Lukas 24,46-53

Kristi Himmelfartsdag | 26.05.2022 | Lukas 24,46-53 | Tine Illum |

GUDS HØJRE HÅND ER ALLE STEDER.

Den danske prædikenperikope er Lukasevangeliet kapitel 24 vers 46-53. Jeg synes, der er gode grunde til at læse helt fra vers 36, altså umiddelbart efter Emmaus-beretningen.  I den nyeste danske oversættelse står der her, at disciplene er ”skeptiske og forvirrede” (hvilket vi vel finder ganske forståeligt),  og så er der den helt uimodståelige fortælling om, at forvirringen netop drejer sig om, hvorvidt Jesus er et spøgelse? Eller er han det menneske af kød og blod (han viser dem naglemærkerne), de kender? Jesus undlader lange dogmatiske fortællinger om tonaturlæren, men siger bare, at han er sulten, – og så giver de ham et stykke stegt fisk.
Denne indledning danner en fin baggrund for det sidste i dagens evangelium (og i Lukasevangeliet i det hele taget): at disciplenes skepsis og forvirring fordufter, og de er fulde af glæde. 

Hvis vi tager verdens klogeste kat, siger hjerneforskeren Peter Lund Madsen, og hvis vi sender den i katteskole, så lærer den aldrig at regne. For der er en begrænsning i kattehjernen, som ganske enkelt ikke kan overskrides.
Det synes jeg lyder fornuftigt. 
Til gengæld er det uendeligt provokerende, at han siger, at uanset hvor fantastisk menneskers hjerne er, så har den også sin begrænsning. 

Måske er det her, den største overtro er: at vi tror, at al erkendelse sidder i hjernens evne til logisk tænkning – at det, der ikke kan forstås ad den vej, ganske enkelt ikke findes – ja, mere end det: at hvis vi tror på Gud, så begrænser det vores evne til erkendelse.
En anekdote fortæller om en mand, der med overlegen mine fortalte sin kone, at han virkelig ikke kunne tro på Gud, for det hindrede hans hjerne ham simpelthen i. Hans kone så på ham og bemærkede tørt, at det synes hun godt nok var en meget lille hindring.

Vi må rent faktisk leve med, at videnskaben fortæller os, at vores hjerne er begrænset. Tro er og bliver i sit inderste væsen et mysterium. Og den dag jeg mærker, at jeg kan stå på det mysterium og alligevel have fast grund under fødderne, vil jeg mærke, hvor fri jeg er. Når jeg tør give mig hen, så begrænser troen netop ikke, men åbner mine øjne for nye horisonter. Så kan jeg måske i et susende kraftfuldt nu fornemme, at grænser for tid og sted kan ophæves…. også selvom det ikke kan være i min hjerne.

De første kristne har i hvert fald anet, at her var der er en særlig guddommelig kraft og de har tænkt, at dagen, hvor Jesus blev løftet op til himlen, var så vigtig, at de skrev ”opfaret til himmels” ind i deres trosbekendelse og fejrede dagen som noget helt særligt. 
Og inden da havde de skrevet: „nedfaret til Dødsriget“ eller ”nedfaret til helvede”, som man også kan oversætte det – for vi tror ikke, at Kristus sidder urørlig i sin himmel, og er neutral tilskuer til det, der sker på jorden. 
Han er alle helvedesstederne. I kældrene i Mariupol, i eksploderende kampvogne. På hostpitalernes lukkede afdeling, og i mine mørkeste timer. Som håb og som den, der med  Guds kraft går imod alt det livsødelæggende, selv døden. 
Han hælder himlen over de små børn. Rækker os brød med liv i og et bæger, der aldrig drikkes ud. Han er i vores inderste hjerteslag, og der er evighed og mening ind i vores liv. Korsfæstet. Nedfaret til dødsriget. Opstanden – levende som kraft og  Ånd.

Derfor fejrer vi Kristi Himmelfart. Det er en vigtig dag. Den minder os om, at vi ikke må gøre troen til et lille lufttæt og overskueligt rum. For Guds himmel er åben i mere end én forstand. Her er luft og rum og en evighed af alt godt. Det kalder vi Ånd. 

Vi kan ikke tåle at være åndsforladte og det ved Jesus godt. Det er derfor han forlader os. Det er det, Kristi Himmelfart handler om. 
Her overskrides hjernens begrænsning – så let som ingenting – for her har vi med Guds kraft og Ånd at gøre.

Engang var Jesus’ liv begrænset til et lille geografisk område i Mellemøsten. Her mødte han mennesker, og det han gjorde og sagde, var det, Gud gjorde og sagde. Han spiste og drak og sov og blev syg og lo og blev sulten og tørstig og træt. Som ethvert andet menneske. På ethvert andet sted. Hans familie og venner kendte ham. De kendte hans stemme, hans måde at gå på, den måde han tømrede på. Det hører nu engang med til at være et rigtigt menneske, at man er begrænset af tid og sted.
Når vi hører, at Jesus siger: ”Jeg er sulten” og spiser stegt fisk, så fortæller han uden ord, at han er et rigtigt menneske. Spøgelser spiser ikke fisk.

