Lukas 1,67-80

3. søndag i advent 2021 | Lukas 1,67-80 | Af Christiane Gammeltoft-Hansen |

Forslag til salmer: nr. 89 ”Vi sidder i mørket, i dødsenglens skygge”; nr. 84 ”Gør døren høj, gør porten vid”.

De er forbi den alder, hvor børn melder deres ankomst. Forbi det at være i deres begyndelse, hvor potentialet endnu er uudfoldet og livsbanen et åbent uudforsket landskab. Elisabeth og Zakarias er gamle. Vi møder dem i indledningen til Lukas’ evangelium. De er begge højt oppe i årene, står der, og er dermed nået det livsafsnit, hvor ”gammel” må være en dækkende aldersbetegnelse.

Gamle ved noget om tab. Der er meget, der ligger bagude, meget der er oplevet og gennemlevet og som er lagret i de bevidste som i de ubevidste lag. Og sanserne er sjældent helt uberørte af den megen brug. Verden træder knap så skarpt frem, som den gjorde engang tilbage i ungdommen, og den svækkede hørelse lægger en dæmper på de lyde, der før mere uhindret fandt vej ind i øregangene. Lidt oppe i årene bliver der også flere grave at stå ved. For den aldrende lever de døde oppe bag øjnene. Her træder de levende frem. Nære og kære fra hvis navne der strømmer kærlighed. Nære og kære der stadig blander sig i den indre samtale og hvis gangart og måde at gestikulere pointer frem har det med at genopstå i de efterladte.

Gamle ved også noget om tid. De unge siger: I dag er den første dag i resten af mit liv. Gamle griber sjældent til den slags slagkraftige udsagn. Gamle ved nemlig, at der er mere end i dag, og at nuet kan blive et meget snævert rum at bevæge sig i. For der er dage, der ikke er til at holde ud at være til i, og hvor trøsten er, at der skal komme andre dage end dem. Gamle ved også, at fortiden ikke bare er et tilbagelagt land, som dagen i dag ikke er landfast med. Der er erkendelser og indsigter bagude, som det er vigtigt at bære med sig videre frem. Enten for ikke at gentage, hvad der ikke skal gentages, eller for at tage tidligere tiders visdom med sig i det der leves her. Så gamle breder tiden ud. De taler ikke bare om i dag, de taler også om i går, ja om langt tilbage. Og de bærer med sig de skikke og de ritualer, som tidligere generationer har haft som ramme for deres liv.

Sådan er det også for Zakarias. Han er præst i templet med de traditioner og ritualer, der hører til dér. Han bevæger sig ind i det hellige og vender tilbage igen. Det er hans liv imellem det almindelige og højtidelige. Indtil en dag, hvor det hellige afbryder den livsbane, han indtil da har bevæget sig ad.

For en almindelig betragtning følger det et fast forløb. Først barndom, så ungdom, så voksen og til sidst gammel. Men Gud er åbenbart ikke så nøjeregnende med rækkefølger af livsafsnit. Når Gud bryder ind, kan det derfor godt begynde, selv om der i det lineære forløb mere lægges op til en afslutning. Så selv om de er oppe i årene, Elisabeth og Zakarias, så lyder det alligevel til Zakarias en dag, han har bevæget sig ind i det hellige, at de skal have et barn – en dreng der skal fyldes med Helligånden fra moders liv.

Da der sker en guddommelig afbrydelse, bliver Zakarias stum. Udenfor venter de ellers på præsten, venter på hvad han skal sige. Og venter måske også på, at den gamle skal dele lidt ud af sin livsvisdom – fortælle om de erfaringer han har gjort sig igennem et langt liv, hvilke forædlede tanker han har samlet op og samlet på og om han i årenes løb er kommet tættere på meningen, sandheden om både den enkeltes og det fælles liv.

Men forjættelsen gør Zakarias stum. Hvad skal man også sige, når livet bliver større, end man tror. Større end de drømme man vover at have for det. Ordene slår ikke til. Eller måske bliver han stum, fordi der er noget, der skal modnes i ham? En ny forståelse måske, en ny tro, et nyt håb? Og i denne modning er stumheden som en forberedelsestid, hvor det nye kan finde vej i ham.

Der går ni måneder, og Zakarias siger ikke et ord. Da de ni måneder er gået, føder Elisabeth barnet, og folk spørger, som man nu engang gør: Hvad skal barnet hedde? Zakarias skriver på en tavle: Johannes. Og fra da af kan han tale igen. Eller det vil sige, det former sig ikke først til ord. Zakarias synger. Han synger sin glæde og tak ud.

Et nyt liv er lagt i den gamles arme, en dreng fra hvis navn, der strømmer kærlighed. Og drengens livsløb er forudbestemt til det usædvanlige. Han skal bane veje for nye erkendelser ikke bare hos en far, men en menneskehed og rydde stier ad hvilke Gud kan finde vej ind i verden.

Nyt og gammelt, gammelt og nyt samler sig i Zakarias’ lovsang. Han står lige dér på overgangen mellem det, der var og det der kommer, mellem afslutning og begyndelse. Han bærer med sig historien, de gamle tankesæt og de gamle erkendelser. De har været med til at forme ham, ligesom han har taget den skønhed, der var bagude med sig videre frem. Ja, måske kunne han slet ikke været kommet frem til dette punkt, hvis ikke det havde været for det, han er rundet af. Men samtidig er der indtruffet noget afgørende nyt, der for altid ændrer ikke bare nuet og fremtiden, men også virker tilbage på det, han kommer af, så det fremstår i et andet lys. Før var han den barnløse, nu er han den, der skænket nyt liv. Før var han den, der bevægede sig ind i det hellige for at tjene Gud. Nu har Gud lagt et barn i hans hænder og sagt at dette barn varsler Guds egen ankomst.

Zakarias er som en Moses, der efter 40 års ørkenvandring, når frem til det forjættede land. Han er den gamle, der ikke kun ser ind i det nye, men står med det nye. Og ørkenen er som den stumhed, Zakarias bliver slået med. En tavshed inden jubelen bryder frem.

Det nye Zakarias synger om, er som en gennemspilning af det gamle i fornyet og forklaret form. En Gud der ikke låst til de bud og forskrifter Zakarias har tjent og levet efter hele sit liv, men i stedet en Gud der er levende, som to barneøjne, der kigger på en. En Gud fra hvem der strømmer kærlighed.

Som gammel ved Zakarias noget om tab, nu ved han også noget om fødsler. Og nok er Johannes hans dreng, men det nye rækker videre end til ham selv og videre end til denne fødsel. Så Zakarias synger om Guds barmhjertighed og solopgangen fra det høje. Om det der er godt begyndt og det der skal blive fuldendt. Det kan godt være, at sanserne er svækkede, men et indre klarsyn har indfundet sig.

Og det er netop en begyndelse. Endnu en fødsel er nemlig i vente. Den er helt tæt på nu. Snart skal der kimes i klokker og lyde en himmelsk lovsang. Zakarias’s lovsang viser sig at være en optakt til det. For lige efter hans lovsang, tager Lukas for alvor fat på sit evangelium. ”Og det skete i de dage” skriver han, og gamle, der har hørt den fortælling før, ved, at det er begyndelsen på fortællingen om Guds ankomst. Amen.

Sognepræst Christiane Gammeltoft-Hansen

DK-2000 Frederiksberg

E-mail: cgh(at)km.dk