Lukas 21,25-36

Ret jer op og løft jeres hoved | Anden søndag i advent | 04.12.2022 | Lk 21,25-36 | Tine Illum |

Ret jer op og løft jeres hoved

En dag er tiden slut.

Vi hører en rumlen af dommedag og undergang. Ja, vi kan næsten mærke det, frygtsomheden, vemodet, usikkerheden .. en fornemmelse af et truende kaos – og af undergang. I medierne, naturligvis ….  Eller bare når vi taler sammen.  Vi har nemlig tydet tidernes tegn. Jorden ødelægges, mennesker dræbes.
Hvis man før lidt hånligt mente, at kirken malede dommedagsbilleder frem, for at mennesker skulle frygte, så ved vi nu: at det behøver vi ingen kristen kirke til at gøre. Undergangsstemningen er massiv. ”Frygt!” hvisker den os i ørerne. ”Du har alt at frygte!”
Vi kan lige så godt smide os på jorden og lade være med at kigge op,
eller vi kan nikke klogt bekymret og fortælle, at det tænkte vi jo nok og det sagde vi jo nok, … eller vi kan fortvivle og drikke hjernen ud, råbe ”Carpe diem” og lade stå til … for vi magter ikke at tænke skrækscenarierne til ende.
Selv folk, der hverken tror på himmel eller helvede forsikrer os om, at det hele går ad helvede til. Vi har alt at frygte.

En dag er tiden slut – det handler det om i dag 2. søndag i advent.

Og det er netop det, vi frygter. Og som vi næsten ikke tør tale om. Vi gyser ved tanken om det destruktive, der ligger skjult i vores muligheder for selv at ødelægge livsgrundlaget for alt liv på jorden.

Det gælder i de store sammenhænge, hvor krig dræber tusinder og sult og forfølgelse dræber endnu flere, eller hvor vi ser hvordan vores overforbrug skaber en himmelråbende uretfærdighed – og endda truer med at ødelægge grundlaget for liv på jorden.

Og det gælder, når vi tænker på, at den dag også kommer, hvor vores tid og liv er slut.
Vi ved godt, at vi skal dø. Og vi tænker vel også, at vi den dag bliver konfronteret med sandheden om vores liv – og det ved de fleste af os vist godt: at det vil være både smerteligt og skamfuldt. Det er er en sandhed, det gør ondt at tænke på: sandheden om, hvordan vi forvrængede det gode liv; hvordan vi i misundelse eller ubetænksomhed ødelagde det for andre. Vi gruer for den dag, hvor sandheden kommer for en dag. Og hvor vores liv ender i undergang eller helvede, eller den totale katastrofe eller hvordan vi nu udtrykker os.

Og som om den helt almindelige frygt ikke er nok. …. Så kommer vi her, i kirken, endda i adventstiden, – og hører om endnu mere dommedag. Måske jeg mest af alt har lyst til at holde mig for ørerne. Men i stedet spidser jeg ører.

En dag er tiden slut, hører jeg. .. og videre: ”Og den dag har I alt at håbe på. Ret jer op. Løft jeres hoveder. – Jeres forløsning, jeres befrielse nærmer sig.”

   Til jer vil den komme – glæden – glæden over, at alt bliver nyt… og at I uden frygt kan se det gamle og stivnede blive revet ned og forsvinde. For se; der i krateret begynder Gud at bygge en ny verden
Han bruger korsets træ som byggemateriale. Og han begynder med et spædbarn i en ung piges arme.

Dét behøver vi kirken til at sige. For det kan vi ikke sige os selv – og det hører vi ikke andre steder.

Alt det, vi også hører om: jordskælv, sult, terror og voldsomme tegn på jorden og i himlen får mennesker til at frygte. Naturligvis gør det det. Og så hører vi: ødelæggelser og magtdemonstration er ikke det, Gud bygger sin verden på: det er et nyfødt barn. Dét er jeres forløsning, jeres frelse og befrielse. Det er dét I kan leve og dø på.
For himmel og jord kan forgå. Alt det, I kender. Men mine ord skal aldrig forgå. Hører vi.