Men når vi holder gudstjeneste er det ikke for at mindes en venlig og sulten mand med gode idéer, der levede for 2000 år siden. Kirken er ikke til minde om Jesus, sådan som vi kan opleve det, når vi ser H.C.Andersens hus eller Kaj Munks præstegård.
Kirken – og gudstjenesten – er et møde. Her møder vi  den levende Kristus. Korsfæstet og opstanden. Som Ånd og kraft.
De gamle sagde det meget kort: Jesus Kristus er menneske og Gud. Ikke halvt menneske og halvt Gud. Men helt menneske og helt Gud. Det kan vores begrænsede hjerne ikke forstå. Men det er sandt alligevel. Gud ske tak og lov.

Jesus er i Himmelen, hos Gud, for at han kan være overalt og hos hvert eneste menneske. Hver gang vi har dåb, hører vi det: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” Ikke nogen dage – en gang imellem – visse steder – i firs eller femten år. Alle dage. Indtil verdens ende. Tid og rum er ikke en begrænsning for Kristus. Han er Guds højre hånd, og Guds højre hånd er alle steder. Guds himmel findes hos os her. På ethvert sted. Til enhver tid. 
Det har vi brug for at høre. Tit. For når vi ser sønnernes og fædrenes grave i Ukraines køkkenhaver eller spædbørn med tændstiktynde arme i Sudan. Eller når vi – eller dem, vi elsker –  rammes af ulykker eller dødelig sygdom – ja, så kan vi da let tænke: hvis Gud findes, så er det ikke her.  
Da skal vi høre: selv der er Kristus. Korsfæstet og opstanden. Nedfaret til helvede. Løftet op i Himlen. På én gang.
Når vi beder: „Fader vor, du som er i Himmelen“,  betyder det naturligvis ikke, at vi beder til en far, som ikke er der, og ikke hører os. Det er omvendt, Vi beder til en virkelig og nærværende far, der er indenfor hørevidde. 

I gamle dage tegnede man verden ved at tegne en himmel øverst, jorden i midten og dødsriget nederst. I dag ville de fleste nok undlade dødsriget, mange også himlen. Og så bliver der kun jorden tilbage – og det vores begrænsede hjerne kan begribe. Men så bliver vores horisont også derefter – flad som en pandekage. 
Hvis vi aldrig tør slå blikket ned og se ned i det dybeste i os selv, og dér får øje på den barske virkelighed, der også indeholder sorg og savn og skyld, så løfter vi vel heller ikke blikket mod himlen og ser, at der er en stor glæde og et håb, der er stærkere end vor frygt og bekymring. Et håb, som giver os kraft og forvandler.

Når livet kun leves på overfladen – ja, så bliver det overfladisk! Kraftesløst og åndsforladt. 
Men: ”I skal få kraft fra Himlen”, siger Jesus til disciplene, 

Verden er ikke gudsforladt. Den er velsignet. 
Det betyder ikke, at alt er lidelsesfrit og nemt. 
Vi behøver bare at se på, hvor svært livet viste sig at blive for disciplene bagefter. Men velsignet var det. 
Hvis det mysterium slår rod i mit liv, kan jeg slippe min overtro på min ubegrænsede og almægtige hjerne. Og så bliver mit liv på én gang himmelvendt og jordnært, fordi jeg i dette mysterium aner, at uanset hvor meningsløst eller ødelagt mit liv ser ud, så er det velsignet. Håbefuldt og kraftfuldt. Altid. 

Der er velsignelse i at blive kaldt ud af mit eget selvbegrænsende tankespind. 
Der er velsignelse i at blive sendt ud – væk fra mig selv – ud mod de andre, der hvor det altid gælder om at gøre det så godt som muligt med mit medmenneske for øje og Guds velsignelse i ryggen.
Der er velsignelse i løftet her Kristi Himmelfart om, at Kristus kommer synligt igen. Det er ikke forbi. Det er kun lige begyndt.
Det kan vi ikke undvære at høre. Det kan vi ikke leve uden at vide.

Lad os bede:

Kristus. 
Tak fordi du er hos os – korsfæstet og opstanden – med evige ord, og kraft fra himlen.
Tak for de mennesker, der engang bar os til dåb, 
og for dem, der hjælper os med at  tro.
I dag beder vi særligt for alle, der tror, at du er langt borte og ikke hører dem eller ser dem.
Vi beder for alle der om morgenen tænker: hvis helvede findes, så er det her. Og alle der frygter nattens hvislende ensomme tanker eller bombernes brag.

Kristus – i denne tid beder vi særligt for Ukraine – og ind i den bøn lægger vi bønnen for alle, der udenfor mediernes søgelys er ofre for krig, for vold og ødelæggelse.
Vi beder for flygtningene,
for alle der ikke ved, hvor deres kære er,
for alle der véd eller ikke ved, hvor de ligger begravet, 
og for alle der selv om de er segnefærdige forbinder de sårede, synger håb frem de umuligste steder, beskytter de svage, og trøster de sårede og døende.

Vi beder for Ukraines ledere, 
for soldaterne, de gamle og børnene.
Vi beder for mennesker i Rusland,
for at de må høre den sandhed, der skjules for dem,
og for kirkerne i Rusland, så de står op imod magthaverne,
så løgnene afsløres, og så krigen hører op.

Vi beder om, at freden må komme
at støvet må lægge sig 
at sår på sjæl og krop må læges.

Vi beder for os selv:
Vær os nær og velsign os.
Lad os huske og tro, at himmel og jord hver dag mødes: Vi behøver bare at række ud til et menneske, der har brug for os, for at få himmel på hænderne.
Giv os kraft fra himlen, og hjælp os med at leve, så verden bliver et mere barmhjertigt sted.

Kom du os selv i møde på den store påskemorgen. 
Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk