Mattæus 25,21-46

Sidste søndag i kirkeåret | 26.11.23 | Mattæus 25,21-46 | Marianne Christiansen |

Barmhjertighed – livets guddommelig mening

Der er de rigtige og de forkerte

Der er dem, vi selv holder med, og på den anden side står de andre, fjenden, de onde.

Gud med os. Gud mod de andre.

Det er og bliver vores verdensbillede, på det personlige plan som på det globale: Trangen til at opdele verden i to grupper. Måske fordi vi forstår verden i modsætninger: Højre og venstre, oppe og nede, gode og onde, himmel og helvede.

Lige nu oplever vi det i vores del af verden særlig stærkt i den offentlige diskussion på grund af de krige, som er tæt på os, og som vi selv er involveret i på afstand: Står vi sammen med Rusland eller Ukraine; med Israel eller palæstinenserne? Det er blevet suspekt at sige ”men”-   altså at udtrykke forståelse for én part i striden, ”men” også for den anden.  At stå på den rigtige side af historien, er blevet et meget brugt udtryk også i international politik. Det antyder, at historien vil vise, hvem af parterne, der havde ret, og at det derfor nu gælder om at stille sig side om side med den part, der har ret eller får ret.

Så indledningen til Jesu fortælling om, hvordan Menneskesønnen ser på tingene og dømmer mellem ret og uret, er ikke fremmed for os: En trone, en dommer, der deler folk op i to grupper som får eller bukke, højre eller venstre, frelste eller fortabte. Historiens dom. Guds dom. Det gælder om at være på den rigtige side af historien.

Hvem er Menneskesønnen? I kristen forståelse er det en af de ”titler”, vi bruger om Jesus selv, ud fra vores forståelse af Jesus som den, der repræsenterer Gud og viser os, hvem Gud er, og hvad meningen med livet er – som et menneske. Egentlig henviser ordet Menneskesøn til et aramæisk (det sprog, der taltes blandt Jesu disciple) eller hebraisk (det gamle Testamentes sprog) udtryk ”søn af menneske”, der simpelthen betyder ”menneske”. Mennesket.

Men det billede, Jesus i denne fortælling kalder frem af ”Menneskesønnen”, der sidder på en trone og kalder folk frem for sig, er et billede, der genkalder en vision i Daniels Bog kap. 7. Her ser Daniel i et nattesyn ”Den gamle af dage” med snehvidt hår sætte sig på tronen for at holde dom:

” Troner blev stillet frem,

og en gammel af dage tog sæde;

hans klæder var hvide som sne,

og håret på hans hoved var rent som uld.

Hans trone var flammer af ild,

dens hjul var luende ild.

 En flod af ild strømmede frem

og løb ud foran ham.

Tusind, ja tusinder tjente ham,

ti tusind, ja titusinder stod foran ham.

Retten blev sat,

bøgerne blev åbnet.” (Dan 7,9-10)

Og nattesynet går videre og fortæller om ”Menneskesønnen”:

 ” Med himlens skyer kom en,

der så ud som en menneskesøn;

han kom hen til den gamle af dage

og blev ført frem for ham.

 Herredømme, ære og kongerige blev givet ham;

alle folk, stammer og tungemål tjente ham.

Hans herredømme er et evigt herredømme,

som ikke skal forgå,

hans kongerige

skal ikke gå til grunde.” (Dan 7, 13-14)

Dette billede af retten, der bliver sat, og de titusinder, der flokkes foran tronen, er altså allerede malet op i Daniels Bog, som var kendt at Jesu tilhørere. Hvad er så det nye i den måde, Jesus fortæller på?

Det er, at det ikke længere er ”den gamle af dage”, der dømmer, men Menneskesønnen. Og det er, at bøgerne ikke bliver åbnet, men at retten består i at sætteskel i forsamlingen foran tronen i dem, der har handlet, fordi de blev grebet af medmenneskets nød, og dem, der ikke har handlet.

I Daniels bog fortælles der om riger og stormagter, der skal dømmes og forgå. I Jesu fortælling drejer det sig om menneskenes handlinger imod de mindste små.

 Der står ikke noget i vores tekst om, at det er en domshandling, der foregår, og alligevel har fortællingen i kristen tradition fået navnet ”Verdensdommen” – i et ekko fra Daniels Bog, og måske også fordi Menneskesønnen i fortællingen foretager en dom og sætter skel: hvad var rigtigt og hvad var forkert. Det nye skel, Menneskesønnen sætter, er mellem barmhjertighed og ligegyldighed.

