Lukas 18,9-14

11.søndag efter trinitatis | 20.08.23 | Lukas 18,9-14 | Mikkel Wold |

Guds nåde

Denne søndags evangelietekst handler om Guds nåde.

Guds nåde er udtrykt i hans barmhjertighed og hans tilgivelse, som sker for at mennesket kan blive fornyet eller som der står i dagens tekst, at kunne gå retfærdig.

At kunne gå retfærdig eller at være gjort retfærdig er et af de helt centrale ord i kristendommen og ikke mindst i den lutherske kirkes opfattelse.  Luther måtte navnlig kæmpe med ordet, fordi han som så mange andre i sin samtid hørte det som udtryk for, at han kun kunne blive erklæret retfærdig ved at han over for Gud kunne fremstå som retfærdig i kraft af gerningerne. Hans opdagelse var, at retfærdiggørelsen ikke grundlægges ved gerningerne. Retfærdiggørelsen kommer til veje ved at Guds tilgivelse og nåde og barmhjertighed netop sætter os fri fra den dom, vi ellers måtte dømmes med. Og når man således er frisat fra at skulle overtale Gud ved at henvise til sin egen indsats,  kommer det ægte kristenliv, som også rummer gerningerne, men nu ikke som betaling til Gud, men som kærlighedens gerninger i tro og tillid til Gud.

Denne opdagelse betyder dog ikke, at mennesket blot skal hvile i passivitet, for nåden er ikke en sovepude, ved hvilken man kan lægge sig til ro og lade Guds bud være en så inderligt ligegyldige. Så er der ikke tale om tillid til Guds nåde men tillid til Guds

ligegyldighed, og det er noget andet. Nåden er en redning, for den, der ser, at uden nåden er man overladt til sig selv. Nåden er den mulighed, der skaber forbindelsen til Gud.

Det viser sig ikke mindst i dagens evangelieberetning. To personer illustrerer hver deres måde at komme til Gud på. Den, der stoler på sin egen retfærdighed, og den, der stoler på Gud. For Jesus fortalte jo netop beretningen til nogle, der, som der står, stolede på, at de selv var retfærdige og som foragtede alle andre.

Farisæerens overflade er i orden. Han overholder alle de forskrifter, man som god jøde skulle overholde, ja han er endda særlig ivrig og faster to gange om ugen, hvad der var mere end nødvendigt. Udadtil ser det således ud til, at alt er så fint. Og han er jo heller ikke så naiv, at han bare takker Gud for hvilket vidunderligt menneske han er. Han takker Gud for, hvad der er blevet gjort imod ham, at han er holdt fri af det, som han anklager de andre for.

Men trods sin respektable levevis er farisæeren gået helt fejl af Guds rige. Hvad han stoler på er først og fremmest sig selv og sine egne gerninger, hans overholdelse af budene. Der ligger for ham at se sikringen, for han er jo helt på det rene med, at det ser godt ud med hans regnskab med Gud. Farisæeren har gjort Gud til en købmand eller en dommer, som spørger efter om han i det ydre har handlet på den og den måde. Farisæeren stoler ikke på Guds nåde, men på regnskabsbogen, som gerne skulle komme ud med gode tal for hans vedkommende. Men netop ved at tro, han overholder Guds bud, kommer han til at overtræde dem. Han ophøjer sig selv både for Gud og for sine medmennesker, samtidig med at han foragter sine medmennesker.

Tolderen derimod gik retfærdig hjem, står der. Men hvad var det så, der gjorde tolderen retfærdig? Det var intet som helst ved ham selv. Hvad der gjorde forskellen var, at tolderen havde set sin totale af­hængighed af Guds nåde, det havde farisæeren ikke. Tolderen kunne se, at der for ham selv, overladt til sig selv, ikke var noget håb. Derfor bad han Gud om hjælp. Så enkelt kan det siges uden at forenkle tingene. For der var jo ikke tale om en blot og bar selverkendelse, som konstaterede tolderens sør­gelige tilstand, hans synd, hans villen sig selv. Han bad om Guds nåde, fordi han følte sig fuldstædnigt afhængig af den.

Netop dette forhold udtrykker en dyb erkendelse af vores totale behov for Guds indgriben i vores liv. Troen giver ikke særlig meget håb for det menneske, som vil være overladt til sig selv og lukke sig ude for Gud. Det at lukke sig for Gud og for kærlighedens og tilgivelsens mulighed betegner kristendommen som en ægte virkelighedsflugt. Med til den ægte selverkendelse hører derfor den befrielse det er at erkende, at Guds nåde er ny over os og at HAN stadig nyskaber os. Når Paulus siger, at han er, hvad han er af Guds nåde, så betyder det, at han ikke mener, han ville have kunnet komme til det punkt, han var kommet til, og den indsigt, han var kommet til, ved egen kraft.  Guds nåde er udtryk for Guds kærlighed. Det er at være elsket, at høre til, at kunne indtræde i et liv i fællesskab med Gud. Dér hvor det bliver klart gøres ingen gerninger af frygt for, at det store regnskab skal komme ud med røde tal, at man bliver vejet og fundet for let. Fri os fra gode gerninger som kun gøres for at fremme ens egen sag. Men den levende tro gør af sig selv alle de ting, som vi kan betegne som gode gerninger, men som vi også kunne betegne som ytringer af kærlighed. Den levende tro og den levende kærlighed hører sammen, og der hvor ingen kærlighed er, der er hel­ler ingen tro.

”Gud, vær mig synder nådig”, sagde tolderen. Og Jesus tilføjede: ”Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig”. Hans bekendelse udtrykte jo dette ene, at han var fuldt og helt henvist til Gud, at han søgte sin trøst hos Gud.

Det er den ægte ydmyghed. Det er i ordets dybeste forstand at opgive sig selv, som der står. At opgive sig selv vil ikke sige at udslette sig selv, men det vil sige at være et med det, man er optaget af. Tolderen følte sig fuldt og helt henvist til Gud og han satte hele sit håb til ham. Og for den der gør det, sker der en forvandling. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Wold

1263 København K

E-mail: mwo(at)km.dk