Lukas 19,41-48

Der er mange ord og vendinger fra Bibelen, der er gået
ind i det almindelige sprog. Det kan være vendinger som den med
at kaste perler for svin, eller den med, at man ikke skal sætte
sit lys under en skæppe eller en vending som den, at man skal kende
sin besøgelsestid.

”Man skal kende sin besøgelsestid”. Man skal vide,
hvornår det afgørende tidspunkt er. Man skal vide, hvornår
det er, at man skal handle. Udtrykket: ”at kende sin besøgelsestid”,
er hentet fra dagens prædiketekst i Lukasevangeliet. Det bliver
anvendt i en sammenhæng, hvor Jesus netop er kommet ind i Jerusalem
i ugen op til påske, og Jesus siger det som en dom over byen Jerusalem.
Byen skal blive jævnet med jorden, den vil blive lagt øde.
Fjenderne vil belejre den. Jo, det vil gå voldsomt for sig, og
Jesus græder da også over byen. Gråden viser, at det
ikke er en trussel, han slynger ud i forbitrelse, snarere er det en sorgfuld
konstatering af, at noget ikke er, som det burde være. Der er et
misforhold. Menneskene kendte ikke deres besøgelsestid. De kunne
ikke se, hvem han var, mens tid var. De ænsede ikke det gudsrige,
han talte om og ville give dem adgang til.

Når vi bruger udtrykket ”ikke at kende sin besøgelsestid” i
dagligsproget, løsrevet fra Bibelen, så klinger der noget
skæbnesvangert med. For der ligger jo i det, at man har forpasset
et afgørende tidspunkt. Man har siddet noget overhørigt.
Man fik ikke taget sig sammen. Det blev ikke til noget. Et og andet glider
måske én af hænde, og når man omsider vågner
op til dåd, så er det for sent, for man kendte ikke sin besøgelsestid.
Det har selvsagt givet stof til et væld af romaner og film, hvor
det dramatiske plot meget ofte er bygget op omkring den kendsgerning,
at de involverede personer ikke i situationen ved, hvor afgørende
et øjeblik, de står i. Og netop fordi de ikke er sig bevidste
om øjeblikkets betydning, så ruller dramaet. Et drama, hvor
der ofte er lagt op til megen ulykkelig kærlighed og mange forspildte
livsmuligheder.

Inden for kristendommen er det som om det afgørende i hvert
eneste livsøjeblik bliver skærpet. Vi får ikke mulighed
for at sløve hen eller glemme, hvad der står på spil.
Det har de nytestamentlige domsfortællinger gennem århundrederne
været med til at minde os om. For det er og bliver betydningsfuldt
at kende sin besøgelsestid.

Men det kan jo være ubehjælpeligt for sent, så barsk
er tidens dom, og ofte også vor egen over vort eget liv. Det kan
være en barsk og ubarmhjertig dom at fælde over sit eget
liv. At man ikke kendte sin besøgelsestid. Fordi man måske,
når man ser tilbage på sit liv, ikke kan se andet end de
svigt, den kærlighedsløshed, det manglende nærvær
og opmærksomhed selv over for dem, der burde have været ens
nærmeste. Alt det der har sat sit ubarmhjertige præg. Man
kendte ikke sin besøgelsestid. Man lod øjeblikket glide
af hænde, og en dag var det for sent.

Vi søger i disse år mere og mere at skabe fortællingen
om os selv ved hjælp af vort arbejde, ved hjælp af vort familieliv
og hele vores livsform. Vi prøver at skabe os en fortælling
om vort eget liv. Vi indfører nye traditioner, der kan samle familien
og vennerne. Vi søger oplevelser, og når vi holder ferie,
slapper vi ikke bare af, nej, vi skal ud og opsøge noget, der
kan bidrage til fortællingen om hvem, vi nu hver især er.
Det er en omfattende opgave at sætte sig selv på; at prøve
skabe sin egen livsfortælling. For hvad stiller man op med alt
det, man kuldsejlede med? Hvad stiller man op med alt det onde, man har
forvoldt eller det gode, man ikke fik gjort? Hvordan får man alt
det, man har forspildt til at falde på plads i sin livsfortælling?
Nu ved jeg godt, at velmenende mennesker vil sige, at man skal prøve
at tilgive sig selv, eller måske vil de endda prøve at overbevise én
om, at det slet ikke var ens skyld, at det blev, som det blev. Men hvem
kan inderst inde blive overbevist om det, når man nu ved, at det
ikke er sandt?

Selv om vi gør mange forsøg, så er det noget nær
en umulig opgave at stille sig selv at ville skabe sin egen livsfortælling.
Det bliver på mange måder kun en halv og ikke særlig
sandfærdig fortælling, når vi gør forsøget.
Så det er der en anden, der må gøre. Og det er en
af kristendommens vigtigste pointer, at det kun er Gud, der kan gøre
det, hvis altså det skal være en sand fortælling om
os. For den sande fortælling skal jo ikke kun handle om tidens
eller vor egen dom over vort liv, den skal også fortælle
om tilgivelse, syndernes forladelse og om at nåden er til. Den
skal fortælle os, at opstandelsen er til i vort liv. Nu er det
ikke hvem som helst, der kan komme og fortælle noget sådant
om os. Det var det da heller ikke, for det var Guds egen Søn,
som var et menneske, der i en sådan grad kendte sin besøgelsestid,
så det satte sig afgørende spor i tiden. For i ham blev
tiden og evigheden føjet sammen. I ham blev dommen og nåden
føjet sammen. Det ene kan ikke længere adskilles fra det
andet, fordi det er blevet to sider af samme sag. Jo, til al held for
os, kendte Guds søn sin besøgelsestid.

Den fortælling kan vi gå ind i. Vi kan lægge øre
til den. Vi kan lade os forme af den. Vi kan få nyt livsmod af
den. Og det kan vi, fordi vi ikke længere behøver at fortabe
os i vor egen brudfyldte og mangelfulde historie, men i stedet kan give
slip på den og være nærværende hos vort medmenneske.
For det er der, vi skal være. For man skal kende sin besøgelsestid.

Amen.

Pastorin Asta Gyldenkærne
Skovkirkevej 21
DK-3630 Jaegerspris
Danmark
Tlf 47 53 08 81
Email : agy@km.dk