Lukas 12,13-21

1. søndag efter trinitatis | 19.06.22 | Lk 12,13-21| Af Rasmus C. Dreyer |

Det er sværere for en rig at komme ind i Guds rige end for en kamel at komme igennem et nåleøje. Sådan plejer vi at sige med et ordsprog hentet direkte ud af evangelierne. Og skulle jeg holde prædikenen meget kort i dag, kunne jeg vel nøjes med det. Det er bare så, undskyld mit franske – forbandet irriterende at høre for os, nu vi jo selv mæsker os i rigdom herhjemme. Nuvel, priserne stiger på fødevarer, vi mærker bølgeskvulpene af verdens trængsler, og alligevel skal vi her i kirken få dårlig samvittighed over at være glade og i sammenligning med så mange andre: rige. ”Spis, rejs og vær glad”, som den salige rejsekonge Simon Spies omskrev den kendte linje fra dagens læsning. For hvem vil egentlig ikke det: samle gods og rigdomme for at kunne leve i overflod. Jeg har læst i avisen, at danskerne under den nuværende krise ser ud til at spare på meget – bare ikke restaurantbesøg og ferierejser! Vi lever med andre ord efter Spies’ motto.

Nå, nok dårlig samvittighed for i dag. Eller så bare en lillesmule mere. Dagens læsninger følger den anden tekstrække, det vil sige den nye række af bibelske læsninger, der kom til i 1885. Egentlig var det ikke tænkt, at evangelieteksten fra anden række skulle stå alene – og indtil 1990’erne var det da også således, at man også læste det ’rigtige’ evangelium, altså fra første række, der rummer de tekster, vi har læst siden oldkirken. Her skal vi måske lige se os for – pointen, nøglen til at forstå dagens evangelielæsning kan altså findes i den tekst, som vi skal vente et helt år på at høre. Efter første række hører vi historien om den fattige Lazarus, der sidder i Abrahams skød. Han er himlen, en rig mand er misundelig på dette. En rig mand og en tigger ved navn Lazarus. Lazarus var bogstaveligt talt en lazaron (dét ord kommer netop af hans navn), der lå ved porten. En Lazarus blandt mange andre af verdens lazaroner, som Gud ikke havde velsignet med rigdom og lykke, som han havde velsignet den rige mand. Den eneste grund til, at vi husker Lazarus´ navn og ikke den rige mands navn, er, at deres skæbner byttes om i det hinsides. Her kommer Lazarus højt på strå og må få hæderspladsen ved jødernes stamfader Abraham, mens den rige mand straffes.

Samme skæbne kan vi godt høre også skal overgå dagens mand, der har samlet sig korn i hæs og lader. Det chokerende er, at de rige mænd ikke er onde. De har bare succes og penge. Efter jødisk antagelse er deres rigdom faktisk et tegn på, at Gud er med dem, som Gud i sin tid var med Abraham og gjorde ham rig. Så pengene er ikke i sig selv onde. Risikoen ligger i, at pengene kan gøre den rige blind for andres små kår og hårde lidelser.

Men hør nu her? Hvem ved, om Lazarus var fattig? Vi hører heller ikke om, at der er fattige mennesker, der lider under den rige bonde i dagens læsning. Hvem ved – måske har Lazarus som mange af kirkehistoriens allerstørste måske selv valgt at leve i askese? En lykkelig lazaron, kunne vi sige. Ja, ligesom munken Frans fra Assisi.

Frans levede i 1200-tallet. Han brød med sin familie, afførte sig alle sine rige klæder og gav dem til sin far og sagde: ”at nu ville han ikke mere kalde ham sin far, men hans far var Vor fader, du som er i Himlene”. Han levede i selvvalgt fattigdom, syg og plaget, idet hans krop ikke kunne tåle det asketiske liv. Han døde efter eget ønske afklædt, liggende på jorden, så han kunne forlade dette liv lige så nøgen, som han var kommet ind i det. Han efterlader dog stadig spørgsmålet: var det nok til ikke at ende som den rige bonde og få krævet livet til gengæld?

Kom Frans tættere på Gud, fordi han frasagde sig rigdom og succes? Nej. Det var lige før, det forholdt sig omvendt. At Frans gjorde sin askese til et så stort projekt, at selvpineriet blev en slags gud for ham.

Vores kirkereformator Martin Luther siger i sin store katekismus, at hvad du sætter din lid til, dét er din Gud. Her udlægger Luther det første af de 10 bud, hvor det som bekendt hedder, ”at du må ikke have andre guder end mig”. Det betyder ifølge Luther ikke bare, at man skal lade være med at have andre guder (Odin, Thor, Buddha eller hvad ved jeg). Nej, det, som du bygger dit liv på, stoler på, har tillid til, dyrker og tilbeder – lige præcis dét er din gud.

