Mattæus 2, 13-23

Mattæus 2, 13-23

Enhver god historie skal have en begyndelse, et midterstykke og en afslutning.

Og julehistorien om Jesus har i hvert fald, det ved alle, en begyndelse.
Det ved fra juleaften og juledag: barnets kommen-til-verden. Barnet fødes.
At fødes er at komme til verden, og at komme til verden er at
komme til nogen, og at komme til nogen er at gribe ind i deres liv, og
der opstår forviklinger. Der opstår nye horisonter.
”I dag er der født Jer en frelser i Davids by”. Der er født. Det
er julens budskab. Al begyndelse er begyndelse for os. Det være sig forelskelse,
det være sig kærlighed. Det være sig det at få et barn.
Al begyndelse er dette at blive berørt af noget, der kommer udefra.

Al begyndelse er opløftelse. Al begyndelse er nye muligheder.
Derfor er begyndelsens julebudskab også ”Frygt ikke, thi jeg forkynder
Jer en stor glæde”. Eller: ”Fred i mennesker, som har hans velbehag”.
Al begyndelse er glæde, fred, frygtløshed.

Men til enhver historie er der også en midte og en afslutning. Og det
er den, man ikke først og fremmest hører om juleaften og juledag,
men den hører man til gengæld om 2.juledag og i dag – julesøndag.
Her fortælles om, hvordan den sande glæde og fred bliver forfulgt
og slået ihjel. Midterdelen af historien handler altid om modstand mod
begyndelsen: ondskaben, fjendskabet, om gråd og tårer. Al midte
er kamp, udholdenhed og håb.

I dette rum fortælles stadigvæk den gode gamle historie
med en slutning, der har en happy ending. Kampen mellem det gode og det
onde ender ikke med det ondes sejr, men med det godes. Det kan I høre
om til Påske, for det er her den afgørende kamp står.

Julefortællingen rummer både begyndelsen, midten og enden.
Desværre får de færreste midten og afslutningen med,
idet de kun hører englesangen om ”frygt ikke” og ”fred til mennesker”.
Og så bliver det ikke kun en halv historie, men den står
også i fare for at blive sentimental og overfladisk.

Men hvordan foregår så midterdelen af historien. Det er
det, julesøndag handler om. Hvad sker der, når det gode
budskab om englene går ind i verden og møder modstand? Hvad
sker der, når himmel og jord mødes? Og hvordan overvinder
den gode begyndelse med fred og glæde og frygtløshed den
onde verden med fjendskab og modstand?
Det handler om at narre fjenden og om at holde fast i de gode drømme,
for kan man det, så bliver enden god, og da er alting godt!

Apropos denne talemåde, som vi så tit bruger. Og som vi jo netop
bruger i forbindelse med en krise, vi oplever… en modstand, vi har overvundet… et
uvejr, som kom ind over os…Når det er overstået, så ånder
vi lettet op og siger: ”NÅR ENDEN ER GOD ER ALTING GODT!”

William Shakespeare brugte det som titel på en komedie. Og titlen
kunne så at sige bruges på alle komedier, til dels også på tragedierne.
Men her er det måske sværere at se. Hvad er det for et trick,
Shakespeare bruger for at vende det hele til det gode. Han bruger bedraget,
illusionen, den hvide løgn. Som nu i den sidste komedie, Shakespeare
skriver, ‚Uvejret‘

Komedien ‚Uvejret‘ ligner sådan se evangeliefortællingen
til i dag Den handler om hertug Prospero af Milano, der er blevet fordrevet
af sin bror Antonio og hu har 12 år har opholdt sig på en ø sammen
med sin datter Miranda. Denne Prospero besidder hemmelige, okkulte kunster
og magisk trolddomskunst. Således er han i stand til at arrangere
et uvejr, der gør at hans onde bror på sin tilbagerejse
fra et bryllup kuldsejler og strander på den øde ø.
Her sker der mange intriger, forklædninger og ombytninger, alt
sammen for at narre fjenden i fælden, så da vi er nået
til femte akt, har de rigtige fået hinanden, ondskaben er blevet
afsløret, de fleste angrer bortset fra en enkelt. Og det er just
en pointe hos Shakespeare, at næsten alle, der er blevet korrumperet
og bedraget ind i ondskaben, de kan også blive bedraget ind i sandheden,
dvs. til det sande og det ærlige liv, hvor mildheden og godhed
råder. Bortset som sagt fra en enkelt. I næsten alle dramaer
står der én tilbage uden for., isfrossen i ondskab. Forsoningen
har altså sine grænser.
Den intrigante og magtsyge Antonio troede, han havde sagen under kontrol, dvs.
byen Milano. Men det er kun en illusion og et bedrag, han styrer sin magt på.
Men Prospero genvinder sin magt og sin by – ikke ved bitter hævn, men
lempeligt og listigt bedrager han dem ind i den tilgivende og genoprettende
kærlighedstilstand. Ikke med ondt skal ondt fordrives, men med bedrag
skal bedrag fordrives.

