Lukas 7,11-17

16.søndag efter trinitatis | 24.09.23 | Lukas 7,11-17 | Marianne Christiansen |

Opstandelsen – ikke vores, men de andres

Det sker jo hver dag. Det burde ikke undre. ”Se, da blev der båret en død ud.”

Se –

Ja, ” Menneskets liv er som græsset,

det blomstrer som markens blomster;

når vinden blæser over det, er det der ikke mere,

dér, hvor det stod, ser man det ikke mere” (Sl 103 15-16).

Se – Hvad er der at se? Den døde krop, og alle de steder, hvor den døde nu ikke mere er at se. Se savnet. Se tomheden.

Men Herren ser mere. Han ser den, der græder.

Sidste søndag hørte vi i evangeliet (Matthæus 6, 24-34), at Jesus sagde: I skal ikke bekymre jer eller frygte for dagen i morgen. Se på markens blomster og himlens fugle. ”De sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de?”

Er vi det? Hvordan tør vi sige, at vi er mere værd end markens blomster og himlens fugle?

Og tør vi egentlig se, hvor meget vi ligner dem? Jesus pegede på dem som forbilleder for at leve ubekymret. Men i hans ord er jo også ekkoet af den gamle salme om mennesket, der virkelig er som markens blomster, hvad enten vi vil det eller ej: Vi visner hen og dør på sammen måde. Når vinden blæser over os, er vi her ikke mere. Dér, hvor det stod, ser man os ikke mere. Og der er måske ikke engang en tom plads.

Det er det virkeligt svære at forlige sig med.

Vi kan øve os i at forlige os med tanken om, at vi selv skal dø.  Og der er god mening i at forlige sig med tanken, for det skal vi jo. Der går meget liv til spilde med at overdøve tanken om døden med højtflyvende tanker om udødelighed og tekniske løsninger, der skal sikre de udvalgte rige fra døden, eller med hektisk fortrængning: ”Det vil vi ikke tænke på, vi skal bare have det sjovt så længe som muligt:” Jo mere vi fortrænger bevidstheden om, at vi skal dø, jo mere vokser den hemmelige angst. Frygten for døden bliver ensom, skønt den jo netop er fælles for os alle. Frygten for døden gør os til mennesker.

For nok ligner vi himlens fugle og markens blomster, men vi ligner kun. Vi er ikke.  Vi er mennesker netop i det, at vi ved, at vi skal dø. Vi opdager det som regel omkring 4 års-alderen, og resten af livet må vi leve med bevidstheden, både som en frygt og en rigdom.

Hvis vi ikke skubber tanken om døden fra os, er det netop den, der giver os visdom, opmærksomhed og vågenhed over for livets vidunderlighed, og tidens gave. ”Lær mig at holde tal på mine dage,/ så jeg får visdom i hjertet” (Sl. 90,12) – hedder det i en anden gammeltestamentlig salme. Lær mig at se i øjnene, at mine dage er talte, min tid er begrænset – den er dyrebar og skal ikke spildes på ligegyldighed og tomhed og unødvendige bekymringer. Derfor vi har brug for at blive mindet om markens blomster og himlens fugle og øve os i modigt at forlige os med vores egen død.

Men den andens død. Kan vi også forlige os med den?

Mon ikke enken, der gik bag sin søns båre ud ad byporten ved Nain tusind gange havde ønsket og bedt til, at det var hende selv, der måtte dø og ikke hendes søn? Mon ikke hun gladeligt havde lagt sig til hvile i døden, hvis hendes søn måtte leve?

Åh jo, for nu går hun der med et tomt liv og en fortvivlelse, der er langt større end frygten for selv at dø.

Ingen, der sørger over én, de elsker, kan forlige sig med sige: ”Ja, ja, mennesket liv er som græsset, det blomstrer som markens blomster; når vinden blæser over det, er det der ikke mere, dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.”

For uanset, hvor enken ser hen, så vil hun se, hvor han mangler, se mindet om ham, længslen efter ham. Savnet vil være alt, hvad hun ser. Hun vænner sig til det – det skal hun jo. Hun skal bære sorgen. men savnet af sønnen forsvinder aldrig ud af hendes liv. Sorgen bliver en del af hendes liv, som sønnen var en del af hendes liv.

Mennesket er det væsen, der ved, at vi skal dø. Men mennesket er også det væsen, der ikke kan forlige sig med døden. Fordi vi elsker. Fordi vores liv aldrig kun er vores eget. Vi tilhører hinanden, vi hører sammen. Når et menneske dør, er det ikke kun som markens blomster, hvor de andre blomstrer – så vidt vi ved –  blomstrer videre i uberørthed. Når et menneske dør, rives livet i stykker for de mennesker, der elskede ham eller hende. Den elskedes død er en langt større frygt og sorg end ens egen.

Det er den sorg, Jesus ser den dag i Nain. Og underet, opvækkelsen af enkens søn, er et tegn på, at Gud ser. ”Er I ikke langt mere værd end markens blomster?” spørger Jesus, og når vi bliver i tvivl om svaret, så ved vi det alligevel, når vi ser på den, vi elsker:  Han og hun er for mig langt mere værd end tusind blomster. I kærligheden ligger menneskets værd. Og Gud ser hvert menneske som sin elskede med det værd, som kærligheden giver.

Jesus så enkens sorg og helede sorgen. Der findes sorg, der kun kan læges ved at få det tabte igen. Den mistede, den savnede den elskede. Det hjælper ikke at sige, at tiden læger alle sår, og at du finder nok en anden at holde af. For vi er hinandens liv. Ingen kan erstatte den, der var livet for mig.

Opvækkelsen af enkens søn sker ikke så meget for drengens skyld, som for moderens. ”Jesus gav ham til hans mor”. Det er sådan, det er – at vi er givet til hinanden, og at vi lever af hinanden.

Når vi bevæger os ind i at gøre os tanker om det evige liv og opstandelse fra de døde – det vilde håb, som Jesus har sat  i verden, og som opvækkelsen af enkens søn i Nain er et varsel om – så kredser vores tanker om dem, vi elsker. Får vi da hinanden igen? Hvad er opstandelse og evigt liv værd uden dem, vi elsker. Så kan vi spekulere nok så meget i salighed og forvandling og genfødsel, og at alt bliver helt anderledes end vi har fantasi til at rumme – og det gør det ganske givet, for vi har ingen forstand på evigheden eller opstandelsen. Men det egentlige håb for den, der elsker, ligger i at se den elskede igen. Først da læges sorgen.

Håbet om kødets opstandelse er håbet om, at dette livs godhed og kærlighed må blive rejst op af døden og tomheden. Og jeg er kun mig i sammenviklethed med dem, jeg elsker. Derfor kan håbet om opstandelse aldrig bare dreje sig om min egen opstandelse – den er aldeles ligegyldighed, Nej, det er håbet om de kæres, de andres opstandelse – opstandelsen for det gode liv, markens blomster og himlens fugle, alt den glæde og skønhed og kærlighed, som dette skrøbelige liv rummer.

Jesus giver både sorgen og håbet ret. Han giver kærlighedssorgen ret: Du har lov at længes, at savne, at sørge, for mennesket er det værd. Og engang, på vej ud af byporten mod ingenting, får vi hinanden igen. Hvordan og hvorledes, ved kun Gud, men vi må have lov at tænke, at i evigheden er vi også dem, vi var for hinanden her, selvom vi ikke aner, hvad det vil sige. Jesus giver kærligheden ret, og den trøstes kun ved at se den elskede igen.

Gid vi med det håb må kunne leve, som om vi hver dag har fået givet hinanden, givet livet på ny. Som om vi netop har fået alt givet tilbage som enken i byporten. Med den opmærksomhed og visdom, som bevidstheden om døden skænker os, og med den glæde og det evige livs håb, som Jesus har bragt ind i verden. Amen

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Biskop Email: mch(at)km.dk