Som det tegn, vi lever under. Som vi skal leve efter. Frimodigt, stærkt. Fordi det kors ikke udslettes -eller bliver ugyldigt – af al fejhed og alle fejltrin. Al synd, kunne vi sige. Og måske er det det, der er sværest at tro: at opstandelse og påske ikke er smukke begreber eller ord, vi synger om – nej, det er dér hver fortvivlelse, al ondskab og hver død ender.

Så måske skulle vi gøre det, som Luther siger – og som måske kan forekomme så naivt.
Han siger: om morgenen skal du bede Fadervor og slå korsets tegn og gå glad til din gerning. Og: om aftenen skal du bede Fadervor og slå korsets tegn og trygt lægge dig til at sove.
Gud har rørt dig med sin finger. Du er elsket. Det liv, skal du leve. Amen.

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Emal: ti(at)km.dk

[1] Frit gengivet efter et ofte og forskelligt overleveret udsagn af Martin Niemöller. Til citatets historie se nu Michael Heymels fortrinlige biografi fra 2017, s. 266-270.