Josef narrede kong Herodes. Sådan var det tradition for i familien
tilbage i århundreder. Iflg. evangelisten Matthæus. Det hører
med til den hellige histories aktører, hovedskuespillerne, at
de måtte en tur til Ægypten inden de kom hjem for at føre
Guds plan igennem Josef blev smidt i brønden af sine brødre
og siden solgt til ægyptiske slavehandlere. Og i Ægypten
blev han fødevareminister og redede både Ægypten og
Israel fra hungerkatastrofe. Moses blev opdraget som ægyptisk prins,
men kunne imidlertid ikke holde sin nye identitet ud og måtte trække
sig ud i ørknen for senere at vende tilbage og hjælpe sit
folk ud ved hjælp af trolddomskunst. Men om ad Ægypten skulle
de for at føre Guds plan til ende. Og sådan også med
efterfølgeren Jesus. Et godt narreri skal der til for at verden
frelses fra ondskaben.

Og så skal der gode drømme til. Der viste sig en Herrens
engel i en drøm for Josef. Han til drømme har de nu også haft
i den hellige historie. Især når det kneb og der var stor
modstand. Tænk på den gamle patriark, da han var flygtet
for sin bror Esau og var undervejs til sin morbror, og ikke var meget
værd. Da lagde Jakob hovedet til stenen, og engle vandrede op og
ned, og det var kun gode og fine ord, der blev hvisket ham i øret
af de væsener den art. Ja, så gode og fine var ordene, at
han aldrig opgav ævred, hvor megen modstand han end mødte.
Og efterkommerne arvede den evne at drømme store, gode drømme.
Og det blev Josefs og den hellige families frelse.

Shakespeare lader den gode kong Prospero af Milano sige de berømte
ord om det vigtige ved drømmen: ”Vi er det samme stof, som væver
drømme, og vort korte liv omgærdes af en søvn”. Søvnen
og drømme er i Shakespeares verden de yderste billeder for tilværelsens
inderste væsen. Der er både den truende søvn og mareridtet
og den gode søvn og de fine drømme. De drømme, der
holder fast i det gode og det sande liv. Drømmen om livets værdighed.
Livet i kærlighed og nåde.

Som Grundtvig skrev i sit juledigt:
Så drømme de sødt
om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet;
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.

Som i Shakespeares dramaer handler det i den kristne historie om at
kunne holde drøm og alvor sammen, syn og virkelighed. Holder man
sig kun i drømmenes verden, forvandles man til resignation og
afmagt. Holder man sig omvendt til virkeligheden, forvandles man til
rastløshed og fortravlethed. I enheden mellem drøm og alvor,
mellem syn og handling, da er man i stand til at blive forvandlet af
og forvandle livets tilskikkelser.

Josef holdt tingene sammen. han fik drømmen om flugten, men han
fik også drømmen om at vende tilbage.

Jeg sagde, at enhver historie har en begyndelse, en midte og en afslutning.
Får man ikke midterdelen med af julehistorien, så får
man ikke farligheden og dramaet med. Den farlighed og det drama, der
ligger skjult i begyndelsens ord om ”frygt ikke” og ”fred på jorden”.
De bliver farlige, så snart de får kød og blod i verden,
der er blevet bedraget af den vilje, der kun vil sig selv, af den magt,
der nedbryder. Det bliver farligt den dag, hvor man ikke går på kompromis
med den herodianske magt, der hvor man ikke går blot viger uden
om og tænker, at det går nok altsammen. Det blive farligt
den dag, man opgiver den tilvænnede fredsommelighed, der nøjes
med den mindste fællesnævner af liv. Det bliver farligt den,
hvor den magelige overkommelighed bliver ryddet af vejen af den sande
fred og frygtløshed.

At imødegå den korrumperende og undergravende magt kræver
stor snilde og iscenesættelse. Og dertil det gode syn og den store
drøm. Vi kender vel også alle, når vi tænker
efter, et menneske eller to, om hvem det hedder, at de gik kongebud.
Det er det menneske, der havde ladet englens ord om frygtløshed
og fred tage bolig i sig. Som holdt drømmen højt, og i
den tilspidsede situation, hvor den barske virkelighed trængte
sig på og uvejret var størst ikke trak sig tilbage eller
blev træt af at narre fjenden.

Af de mennesker kan vi roligt regne med, a når enden er god, da
er alting godt.

Amen.

Sognepræst Jørgen Demant
Hjortekærsvej
74
DK-45 88 40 Lyngby
Tel.: ++ 45 – 45 88 40 75
email: j.demant@wanadoo.dk

de_DEDeutsch