Lukas 21,29-33

Prædiken om Lukas 21,29-33, af Hanne Sander

En kollega nævnte forleden, at i det første bind, der lige
er udkommet af det store leksikon, encyklopædien, er artiklen om
angst en af de artikler, der fylder flest spalter. Da g kommer så
meget længere henne end a er det jo endnu ikke til at sige, hvor
mange spalter glæden får.

Men den får nok ikke så mange spalter som angsten. Det er
symptomatisk for vores tid, at glæden ikke indrømmes så
megen plads som angst og bekymring, tomhed og meningsløshed.

Underligt nok betragtes sortsyn som klarsyn – ja, man skal nærmest
være dum for at kunne være glad eller i hvert fald hjælpeløst
naiv.

For hvis man ser realistisk på verden – og hvordan det står
til – hvordan skulle man så kunne glæde sig ?

Næh, siger Helmut Friis: „Talen om det negative er anderledes
på højde med det moderne tab af naivitet og umiddelbarhed…
Glæden er for børn, spejdere, tumper og naturfolk. Man skal
være dum for at være glad og naiv for at tale om den.“

Men Helmut Friis gjorde det faktisk – talte om glæden. Her i sidste
uge udkom der en lille bog, hvor han har samlet sine tanker og overvejelser.
Han har kredset om emnet i foredrag og radioudsendelser i nogle år
– også kort før sin død her i sommer, men nu foreligger
de altså i bogform og hedder: Glæden. Om laster og dyder.

Hovedtanken er, at glædesløsheden med rette må kaldes
for synd og vantro, det vil sige manglende tiltro til Gud, som den bærende
magt i vores liv.

Jeg tager det med nu, fordi den evangeliske tone, som jeg hører
i det lægger sig op ad teksten fra Lukasevangeliet.

Jesusordene bekræfter rigtignok det, som vi ved og ikke kan være
i tvivl om, nemlig at himmel og jord skal forgå.

Da Lukas skriver ordene ned er det på baggrund af, at romerne har
indtaget og ødelagt Jerusalem nogle tiår i forvejen – og
ødelæggelsen af templet var for jøderne et tegn på,
at de sidste tider var kommet.

Men siden gik også romerriget under – og andre riger rejste sig.

Zarens Rusland er heller ikke mere – så lidt som en samlet Sovjetunion.
Margrethe den førstes samlede Norden ligeså lidt som Hitlers
tredje rige. Sådan vil verdener gå under – og det er ikke
svært at få øje på de mange ødelæggende
forhold i vores verden, så man kan få lang tid til at gå
med at tælle og udlægge undergangstegn.

På samme måde i det personlige liv. Angsten er velbegrundet,
fordi vi har opløsning og forvirring og sammenbrud helt inde på
livet.

Alene på den måde, som tiden arbejder – og tager det fra
os, som vi holder af: helbred, ungdom, kræfter – så også
på den måde er vores verden altid på vej mod undergang.

Med teksten til i dag ville det derfor ikke være så vanskeligt
at mane en undergangsstemning frem – men det har aldrig været og
kan aldrig blive evangeliets ærinde.

Men det er heller ikke det der er brug for – og truslerne og tegnene
er der jo under alle omstændigheder og har altid været der
– har egentlig aldrig været til at overse.

Nej, det der er vigtigt at høre er de forunderligt trøsterige
og løfterige ord:

Midt i sammenbruddet og forvirringen og angsten – inde i mørket
er der en anden virkelighed der gør sig gældende: „så
ret Jer op og løft jeres hoveder, for Jeres forløsning nærmer
sig….. Guds rige er nær ….. mine ord skal aldrig forgå.“

Jesusordene spænder en horisont ud, der omfatter både glæden
og dens modsigelse, dens „tildængning og nedfræsning“.
Tvetydigheden slipper vi ikke for – alt andet ville være løgn-
og glæden skal vi til stadighed kæmpe for og insistere på.

Der findes en gammel skildring ad denne dramatiske kamp mellem Kristus
som befrieren og forløseren på den ene side og djævelen
og undergangen på den anden side.

Den tillægges Gregor den Store, der levede i 5oo-tallet – og han
beskriver kampen, som var den et folkeeventyr:

„Menneskene var kommet i djævelens vold, fordi de havde syndet.
Det gjorde Gud ondt for menneskene, men hvad kunne der gøres. Djævelen
var jo i sin gode ret, synderne hørte ham til. Da fandt Vorherre
på en list: Hr. Djævel, det skulle vel ikke være muligt
at handle med dig og få menneskene tilbage. Jeg kan tilbyde dig
min søn i stedet for.* Djævelen fandt tilbuddet godt. Kunne
han få Guds søn i sin magt, det var mere tillokkende end
at have magt over menneskene. Men i sin begejstring herover gik han for
vidt. Han pinte og plagede sønnen og lod ham til sidst lide en
pinefuld død. Til straf mistede djævelen alt. Menneskene
havde han mistet ved den handel han havde afsluttet og da Kristus stod
op fra de døde, mistede han også ham. Trods sin snedighed
var djævelen blevet overlistet.

Der ligger en underfundighed i historien – og det bobler ikke så
lidt af glæde over den „dumme djævel“, der lader
sig narre.

Det er det samme glædesoverskud, evangelieteksten rækker
til os – med ordene: Ret jer op, løft jeres hoveder – bliv advendtsvendte
– vendt mod Kristus.

Amen.

Pfarrer Hanne Sander
Prins Valdemarsvej 62
DK-2820 Gentofte
Tel.: 39 65 52 72
e-mail: sa@km.dk