Markus 16,1-8

Påskedag | 09.04.2023 | Markus 16,1-8 | Af Marianne Frank Larsen |

Da Hans Barrøy dør, bliver hans kone stum. I den bog af Roy Jacobsen, der hedder ”De usynlige”, vender han tilbage til sin ø sidst på dagen efter en tur ind på fastlandet. Han løfter sine indkøb op på land og trækker båden ind, og før han går hjem, sætter han sig på trinet til bådehuset med sin pibe og ryger, mens han kigger nordpå i det lyserøde skær, der langsomt bliver blåt. Dér finder de ham død, hans kone og hans store pige, hans tilbagestående søster og hendes dreng og de to små utilpassede plejebørn; de seks mennesker, der er afhængige af ham. I dagene efter begravelsen gør datteren og søsteren og nevøen alt, hvad de kan, for at løse de opgaver, Hans ville have løst, med dyrene og jorden og fisken, for at få tilværelsen til at hænge sammen på hans ø. Men hans kone, Maria, deltager ikke. Hun sidder helt stille. De fortæller hende, hvad de laver, men hun reagerer ikke. De nævner, hvad de skal i gang med, men hun åbner ikke munden. De spørger, om der er penge at købe ind for, og hvad de har brug for hos købmanden, men hun svarer ikke. Til sidst får de en læge til at se på hende. Han tager Maria med på sygehuset. Da hun vender tilbage til øen efter nogle måneder, kan de ikke kende hende. Hendes sorte hår er blevet askegråt, skriver digteren, og ”hendes hud ser ud som om den aldrig har set sol, for den tilhører et lig i en grav”, står der. Det er, hvad tabet kan gøre ved et menneske. Maria bliver lige så stum og grå som Hans.

Den tænker, der hedder Karl Jaspers, kommer frem til, at vi i vores eksistens altid befinder os i situationer, der kræver noget forskelligt af os. Og i alle hverdagens almindelige situationer gør vi, så godt vi kan, hvad vi fornemmer, at situationen forlanger af os. Vi bruger den fantasi og den indlevelsesevne og de ord, vi nu råder over, og de redskaber og handlemuligheder, vi nu har, for at mestre de situationer, vi befinder os i, og der er så meget, vi kan gøre. Men så findes der også situationer, siger Jaspers, hvor vi kommer til kort. Dem kalder han grænsesituationer. Det er de situationer, hvor vores ord og vores handlekraft rammer deres grænse, hvor det ikke giver mening at tale om at mestre noget som helst, for der er ikke noget at stille op. Da de finder Hans Barrøy død på trinet til bådehuset den aften, er det en grænsesituation. Hans kones stilhed i dagene og månederne derefter er det synlige udtryk for, at hendes ord og hendes handlekraft har nået deres grænse.

Det er den samme grænsesituation, vi befinder os i i påskeevangeliet, når vi følges med kvinderne ud til graven, mens himlen rødmer. Jo, de kommer med duftende olier for at salve liget; det er det eneste de kan. Det er, som når vi kommer med blomster til vores grave; det gør egentlig ingen forskel. Det ændrer ikke det fjerneste ved kvindernes situation. De har mistet ham, de ikke undvære, og der er intet, de kan stille op. Da han døde og blev begravet, nåede de grænsen for deres handlekraft. Stenen, som de taler om, mens de går, er det synlige udtryk for den grænse. Præcis som stenene på vores grave. Hertil og ikke længere! Hertil gik dette liv – og ikke længere. Så tæt kan I komme på jeres døde – og ikke længere. Selv hvis det lykkes kvinderne at få hjælp til at flytte stenen, rokker det ikke det mindste ved situationen. Grænsen mellem den døde og de levende kan ingen flytte.

Da Maria vender hjem til Barrøy med askegråt hår, begynder hun langsomt at tale. Først siger hun bare enkelte ord, som om hun øver sig, båden, fyret, hesten, men så efterhånden fortæller hun tøvende datteren om, hvordan faren gik klædt, da de to mødte hinanden, hvad han sagde, hvilke indfald han fik, hvordan han arbejdede med hesten, sandet, røgeovnen. Og hun fortæller det eneste, hun kunne huske, da hun var på sygehuset. At han havde insisteret på altid at sidde lige over for hende ved spisebordet for ikke at gå glip af hende et eneste sekund. Det havde han sagt så sent som for et års tid siden. Og sådan går det til, at Hans Barrøy opstår i sin kones ord. Den døde lever i de erindringer, hun finder ord for. I dem er alt det banale og ligegyldige skrællet af. Fortællingen gør det lysende klart, at Hans Barrøy var uerstattelig for Maria. At ingen nogensinde vil kunne træde i hans sted.

Og hvor underligt det end kan lyde, så er det en erfaring, der vækker taknemmelighed midt i sorgen. At han blev uerstattelig for hende, og at hun blev så uerstattelig for ham, at han ikke ville gå glip af hende et eneste sekund, det kalder glæden frem og vækker efterhånden både Marias blik og hendes ord og hendes handlekraft. Til trods for sorgen er erfaringen af et andet menneskes uerstattelighed en glædelig erfaring, også når det er forbi, for det er en erfaring af tilværelsens godhed, måske ligefrem en erfaring, der lader én se det andet menneske som en gave, man har fået af en magt, der er større end ens egen.

Midt i fortvivlelsen bærer kvinderne, der går ud til graven påskemorgen, på den samme glædelige erfaring. Også de har erfaret, at dette bestemte menneske blev uerstatteligt for dem; også de er klar over, at ingen nogensinde vil kunne træde i hans sted; også i fortællingen om deres erindringer fra Galilæa skal den døde opstå; også for dem skal det blive lysende klart, at dette menneske kom ind i deres tilværelse som en gave. Engang, når først de har gjort den døde i stand.

Men så er det slet ikke, som de tror! Stenen er væltet til side. I stedet for den døde mand finder de en levende engel. Hans budskab er, at det ikke alene er stenen, der er væltet. Det er den grænse, kvinderne stod ved. Den gælder ikke mere, for den døde er stået op. Ja, egentlig siger englen på græsk, at han er oprejst. I passiv. For sagen er jo, at døde ikke står op af sig selv. Hvis den døde virkelig er opstået, så kan det kun være fordi, nogen har rejst ham op og givet ham et nyt liv, nogen har åbnet grænsen og graven og lukket ham ud i morgenrøden. Og denne nogen kan kun være den samme Gud, som gav kvinderne det bestemte, uerstattelige menneske som en dyrebar gave. Den Gud, der skaber os til hinanden, mens vi lever, er den samme, som nu efter døden har sat sin skabermagt ind på at rejse sit menneske op og give ham et liv, der ikke kender grænser.

Påske er det samme ord som passage. Det betyder overgang. Det er overgangen fra død til liv. Det er overgangen fra tabets grænsesituation til håbet og gensynet. Efterhånden, når kvindernes forfærdelse har lagt sig, bliver det også overgangen fra stumhed til tale og fra sorg til glæde. Englens ord i påskeevangeliet tilbyder også os en passage. Det er passagen fra erfaring til tro. Overgangen fra Marias og vores erfaring af, at nogen bliver uerstattelige for os, til troen på, at den Gud, der giver os til hinanden som dyrebare gaver, mens vi lever, også vil give os liv med hinanden, når vi er døde, som han gjorde det den første påskedag. Fordi vi og vores døde er så uerstattelige for ham, at han ikke vil gå glip af et eneste sekund. Amen.

—

Sognepræst Marianne Frank Larsen

DK 8000 Aarhus C

mfl(at)km.dk