Guds ord er kommet helt nær i Kristus. Der er skabelsesordet før alle tider – og det er det ord, der bliver et menneske i kød og blod, som dør og opstår og er menneskers lys og liv.

Den, der tror det, kan uden frygt bøje sig ned og se ind i stalden i Betlehem, og der se, at nu springer figentræet ud. Nu er Guds sommer kommet midt i vinteren. Nu oplyses mørket. ”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.” Dét er dommen.

Og det vender op og ned på vores tanker og liv.

Vi opfatter vel tit verdens undergang som den dag, hvor de onde kommer i den sorte gryde – og måske tæller vi i frygt os selv med der – eller måske tæller vi med skadefryd de andre med der.
Vores tro taler om noget andet: at verdens undergang snarere er en radikal forvandling og en overgang. En gang for altid. Og nu… i det små… i hvert øjeblik. Hvor vi ser barmhjertighed og kærlighed få magt.
Det er meningen at fortællingerne skal indgyde håb i hjerterne og i alle menneskers liv.
Vi hørte det i Paulus’ brev til de kristne i Rom: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.  Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det,  så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader!

 Tag derfor imod hinanden, ligesom Kristus har taget imod jer til Guds ære.”

En dag er tiden slut.

   På Bibelens allersidste sider siges det på en anden måde. Her siger Gud: Jeg er alfa og omega, a og å. Begyndelsen og enden. Og i kirken hører vi, at Gud er en treenig levende Gud fra evighed til evighed, altså altid.
Når tiden er slut, er Guds tid ikke slut.
Alt der er sket – og alt der vil ske – er pakket ind i de ord, Gud siger. Her er vores fortid og vores fremtid. De ord går i ét med vandet i vores dåb. De bages ind i brødet og er i vinen, når vi holder nadver.

De ord lægges ind som et håb og løfte for vores fremtid. Den, som vi ikke kender, men som vi kan gå ind i uden frygt, for Gud er der. Hver dag er på den måde dommedag. Her dømmes alt det til undergang, som står Guds kærlighed imod. Hver dag får vi nyt håb. Det trænger vi til – og det trænger verden til.

En dag er tiden slut.
Så løft jeres hoveder, hører vi – og gå livet i møde, gå hinanden i møde, gå døden i møde – og tro på og stol på, at Gud er der hele tiden og for enden af den tid, vi kender. Her fortælles vi ind i et levende håb.

  Det er kirkens dommedags-fortælling.

  Her skabes vores modløse venten om til glad forventning.

Og i det håb og det liv får vi et kritisk blik på os selv og det samfund, vi lever i. Som når vi hos profeten Esajas hører om Ham, der ikke dømmer efter den almindelige sladder eller det første overfladiske blik – ham, der kommer med en fred, der overgår al forstand, hvor ødelæggelse og ondskab ikke findes. Håbet om Guds fremtid er en mægtig kraft også nu. Til ikke modløst at lade stå til, men lade Gud skabe sprækker som det onde kan møde sin undergang og forsvinde i – og hvor hans fremtid kan få fat, og lader os se en flig af sin Himmel

 De næstsidst ord i Bibelen er ordene: „Amen, kom Herre Jesus“.

 For hvor Kristus kommer bliver livet levende.

Og de sidste ord i Bibelen er „Den Herres Jesu nåde være med jer alle“ – og det er mere end en passende afskedshilsen – det er forhåbningen og en forvisning om, at det nådesløse går mod sin undergang, og at Guds rige kommer – engang synligt og helt… og nu i det små hos os og i os.

En dag er det slut. Da begynder den.
Og vi kan uden frygt bede: ”Komme dit rige!”

Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk