Lukas 18,31-43

Fastelavn | 11.02.2024 | Lukas 18,31-43 | Anders Kjærsig |

Salmer: 754, 750, 599, 31, 787

En skriftrulle

Uden for Jerusalems murer godt begravet under et figentræ fandt man en lille skriftrulle med fem optegnelser om kristendommen skrevet af den forhenværende overtolder og mange millionær Zakæus. Vi befinder os i år 39 og den værste storm efter Jesu korsfæstelse, død og opstandelse har lagt sig. Rund omkring i Galilæa og Samaria er der skudt små menigheder op, der stadig holder ordet levende.

Optegnelserne er flere steder svære at læse, fordi de har taget skade af flere års vind og vejr. De er skrevet i år 33 lige inden den jødiske påske, altså i foråret. Stilen er ikke fortællende men poetisk og aforistisk. Det er personlige optegnelser, der ikke kun siger noget om kristendommen men også siger noget om forfatteren. Som fælles overskrift står der: „Ved selvsyn“ og refererer til de oplevelser Zakæus havde med den levende Kristus. Under overskriften står der: „fra et figentræ med blikket vendt mod Jeriko“. Ordene betegner den position Zakæus befinder sig i og det perspektiv han har. Udover den fælles overskrift har hvert enkelt notat ellers sin egen titel.

1. Optegnelse

„Se, vi går op til Jerusalem“

Gangen er flere steder træg, man tager ét skridt og ét skridt mere velvidende, at det snart er forbi. Det er en forfærdelig tanke. Og den støvede vej giver ikke luft nok til at overveje at gå i en anden retning måske vende om og gå tilbage til Jeriko. Man har det lige som patriarken Abraham, da han blev bedt om at tage sin søn og ride til Morian bjerg og ofrer ham. Det var en lang tur. Der var meget støv og mange tanker, der skulle knækkes. Men Abraham tvivlede ikke. Det gør vi til gengæld. Selv Mesteren tvivler, men trods det forsætter han alligevel, som om han har fået besked på det fra en højere virkelighed.

Oversiden af fødderne er efterhånden forbrændt af den varme sol. Man skimter Jerusalem forude som et billede indhyllet i varme men ellers kold som is, et fatamorgana af dimensioner beboet af kommercielle og magtbevidste storbybeduiner med hver sin lille oase. Sådan skrev en ven om Jerusalem, byen med alle midler og med den legendariske og selvoptagne prokurator, Herodes Antipas, som byens overhoved:

Jerusalem ligger & lokker
små svage sjæle i skred
de driver ind fra provinsen
& får serveret livet frisk fra fad
stjernerne de blinker & blegner

når Herodes vågner op & går ud
Herodes ligner en engel
& fører sig frem som en gud

Nattelivet ligner en tanke
Jerusalem ligner sig selv
brændte børn leger med ilden
Herodes kysser himlen farvel

2. Optegnelse

Forfølgelser, vold og mord

Nogle af os, der fulgte med, hørte Mesteren fortælle sine disciple, hvad der skulle ske med ham, når han ankom til Jerusalem. Her skulle han hånes, mishandles, tortureres og til sidst slås ihjel. Men på den tredje dag skulle han opstå fra de døde, for at dét skulle gå i opfyldelse, som er skrevet hos profeterne:

Jeg skal ikke dø, men leve

og fortælle om Herrens gerninger.

Herren tugtede mig hårdt,

men han overgav mig ikke til døden.

Al den tale om mishandling og død var for disciplene uforståelig. De kunne ikke forestille sig, at menneskets frelser skulle lide så meget. Han der selv var kærlighedens sande billede i en verden af vold og gru, han ville menneskene udrydde. Det kunne ikke være meningen? Peter ville ikke aksepterer det. Om han så skulle gribe til våben og selv dø, ville han med fandens vold og magt beskytte og forsvarer Mesteren. Men var det kærlighed?

På flere af os virkede det nærmest komisk, at Peter tog sådan på vej. Mesteren havde selv sagt, at hvis han ønskede ballade kunne han blot bede sin Fader i himlen om at sende ham en legion af engle til at klare paragrafferne. Det var altså et bevidst valgt fra hans side, at han ikke ville kæmpe imod den vold og tortur, han skulle udsættes for. Det var en bevidst vilje til afmægtighed og dermed et udtryk for Guds sande væsen som barmhjertighedens og kærlighedens og tilgivelsens Gud. Det forstod disciplene ikke skønt de havde kendt Mesteren i flere år. De forventede at opfyldelsen af Guds plan endte i et synligt herlighedsrige, hvor smerte og død ikke eksisterede. De forstod ikke, at opfyldelsen allerede var til stede i fornedrelsen. Men forstår vi det? Er det ikke et paradoks, som forstyrrer tanken: at fornedrelse allerede er opfyldelsen?

3. Optegnelse

De skrigende halse

Bland dem, der gik op til Jerusalem, var vi en lille flok, man har kaldt de skrigende halse. Benævnelsen har vi fået på grund af den måde, vi reagerede på Mesterens tilstedeværelse. Nogle har kaldt os naive og dumme og anmassende, fordi vi var så sikre på, at i Jesus Kristus var Sandheden om det menneskelige liv samlet. Derfor holdt vi os ikke tilbage, da vi fik øje på ham. Selv sad jeg oppe i et figentræ og ventede og spejdede og udbrød i glæde, da jeg først så ham og han indbød sig selv til at spise i mit hus; en af mine venner, en blindt tigger i Jeriko råbte, da han fik at vide, hvem det var, der var kommet: „Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig“. Flere tyssede af ham og bad ham tie stille, men lige lidt hjalp det. Det samme galt for de ti spedalske oppe fra grænselandet, der blev raske, ikke mindst den ene af dem, der kom tilbage og bekendte højt i alles nærværd, at Jesus Kristus er Guds søn og menneskenes frelser og det til trods for, at Mesteren havde sagt til ham, at han ikke måtte sige det til nogen.

De skrigende halse er Gudfrygtige himmelstormere, fortabte fritænkere, der søger efter ord, som kan forløse den hungrende sjæl. De skrigende halse finder ikke ro i harmonisk byggede konstruktioner uanset om de består af tanker eller institutioner og er skabt af Gud eller mennesket. De skrigende halse tror på randen af periferien, at man ikke falder i gennem og mister fodfæstet, selvom livet ikke har et fasttømret centrum. De skrigende halse fastholder håbet på trods af omstændighederne og skævhederne.

4. Optegnelse

Troen – et glimt af opstandelsen

Troen er en måde at se på. Gennem troen forstår vi, at det synlige er blevet til af det usynlige. Det er troens blik og håbets perspektiv – vi skal se det usynlige gennem det synlige. Da min blinde ven i Jeriko blev seende, så han ikke blot det synlige, han så også det usynlige og så dermed det synlige på en ny måde.

Følgende spørgsmål trænger sig på: Var det et glimt af opstandelsen, han så? Så han det, som disciplene ikke kunne se? Og kan man overhoved se det usynlige og hvis man kan, kan man så se bort fra det synlige? Kan man se opstandelsens lys bag korsets mørke uden at fastholde korset? Og hvad er det usynlige i tortur og vold, der bag voldens synlige venderstykkeligheder ophæver dens magt og destruktive færden og peger på en anden fortolkning af livet? Er der et liv på den anden side af Jerusalem? Kan vi se det? Troen kan!

5. Optegnelser

Lovprisning

Jeg takker dig skaber og Herre, fordi du gav mig din søn. Gud, mit skib er lille. Dit hav er stort.

Amen.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

DK 5881 Skårup

Email: ankj(at)km.dk