Lad mig fortælle jer det på en måde, som gør det lettere at forstå. Det kræver, at vi tager på skiferie – i filmens verden. Jeg vil fortælle jer om den svenske film ”Force Majeure”. Instruktøren er Ruben Östlund, hvad der egentlig er mindre vigtigt – men måske har i hørt om ham fornyeligt, hvor han vandt den store filmpris, De gyldne palmer, i Cannes for sin seneste film. Og hans genbrudsfilm have altså en fransk titel. Force majeure er forsikringssprog, og det betyder, at man fritages fra en forpligtelse, hvis der indtræffer en ekstraordinær situation. Det er f.eks. pludselig og alvorlig sygdom, krig eller en naturkatastrofe, som umuliggør, at man kan holder, hvad man har lovet.

Så langt så godt. Lad os møde hovedpersonerne. De hedder Tomas og Ebba. De er taget på skiferie et sted i Frankrig. De mangler ingenting. Masser af overskud, penge, to børn og udadtil det perfekte liv. I filmen møder vi den lille familie den første dag på hotellet, hvor alt ånder fred og idyl. De er taget på ferie sammen, fordi Tomas har arbejdet meget, og nu er det tid til at være sammen med familien. Næste dag sidder de på hotellets tagterrasse med udsigt udover de sneklædte Alper. Og så sker det – en lavine, et sneskred, skrider ned af bjergsiden. Men der er tale om kontrolleret eksplosion, så der er i virkeligheden ingen fare på færde. Mens den vælter ned over bjerget, hvirvles sneen op, og da den enorme snesky rammer tagterrassen, tror familien og de andre gæster, at lavinen også vil gøre det. Ebba griber straks børnene og forsøger at flygte – men hvad gør vores rige mand? Jo, Tomas griber i stedet sin telefon og tager benene på nakken. Alene for at redde sit dyrebareste. Nej, det er ikke kone og børn, men sig selv og sin telefon! Lige i det øjeblik bliver hans prioriteter afsløret. Han er sig selv nærmest, rigdom og materielle goder kommer først. Ebba og de to fortvivlede børn, der skriger på deres fars hjælp, lader han i stikken.

Maskerne er faldet. Ingen kan længere tage Tomas rigtig alvorligt, i hvert fald ikke Ebba. Så nej, det er ikke helt rigtigt, når vi siger, at vores handlinger ingenting betyder. Luther sagde også, at en god mand, gør gode gerninger. Altså er du kristen vil du af dig selv formå at sætte kærligheden først, og så må din egen frygt gå fløjten. Ligesom der står i Første Johannesbrev: ”Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten, for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden.”

Gud er kærlighedens kilde, og vi skal som hans børn leve frit, ubekymret og i tillid til ham. Og sådan skal dem, der er afhængig af vores kærlighed og beskyttelse, det er vores egne børn, også kunne leve i vores nærvær.

Den rige bonde i dagens prædiketekst er derfor eksemplet, som ikke er til efterfølgelse. Hans rigdom er der intet i vejen med, men vi må ud fra historien om den rige mand og Lazarus slutte os til, at problemet er at sætte sig selv først – at overse andres nød og fattigdom på grund af egen rigdom. Som Tomas, der i filmen Force Majeure svigtede sin kone og sine børn. De var rige, de havde fået alt i overflod, og svigtede deres ansvar for deres nærmeste og deres medmennesker.

I kender måske digteren Jens Rosendal. Han er lige blevet 90 år. Han har skrevet flere gode salmer i salmebogen (vi skal efter nadveren synge to vers af ham) – og i Højskolesangbogen kender I helt sikkert sangen, ”Du kom med alt, hvad der var dig”. Jens Rosendal er jo en meget gammel mand i dag, og i tilbageblik på sit levede liv siger han. ”At du måske kan leve, som folk helst vil have det og endda have rimelig succes med det, men du kan ikke dø sådan.” Det er vigtigt, hvad han siger her. For ligesom med dagens rige bonde, skal vi leve et liv, vi også kan være bekendt at dø ud af. Rosendal siger: ”Du kan ikke være bekendt over for din Gud og skaber … at dø, uden at du har forsøgt at leve med de gaver, som du har fået givet. Du kan ikke grave det ned, du nu fik overladt. Du kan ikke aflevere et uegentligt liv.” Nej, vores liv må være egentlige liv. Og et egentligt liv, er et liv, hvor vi røres, hvor vi elsker og tager ansvaret på os.

Eller skulle vi bare sige: En god mand gemmer ikke på hverken gods eller talenter. Han gør gode gerninger. Det er kærlighedens forpligtelse. Amen.

___

Phd. Rasmus H.C. Dreyer

DK – 4180 Sorø, Elmevej 6

E-mail: rhd(at)teol.ku.dk