Lukas 17,11-19

14.søndag efter trinitatis | 10.09.23 | Lukas 17,11-19 | Marianne frank Larsen |

Alt for smuk til mine gamle øjne

Det er hen på efteråret, så mørkt om aftenen, at det igen giver mening at sætte lys på bordet. I den bog af Marilynne Robinson, der hedder Gilead, er der en far, der fastholder erindringen om, hvordan han oplever det, når hans syvårige søn kommer ind til aftensmaden. ”Du kommer ind i en em af aftenluft med strålende øjne og røde, kolde kinder og fingre”, skriver han, ”alt for smuk i stearinlysenes skær til mine gamle øjne”. Ja, for faren, der skriver, er syvoghalvfjerds. Det er derfor, han siger, at han har gamle øjne. Men det er også derfor, den syvårige dreng er alt for smuk at se på. Synet af drengen med de strålende øjne og de røde kinder i stearinlysenes skær overvælder ham simpelthen. Han fortæller, hvor meget han har længtes efter et barn, og hvor stort det har været at glæde sig over drengen i snart syv år nu. ”På grund af Guds store kærlighed og omsorg har de fleste af os fået nogen, vi kan ære, barnet sine forældre, forældrene deres barn”, skriver han. Den gamle mand er præst, og det kan man godt høre. ”Ligesom Gud elsker din mor dig for alt, hvad du er og gør”, skriver han, ”sådan er det at ære et barn. Du forstår, hvor guddommeligt det er at elske nogens væren. Vi fryder os simpelthen over din eksistens.”

Den gamle præst, som skriver, mistede sin første kone og sit første barn ved fødslen, da han var ganske ung. Han har aldrig troet, at han skulle møde kærligheden igen, og da slet ikke, at han skulle blive far. Sønnen er jo bare en ganske almindelig dreng på syv år. Men i farens øjne er den almindelige dreng intet mindre end et under. Det er han også for sin mor. En uventet og overvældende glæde, som forældrene ikke kan takke sig selv for. Det giver slet ikke mening. De kan kun tyde deres glæde som en gave fra den gode Gud, et udtryk for hans kærlighed og omsorg. Sammen fryder de sig over drengens eksistens, over selve det, at han er til. Sådan ærer de deres barn. At se ham komme ind ad døren en efterårsaften i en em af aftenluft med strålende øjne og røde, kolde kinder og fingre vækker simpelthen en taknemmelighed, der gør øjnene blanke. Selvom det sker hver eneste aften.

Som jeg forstår det, er det dét, der er forskellen mellem de ni spedalske i dagens evangelium og den ene, der vendte tilbage. At den ene ser sin helbredelse som en uventet og overvældende glæde, han ikke kan takke sig selv for. Ligesom den gamle præst i Gilead er han nødt til at takke den gode Gud. Hvorfor de andre ni, der blev helbredt, ikke vendte tilbage, melder historien ikke noget om. Måske havde de for travlt med at komme tilbage til det liv, de måtte give afkald på, da de blev spedalske; det ville sådan set være fuldt forståeligt og meget menneskeligt, også at man lynhurtigt glemmer, hvor syg og elendig man var, når først man er rask. Men når de ni har for travlt til at vende om og sige tak, er der en risiko for, at de slet ikke opdager, hvad de har fået, og hvem de har fået det af.

De mærker selvfølgelig, at de er blevet raske. De har fået deres rene, glatte hud tilbage. Men måske er det kun den tiende, der har blik for, at han har fået andet og mere end den rene glatte hud. Befrielse fra isolation, pine og urenhed, helt nye muligheder, et tindrende nyt liv, der ligger åbent foran ham. Det er en befrielse, han kun kan tyde som en gave fra den gode Gud. Som åbenbart er til stede midt i hans verden, hvor ellers ingen andre kommer, ude i grænselandet mellem liv og død, hvor de spedalske færdes. Dér er den gode Gud til stede i den mand, der forbarmer sig over ham og de andre. Ham må han rette sin tak imod. Og det forandrer helbredelsen. For uden tak er helbredelsen bare en helbredelse. Men med samaritanerens tak bliver helbredelsen også set og modtaget som den guddommelige gave, den er.

Din tro har frelst dig, siger Jesus, og det er åbenbart dét, han kalder for tro: samaritanerens taknemmelighed. Hans blik for, hvad han har fået, og hvem han har fået det af. At helbredelsen er mere end en helbredelse; den er en glæde og en gave fra den gode Gud. Som drengen i bogen er mere end en dreng for den, der har taknemmelige øjne at se med. Det er et blik på vores tilværelse, som gør den større og smukkere. Og uden det blik risikerer vores liv at blive fattigt og glædesløst. Som den gamle præst siger i slutningen af de optegnelser, han skriver til sin dreng, fordi han ved, at han ikke kommer til at følge ham så længe, som han gerne ville: ”Hvor end man vender sit blik, kan verden lyse i forklarelsens skær. Man behøver ikke tilføre den andet end en smule ønske om at se.”

Det er ud fra den smule ønske, at vi går i kirke i dag og alle andre dage. Og også ud fra det ønske, at vi tager de dyrebare små børn med herind. Ønsket om at de og vi må få øjne, der kan se verden lyse i forklarelsens skær. Øjne, der også når det mørkner omkring os, bliver ved med at kunne se, hvad vi har fået. Se de små og store mennesker, der i løbet af vores liv kommer ind ad vores døre i en em af aftenluft med røde, kolde kinder som gaver fra den gode Gud og ære dem ved at elske deres væren. Fryde os over deres eksistens, over selve det, at de er til. Og se at den gode Gud stadig er til stede midt i vores verden, til stede som den, der forbarmer sig over os og befrier os fra isolation og pine og urenhed, til nye muligheder og et tindrende nyt liv. Også i grænselandet mellem liv og død. Også når det hele er forbi. Vi glemmer det. Og vi kommer i tvivl. Men det er dét, vi får hjælp til at se på ny med de ord, vi siger og synger herinde. De er en indøvelse i taknemmelighed, en vedholdende kalden på vores tro og tillid, øjenåbnende ord, der udvider vores tilværelse og giver os lov til se verden lyse i forklarelsens skær. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk