Matthäus 11, 25-30

”Mit åg er godt, og min byrde er let”, siger Jesus i evangelieteksten.
Men hvordan kan det egentlig lade sig gøre? Hvordan kan en byrde
være let og et åg være godt? For dem som ikke ved det,
måske konfirmanderne, skal jeg sige at et åg er tværbjælke
man lægger hen over skuldrene. Så er det muligt f.eks. at
bære to tunge spande som hænger i hver sin ende af åget.
Men hvordan kan det være godt, og hvordan kan en byrde, som jo
netop er karakteriseret ved sin tyngde, være let?

Dybest set ved vi det godt. Vi ved af erfaring at det liv som for alvor
vil os noget, og som møder med opgaver og udfordringer vi næsten
ikke kan løfte, så vi må investerer alle vores kræfter,
– det liv er ofte mere levende, mere intenst og meningsfyldt end det
lette og sorgløse liv, hvor det ikke rigtig betyder noget om vi
er der eller ej. Tilværelsen kan blive ulidelig let.
Nogen vil måske huske en bog af den tjekkiske forfatter Milan Kundera
som netop hedder ”Tilværelsens ulidelige lethed”. Der
siger han:” Den tungeste byrde er ofte et billede på den
mest intense livsfylde. Jo tungere byrden er, des nærmere jorden
er vort liv, des virkeligere og sandere er det. I modsætning hertil
bevirker det absolutte fravær af byrde at mennesket bliver lettere
end luft, stiger til vejrs , fjerner sig fra jorden og den jordiske tilværelse,
det bliver kun halvt virkeligt, og dets bevægelser bliver lige
så frie som betydningsløse.”
Bogen skildrer bl.a. et menneske, Tomas, der sejler gennem livet som
en eventyrer. Han møder den ene kvinde efter den anden, men han
tør ikke forpligte sig. Han tør ikke give sit liv tyngde.
Så snart forholdet begynder at få betydning med al den alvor
og smerte og glæde der er i det, så trækker han sig,
for lige så overfladisk og legende og let at møde en ny
kvinde. Men letheden ender med at blive ulidelig, og der udgår
fra bogen en længsel efter tyngde, alvor, efter den glæde
som findes når tilværelsen er tung af betydning.

Selvom vi ofte ønsker os et sorgløst liv uden byrder,
så ved vi godt at den dybeste glæde som giver en forunderlig
lethed, kun er dér hvor vi også tager smerten og alvoren
og byrderne med.

Bær hinandens byrder, står der således i vielsesritualet.
Johannes Johansen har i en bryllupssalme, som ofte synges, skrevet et
vers om det:
Egen byrde skal I bære,
så den anden slipper fri.
Men er byrderne for svære,
skal I stå hinanden bi,
Den, som intet bærer på,
visner som det golde strå.

Altså, når vi intet har at bære på, så visner
vi, så segner vi, livet bliver forfærdelig tungt. Men den
gode byrde hvor vi bærer for hinanden, får os ikke til at
visne, men til at vokse.

Selv om, selvfølgelig er der byrder som er så tunge og
så massive at de slår benene væk under os, og vi mister
vores mod. Selvfølgelig er der byrder vi ikke ønsker for
nogen.

Men ofte drejer det sig altså om at placere sig det rigtige sted
i forhold til byrden.

Hvis jeg f.eks. ser hen på naboen eller alle de andre som måske
ikke har helt de samme ting at slås med som jeg har, og jeg tænker:
Hvorfor skulle denne skæbne overgå mig, når nu de andre
har det så let? Hvis jeg altså hele tiden sammenligner mit
liv med de andres, ja så bliver byrden ikke let, men så tung
at den næsten ikke er til at have med at gøre.

Og hvis jeg bruger al min energi på at slippe fri af byrden; hvis
jeg helst vil glemme sorgen eller lægge skylden fra mig eller besværet
med alle dem i familien som ikke kan klare sig, ja så viser det
sig som regel at byrden, sorgen, skylden alligevel indhenter mig og bliver
endnu tungere at bære end før.

Kun når vi tager byrden på os, kan den med tiden forandres
, bære frugt, styrke os og sætte sig som lethed og glæde
i vores sind.

Det findes der en fin lille fortælling om, som kommer fra ørkenen,
nede fra Sahara. Den vil jeg gerne genfortælle noget af.

En mand kom fra ørkenen. Han havde i dagevis flakket rundt. Han
var faret vild og havde mistet alt hvad han havde med sig. Manden var
ved at omkomme af tørst og hede. Og nu stod han foran havet, foran
det endeløse salte vand.
Manden kastede sin udtørrede krop ud i vandet, men i hans mund
med de iturevne læber og den tykke og tørre tunge brændte
den tørst som saltvandet ikke kunne slukke. Da blev han grebet
af en rasende vrede. ”Jeg kræver vand”, skreg han, ”jeg
vil leve, det har jeg ret til”.
Han greb efter en stor sten. Hans vrede gav ham kræfter, men ikke
nok til at kaste stenen op mod solen eller mod palmekronerne. Han stod
bare og truede og skreg mens kræfterne forlod ham.
Da så han ved siden af de store palmer, mellem løse sten
og sand, et lille ungt palmetræ stå dér, lysegrønt
og fuldt af håb.
”
Hvorfor lever du?”, skreg manden, ”hvorfor finder du næring
og vand, mens jeg går til af tørst? Hvorfor er du ung og
smuk? Hvorfor har du alt og jeg intet? Du skal ikke leve!” (I parentes
sagt: Sådan går det når vi begynder at sammenligne
os med andre, så vender vi vores kræfter hadefuldt mod dem
som er mindre end os, i stedet for at anvende dem i vores eget liv).
Og med alle de kræfter han endnu havde, pressede han da den store
røde sten ned i det unge træs krone for at knuse det. Der
lød en knasen og brækken af grene. Og så blev der
stille.
Manden faldt sammen ved siden af den lille palme. Nogle kameldrivere
fandt ham, og det fortælles at han overlevede.

Men det lille palmetræ, det var næsten knust og begravet
under stenens last, og døden syntes uundgåelig. Dets lysegrønne
bladvifter var brækket af, og solens varme glød fik det
hurtigt til at visne. Dets lille, sirlige stamme truede med at brække
sammen ved det mindste vindstød.
Dog havde manden ikke kunnet dræbe den lille palme. Han kunne såre
og kvæste den, men ikke slå den ihjel.
For da smerten havde snøret sig sammen, og det i tavsheden skreg
i den lille palme, da gik der samtidig en første lille bølge
af kraft igennem den. Og sådan vekslede det da imellem smerte og
kraft, ind til kraften blev større end smerten.
Træet forsøgte da at ryste stenen af sig. Det bad vinden
om at hjælpe sig, men der var ingen hjælp at få. Stenen
blev i kronen, i hjertet af den lille palme, og den rørte sig
ikke.
”
Opgiv det”, sagde palmen til sig selv, ”det er for tungt.
Det er din skæbne at dø så ung.”
Men da var der en anden stemme, som sagde: ”Nej, intet er for svært.
Du må dog forsøge det. Du må gøre noget!”
”
Hvordan skal jeg gøre det?” spurgte palmen. ”Vinden
kan ikke hjælpe mig, jeg står alene i min svaghed. Jeg kan
ikke kaste stenen af mig.”
”
Jamen, du skal ikke kaste stenen af dig eller fra dig,” sagde den
anden stemme igen. ”Du må tage stenens byrde på dig.
Da vil du opleve, hvordan dine kræfter vokser.”
Og det unge træ tog i sin nød sin byrde på sig og
satte ikke længere sine kræfter over styr ved at blive ved
med at forsøge at kaste stenen af sig . Det tog den ind i sin
krones midte. Samtidig strakte det sine lange rødder som nu blev
kraftigere og stærkere, ned i jorden for at holde fast.
Da skete det en dag at rødderne var nået så dybt at
de stødte på en vandåre. Befriet skød en kilde
opad og gjorde det til et frugtbart sted at være.
Og da træet nu havde rødder som strakte sig langt ned i
jorden og dér fandt vedvarende næring, begyndte det at vokse
opad. Det lagde brede kraftige viftegrene omkring stenen. Man kunne få den
tanke at det ligesom beskyttede stenen.
Træets stamme blev tykkere og tykkere. Og selv om de andre palmer
på stranden måtte være højere og mere yndefulde,
så var dette palmetræ dog ubestridt det mægtigste og
det mest bemærkelsesværdige.
Dets byrde havde udfordret det, og det havde taget kampen op mod dets
egen modløshed. Træet havde vundet denne kamp. Det havde
frilagt en kilde som siden slukkede tørsten og gav liv til mange.
Og hvad der sikkert var det vigtigste, træet havde taget sin byrde
på sig og løftet den højt op. Byrden lå stadig
i palmens hjerte, men i dens eksistens, i dens tilværelse, var
den flyttet hen på et sted som gjorde det muligt at bære
den.

Kun den byrde som vi holder uden for os selv, kan vi ikke bære.
Hvis vi tager den på os, bliver den en del af os, og vi får
måske en styrke vi ellers aldrig ville have haft.

Og manden som i vrede og misundelse plantede stenen i palmens hjerte
– det fortælles at da han hørte historien, da forstod han
at han måtte tage sin skyld på sig og bære den ligesom
palmen bar stenen. Det havde været et liv med had og vrede og tyngende
skyld, men da han tog det alt sammen på sig, blev der kaldt på kræfter
i ham han ikke før havde erfaret og kendt. Han oplevede hvilken
styrke kærligheden har.

Men tilbage til evangeliet: ”Kom til mig, alle I som slider jer
trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.
Tag mit åg på jer, for mit åg er godt, og min byrde
er let.”
Der er bestemt ikke tale om at vi i kristendommen får anvist en
livsmulighed hvor vi undgår det besværlige og slidsomme liv.
Men hvad Jesus til gengæld gør gældende, er at vi
aldrig står alene med byrderne. Vi skal ikke magte det alt sammen.
Men vi skal blive ved med at kæmpe, løfte, bære, i
forvisning om at Gud bærer med når vores kræfter slipper
op.
Gud har givet os dette liv med alle de opgaver og udfordringer som møder
os hver eneste dag. Det er ofte ganske uoverskueligt, og vi ved jo slet
ikke hvordan det går når vi prøver at se længere
frem. Men evangeliet er altså en stor opfordring til at vi ikke
desto mindre ufortrødent giver os i kast med det uoverskuelige
liv. Vi skal ikke bare nøjes med de små pytter af glæde
som vi sikkert finder på vejen. Vi skal tage imod eksistensen i
hele dens tyngde, med dens smerte og slid og alvor og den glæde
som kommer fra dybet. Vi skal som den lille palme slå rod og løfte,
så rammer vi måske en dag en kilde som vælder op i
os med liv og kraft til glæde for andre end os.

Ja, vi skal tage livtag med dette forunderligt bevægende og besværlige
liv. Ikke i en heroisk kamp vi pinedød vil stå alene med.
Men vi skal turde tage imod og bære med hos hinanden. Og så vide
at der hvor vi risikerer os selv og giver os hen, der er der en kærlig
magt større end os som bærer med og samler os op. Ja der
hvor vi tør stole på det, der har vi en indre fred, en hvile
for vores sjæl, midt i det virksomme, slidsomme liv hvor vi til
fulde giver os selv.

”Tag mit åg på jer og lær af mig” siger
Jesus, ”så skal I finde hvile for jeres sjæle. For
mit åg er godt og min byrde er let”.
Kærlighedens åg er på en gang tungt og let. Det er
når vi giver os selv til fulde, vi når ind til smerten og
den dybe fryd. Den gode hvile er ikke et helle uden for dette liv, men
dér hvor vi deler liv med hinanden og med Gud. Den gode hvile
er dér hvor giver os hen i tillid til kærligheden som den
bærende magt. Amen.

Pfarrer Erik Høegh-Andersen
Prins Valdemarsvej 40
DK-2820 Gentofte
Tel. ++ 45 – 39 65 43 87
e.mail: erha@km.dk