Lukas 2,41-52

1. søndag efter Helligtrekonger | 08.01.2023 | Lukas 2,41-52 | Mikkel Tode Raahauge |

Så siger vi dig, vor Fader, tak

For hvad vi fandt i dine helligdomme,

og tak for Åndens dyre pant

på hvad der end skal komme!

Og led i troens liv os frem

ved Ordets lys, at vi vort hjem

i Himmerig kan finde.

Amen.

Somme tider kan man godt komme til at spekulere lidt over, om der mon er mere mellem himmel og jord. Det tror jeg, der er, og der er et eller andet ved denne evangelietekst om den tolvårige Jesus i helligdommen, der tilsyneladende er omfattet af dette ”mere.” Det er den i det mindste for mig. For da jeg sidste gang gik på prædikestolen for at prædike over denne tekst, da var det ved én af de første gudstjenester efter den temmelig brutale nedlukning af kirkerne i forbindelse med julen 2020 som følge af corona-pandemien. Jeg mener faktisk, at det var den første ”rigtige” gudstjeneste, jeg holdt som præst, selvom jeg må indrømme, at jeg var ulydig og gennemførte samtlige gudstjenester d. 24. december. Og jeg husker tydeligt fornemmelsen af at skulle træde op på den violette prædikestol i Jægersborg Kirke og læse op fra dette sted i Lukasevangeliet, hvor den unge Jesus med dén helt særlige blanding af undren og anklage, som kun en teenager kan præstere, spørger sine forældre, der har pisket rundt efter ham i tre dage: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” – Vidste I det ikke?

Ordene gjorde stort indtryk på mig dengang, hvilket nok også skyldtes en blanding af forundring over, at man kunne finde på at lukke kirkerne – ikke bare i julen, men tilmed i en krisetid, hvor folk bekymrede sig og var bange – og så selvfølgelig den omstændighed, at jeg selv var en ganske ny og nervøs præst. Men de gør også indtryk på mig i dag i lyset af den plan, som regeringen for nyligt fremlagde, om ”med meget rank ryg og med meget åbne øjne,” som statsministeren så køligt udtrykte det, at afskaffe Store Bededag som helligdag. Dén formulering vidner nærmest om, at de inderst inde godt véd, at de er på dybt vand, og det bliver ikke bedre af den lidt manipulerende retorik om, at dét offer vil de fleste danskere nok i virkeligheden gerne yde til fordel for lidt mere fred i verden, eftersom indtjeningen jo som bekendt skal gå til at finansiere Danmarks øgede forsvarsudgifter.

Forslaget er problematisk af flere grunde. For det første kan man undre sig lidt over, at en regering, der i sit grundlag selv har skrevet, at ”Danmark er et kristent land” – hvad det så end skal betyde – vil pille ved de kirkelige højtider. For det andet er det synd, hvis alle de temmelig mange og gamle traditioner, der er knyttet til Store Bededag: den timelange klokkeringning, hvedespisningen og aftenturen på Christianshavns Vold aftenen forinden, f.eks.; det er synd, hvis de bare skal gå i glemmebogen – især i en tid, hvor vi sådan trænger til noget, der binder os sammen. For det tredje er det ret vildt at høre, oven på en valgkamp med fokus på unges trivsel, psykisk sårbarhed, nedslidthed og stress, hvordan nogle tilsyneladende mener, at endnu mere arbejde er lige nøjagtig, hvad vi trænger til … Og for det fjerde, så afskærer man altså store dele af befolkningen fra muligheden af at komme i kirke for at høre Guds ord; i hvert fald, hvis de ikke har lyst til eller mulighed for at skulle betale for det.

Jeg véd godt, at Store Bededag er en særlig dansk helligdag, som først blev indført 1686, og som derfor heller ikke er lige så hverken stor eller vigtig som f.eks. jul, påske, Kristi Himmelfart eller pinse. Og jeg véd også godt, at der er mange, der prioriterer et velfortjent hvil, en tiltrængt stund med familien eller hvad, det nu måtte være, over kirkegangen på Store Bededag, og det skal være hver eneste af dem så vel undt. Men for nogle er det af højeste vigtighed at kunne komme i kirke; ikke kun for konfirmanderne, der jo plejer at indtage Skovshoved Kirke og fylde den til bristepunktet med mennesker og glade forventninger til deres konfirmation, som de har set frem til i månedsvis, men også for alle dem, der trænger til at høre noget andet end alt dét, der ellers indtager lydbilledet i hverdagen.

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver som beder, får; og den som søger, finder; og den, om banker på, lukkes der op for.” Sådan lyder det i kirken Store Bededag i de lige år, og vi har sådan brug for at høre det – både de ord og alle de andre, der lyder til os i helligdommen kirkeåret igennem. For kirken er vel egentlig det eneste sted i verden, hvor vi kan høre, at vi ikke har vores menneskeværd i kraft af evner, vores flid, vores gode intentioner eller, som det hedder i den kirkebøn, jeg plejer at bruge, i kraft af alt det, som vi kan og vil og tror. Men kirken er til gengæld det sted, hvor vi kan samles som de mennesker, vi er; uanset hvorfra vi lever vores liv og hvordan vi lever det; med al vores glæde og sorg, al vores tro og tvivl, alle vores håb og længsler høre ordet om, at Gud i sin Søn har åbenbaret hele sig selv som kærlighed – og os som dem, Gud elsker. Ikke fordi vi har noget særligt krav på det eller fordi, vi har skullet gøre os fortjent til det på nogen som helst måde, men fordi Gud åbenbart vil det sådan.

Det er altafgørende for os at høre dét, som vi ikke kan sige os selv. Og da særligt for tiden, hvor krige, kriser og katastrofer gør, at livet kan føles endnu mere usikkert, end vi i forvejen er vante til. For når vi kommer herind i kirken og hører ordet om, at hele vores virkelighed med alt, hvad den rummer af godt og ondt, altid allerede er omsluttet af og indesluttet i Guds kærlighed, så kan vi jo også gå ud herfra igen og leve som de frie mennesker, vi lige fra begyndelsen er skabt til at være; fuldt udrustede med mod på livet, tro på fremtiden, håb for verden og en kærlighed fra oven, der overvinder alt. Det er dét, den tolvårige Jesus med sit spørgsmål: ”Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” vil have både sine forældre og os til at forstå: at ”mennesket lever af Guds ord, og hjemme har børn hvor fader bor,” som vi synger det i en salme. Og der er derfor, vi skal samles i kirken – eller i det mindste have muligheden for det – for igen og igen at blive mindet om, at det virkelig er sådan, det er.

Og så bliver det da spændende at se, hvad der kommer til at ske med Store Bededag – om vi får lov til at beholde den, eller om den må lade livet til fordel for finanserne. Men uanset hvad, kære menighed, så klarer vi den nok. For Guds ord blev aldrig bundet. For Guds ord vil høres. De finder vej de underligste steder: i kirken, i stalden, i ørkenen, på korset, i graven. Og når hverken vagter eller kampesten eller fysikkens love kunne stå i vejen for det – hvem eller hvad i alverden skulle så kunne?

I Jesu navn. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk