Matthæus 2
Sognepræst Elof Westergaard
Vismændenes stemmer
Eventyreren og købmanden Marco Polo, som levede i det 13. århundrede, kom på sin lange rejse fra Venedig til Kina i gennem byen Saba i Persien. “Husk at se de tre vise mænd. De ligger begravet i Saba!” Det havde hans gamle lærer i Venedig sagt til ham, inden Marco drog af sted.
“Hvor finder jeg vismændenes grav” spurgte Marco Polo i Saba en ung mand, der solgte figner. Denne pegede ud af byen. Marco Polo gik i den anviste retning, men han måtte spørge endnu engang, inden han stod foran en grøn mindre park med en kuppelformet bygning i havens midte. De vise mænd skulle ligge derinde. Marco Polo gik ind i gennem porten til haven. Træerne var fyldte af fugle, og i de små bassiner med springvand svømmede fisk i mange farver. En ældre kone sad sammen med sit barnebarn på en bænk udenfor den lille bygning. Marco fik hos dem bekræftet, at det var der vismændene var begravet Den gamle kone rejste sig derpå. Hun tog en nøgle frem og låste den store dør op ind til bygningen. Ind vældede lyset. Marco trådte indenfor. Han blev helt stille: De tre vise mænd, Balthasar, Kaspar og Melchior lå ved siden af hinanden på hver sit stenbord. Han kunne se deres lange skæg og hår. Det var som om, de kun sov. Marco Polo følte sig så underligt til mode. Han havde ventet kun at se deres gravsarkofager og billeder af de tre vismænd, men de lå synligt fremme og var som forblevet uberørte af århundrederne.
Den gamle kone havde som læst hans tanker. Hun sagde stille og med et smil om munden: “Hvad Balthasar, Kaspar og Melchior så julenat, gjorde dem unge”. Han hørte hende derpå fortælle den historie, hans gamle lærer også havde fortalt ham om vismændene. De havde set stjernen på himlen. De havde fulgt den, for at finde den kongesøn, stjernen varslede. Den gamle fortalte videre om deres fejlslagne besøg hos kong Herodes, om stjernen, der i hast havde løbet ud over himlen ud over Betlehems marker, for først at stå helt over Jesusbarnet. De tre vismænd havde fundet barnet. De havde ikke fundet det i et slot, men i en stald. Det havde været sammen med sine forældre og nogle hyrder. Vismændene havde givet barnet gaver: guld, røgelse og myrra inden de atter var draget tilbage til deres hjemby, til Saba.
Den gamle kone holdt derpå inde. “Den historie kender jeg også godt”, sagde Marco “ den er kendt såvel i Venedig som i nordens kolde egne, men kan du ikke fortælle noget mere om de tre vismænd. Hvad skete der, da de kom tilbage?“ .
“De tre vismænd blev begravet her !”, svarede den gamle kone kort. “Jamen , der må da være andet og mere at fortælle. Ændredes vismændenes liv af den rejse de tog på? Gjorde det noget ved dem, at de rent faktisk fandt den, de søgte.? Hvad lavede de her, da de kom tilbage?“ ”Der er ingen, der husker andet end det, at de så barnet og fandt ham”, svarede den gamle kone ham og trak på skulderen.
Marco Polo stod endnu en tid ved de tre vismænd inden han forlod vismændenes grav.
I de følgende dage under opholdet i byen Saba forhørte Marco Polo sig rundt om i byen om de tre vismænd, men ingen kunne fortælle ham andet end hvad han allerede vidste.
Den sidste dag inden Marco Polo og hans følge skulle rejse videre mod øst, gik Marco en sidste gang ud til parken med vismændene grav. Det var varmt, og derfor rart at komme tilbage til den lille park. Han gik under de svale træers blade, hørte fuglene synge og så fiskene bevæge sig i bassinerne. Den gamle kone og drengen sad også det samme sted. Hun låste atter døren op til gravkammeret. Marco så igen de tre vismænd ligge derinde, og han søgte denne gang at indprente sig deres ansigter. Han synes, det var som om de have flyttet på sig. Marco tændte til sidst et stearinlys og gav den gamle kone og drengen en mønt hver. Han bad dem desuden hente noget mad til sig selv og ham.
Mødet
Marco satte sig imens udenfor i skyggen op af en gammel platan. Han havde direkte udsyn til vismændenes grav. Døren derind var stadigt åben.Den gamle kone havde glemt at låse døren. Marco sad en tid under træet. Han døsede let, men da han så op stod der nogle foran ham. Han var rystet. Det var en af vismændene: Melchior. De andre to vismænd kom nu også frem. Alle tre vismænd stod lyslevende foran ham. Marco Polo var forskrækket, men han fik alligevel taget sig sammen til at hilse på dem, og han spurgte dem : “ Er det virkelig jer”. “Du har spurgt efter os. Du vil gerne vide, hvad vi siden gjorde i vort liv, og hvad vi lærte julenat i Betlehem, – så her er vi” svarede Kaspar kort. ”Ja, det er sandt”, svarede Marco noget usikker i mælet. ”Jeg vil så gerne høre, hvad der siden skete med jer. Hvad det betød, at I fandt Jesus liggende i krybben i Betlehem. Hvad lærte det jer? Blev I vismænd klogere af det I så? Ændrede det jeres visdom og liv.”
Melchior
“Ja, det gjorde det” , svarede Melchior og fortsatte: ” Jeg lærte, at vi mennesker kun er som en dråbe i havet og som et sandskorn ved strandbredden. Mange af dem, jeg siden fortalte om mødet med denne kongesøn, Guds søn, det lille barn i halmen, rystede på hovedet og ville ikke tro, at stjernen pegede på noget sandt. De, der troede mig, drog også ofte den fejlagtig konklusion, idet de sagde til mig: `Hvis Guds mening med alt ligge i et lille barn født i fattige kår, behøver jeg ikke tjene Gud. Så er der frit spil for os mennesker. Vi kan selv tage og gribe magten´. For mig er det anderledes. Når sandheden findes i selv et lille barn, sætter det en dom ind over alt mit eget. Verden kan gå sin gang. Vi kan evne at skabe nok så mærkelige ting ja måske engang ligefrem skabe nye menneskelige kopier, sinke ældningsprocessen, nå månen og føre krige højt oppe i atmosfæren, men lige meget, hvor højt vi mennesker når med vor egen forstand, er vi kun små mennesker. Barnet i krybben lærte mig denne ydmyghed.
Caspar
Caspar, som stod ved siden af, rynkede på næsen og tog straks over, da Melchior holdt inde: ”Jeg lærte noget andet end Melchior julenat. Barnet i krybben lærte mig, hvor stort livet og Guds nåde er. Gud giver sig til kende i det lille barn og selv i det mindste frø. Det er en stor lykke, vi heri er givet. Denne velsignelse går aldrig til. Når Gud giver sig til kende i et lille fattigt barn, som endda må lægges i en krybbe i en stald med æsel og okse, hvor vil Gud da ikke vise sit ansigt og sende sit ord. Intet sted er for langt væk eller for dybt nede. Gud vil kunne komme selv til verdens ende og ned i dødens rige. Barnet i krybben bringer mig dette håb. Hvor jeg end har været og skal gå, vil jeg aldrig være alene. Julenat lærte jeg, at alt er mulig for Gud.
Balthasar
”Balthasar. Hvad så med dig? Du er så tavs? Hvad lærte du?”, spurgte Marco den tredje vismand. ”Jeg vendte tilbage som kongelig ansat astronom”, sagde Baltasar og fortsatte: ” Kongen og hans embedsmænd skældte mig ud. De syntes vores rejse efter stjernen havde været omsonst: de spurgte mig altid, hvad kan det bruges til? Kan det betale sig at holde sig det lille barn og fejre dets fødseldag. Jeg blev sat til at udregne fordele og ulemper, men da vi siden hørte, at Jesus blev korsfæstet, blev projektet kasseret. Vi måtte havde regnet galt og fulgt den forkerte stjerne. Men jeg kunne imidlertid ikke slippe Jesus af øje og hele den måde, vi fandt ham på. Der var noget stort i, at vi fandt noget andet end det vi havde ventet. Vi søgte en rig verdslig kongesøn i en kejserlig palads, men vi fandt barnet i en ussel hytte. Det var en dom over vor selvskabte forventning, sådan som Melchior har udtrykt det, men det var samtidigt også noget stort, hvad Caspar fremhævede. Det er julens mysterium: Guds nærhed.
Guds vilje til at være her iblandt vi mennesker er stor. Det er julenats bud. Vi kan føle fællesskab i familien, blandt venner og i de traditioner, vi har. Vi savner også ved sådanne tider dem, vi ikke længere kan dele tiden sammen med. Men storheden er, hvad vi fik at se og høre, og hvad vi stadig væk får at høre i dette barn født julenat, at vi i Jesus er givet et fællesskab med Gud. Hvad enten glæden eller savnet fylder os, så er vi i dette barn givet et fællesskab, som gør at vi hver især kan leve vort liv med håb. Det gælder os tre vismænd, som så ham julenat. Det gælder dig Marco og dine. Det gælder dem, der bor selv der, hvor frost og blæst kan herske. Livet går ikke længer kun mod mørke. Et lys stråler i den mørke nat. Det er barnet født julenat”. Brat mærkede Marco en hånd på sin skulder. Han vendte sig om. Det var den lille drengs hånd. Han og bedstemoderen var kommet tilbage. Se!” sagde Marco og ville lige til at præsentere vismændene for dem, men da han vendte sig mod dem var de væk. Marco rejste sig forvirret.
”Vi købte noget mad.”, sagde drengen ”Det du bad om”. Marco fik snart samling på sig selv og sagde: ”Lad os så sætte os og dele maden”. De tre, den lille dreng, den unge mand Marco og den gamle bedstemor, slog sig ned i græsset. De delte brødet og vinen, og talte sammen som havde de kendt hinanden alle dage. ”Tror I ikke, det var sådan de havde det efter julenat, da de havde set det lille barn i krybben? En fornemmelse af, at have været del af noget meget stort? , spurgte Marco de andre. Den lille dreng blev helt stille, men han spurgte så: ”Tror I ikke, at noget af stjernens lys også fandt ind i vismændene øjne”. ”Jo, det tror jeg”, sagde Marco med smil.” Gid stjernens og barnets lys til stadighed må finde ind i også vore øjne, så hans fødsel må bæres med ind i de år, der kommer!
Deutsch 
English (UK) 
Português do Brasil 
Dansk 
Español