Når vi nu igen ser på det billede, Jesus maler op i sin fortælling, og det skel, der danner sig mellem flokkene  til højre og til venstre for Menneskesønnen på tronen, så er der ingen forskel at se: Det er ikke mennesker af en bestemt religion eller afstamning, der skilles fra hinanden. Det er ikke kriminelle og terrorister på den ene side og helte eller pæne mennesker på den anden side. Det er ikke mord eller hor eller ugerninger, der fældes dom over. Det er ligegyldighed og mangel på barmhjertighed. ”Hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?” Vi så det ikke, vi lagde ikke mærke til dig eller de andre små. Eller det betød ikke så meget for os, at der var nogen, der led nød, for det havde jo ikke direkte noget med os at gøre, og vi kunne jo ikke vide, at det var den guddommelige mening med tilværelsen. De virkede så ligegyldige, de små.

Fortællingen er en pædagogisk billedfortælling: Se på billedet og forstå moralen. Der er forskel på barmhjertighed og ligegyldighed. Barmhjertigheden er Guds vilje i tilværelsen. Går du fejl af den, så går du fejl af meningen med livet. Ligegyldigheden og ubarmhjertigheden er den forkerte side af historien. Barmhjertigheden er den rigtige.

Hvis vi så prøver at sætte os selv ind i billedet – og det er det, vi må gøre, når vi lytter til Jesu lignelser – så begynder blikket at flakke fra den ene side til den anden: Jo, der var vist engang, hvor jeg besøgte en, der var syg, selvom jeg ikke havde lyst, og skat har jeg da også betalt. Men lynhurtigt flakker blikket over til de fortabtes skare på vej mod den evige ild: For det meste er jeg gået forbi, når nogen havde brug for hjælp, hvis det ikke lige passede i mine planer, og jeg ikke orkede det. Der er jo så meget, man skal, og det kniber med tiden.

Blikket flakker hen over skellet. På hvilken side er det menneske, som brugte sit liv på uegennyttigt at hjælpe mennesker i nød, men glemte sine børn? På hvilken er ideologen, der tordnede imod de fremmede, men åbnede sit hjem for den, der havde brug for hjælp? På hvilken side er forbryderen, der hjalp sin bror, og på hvilken er helgenen, der forlod sin søster?

Det klare skel mellem mennesker bliver til bølger frem og tilbage mellem godt og ondt, fortabte og frelste. Menneskesønnens skelnen opløser skellene mellem mennesker og sætter i stedet skellet mellem ligegyldighed og barmhjertighed. De skel, vi selv sætter, er meningsløse, for ligegyldighed og barmhjertighed kender ingen grænser. De mindste små, som har brug for beskyttelse, mad, klæder , omsorg, et nyt hjem, findes i alle folkeslag og på begge sider af alle krige. Skellet går i vores alles hjerter mellem ligegyldighed og barmhjertighed, og i vores hænder mellem passivitet og handling.

Fortællingen om Verdensdommen er på mange måder en illustration af Jesu udsagn i Bjergprædikenen i begyndelsen af Matthaus evangeliet: ”Alt hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, de skal i gøre mod dem.” det er den gyldne regel, der foldes ud som fortælling. Og, siger fortællingen om Verdensdommen, I skal også gøre det imod de mindste små, som aldrig vil komme til at gøre gengæld eller gøre det samme over for jer. I skal handle af barmhjertighed.

Med denne besked og dette flydende billede for øjnene går vi ud af det gamle kirkeår. Er der håb i fortællingen om Menneskesønnens dom? Ja. For det er barmhjertighedens gerninger, som har evigheden i sig. Det er dem, der er meningen. De er de mindste små, som skal frelses, trøstes og mættes. Og vi, som er så heldige at have hørt om Jesus, har fået den gave at tro på, at barmhjertigheden er meningen.

At vi så selv gang på gang svigter den og bliver skyldige og fordømte, må vi og andre leve med. Det hele handler som bekendt ikke om os. Vi skal bare blive ved at lytte til kaldet til barmhjertighed og håbe på, at det vil fylde os, så vi kommer til at handle efter det. Og vi har den fortrøstning, at når vi selv er de mindste små, dem som ikke har andet håb end at nogen vil frelse os i livet og i døden, så gælder Guds barmhjertighed også os. Det håb har vi fra Menneskesønnen. Han kommer, når det er mørkest og gør alting nyt. Amen.

—

Biskop Marianne Christiansen

Ribe Landevej 37
6100 Haderslev

Email: mch(at)km.dk