Matthæus 11,2-20

3. søndag i advent | 11.12.2022 | Matthæus 11,2-20 | Af Laura Lundager Jensen |

Fortællingen om Jesus hører sammen med fortællingen om Johannes.

Måske var de ligefrem beslægtede, det siger skriften. I alt fald beslægtede i ånden. Og begge gik de som vandreprædikanter omkring og prædikede Guds ord

– Hos  Mathæus, som evangeliet er hentet fra i dag, hører vi om Johannes et få antal gange. Flere gange er det fordi de Jesus henviser til Johannes, men de mødes en enkelt gang ved Jesus dåb, hvor sammenhængen mellem de to er tydelig. Og så alligevel ikke helt gennemskueligt – for hvorfor skal Jesus døbes af Johannes og ikke omvendt – ”for at opfylde al retfærdighed” er Jesus svar.

Selv ser Johannes sig kun som den, der baner vejen for Jesus, han døber med vand, men ”Han som kommer, er stærkere end jeg, … , med sin kasteskovl i hånden, skal han rydde sin tærskeplads og skille avner fra kærner, og lade avner brænde i den evige ild” – Det er billedet af domsprædikanten, mere end den gode hyrde, der toner frem. I det hele taget er Johannes mere voldsom – farisæerne kalder han øgleyngel – og hans egne disciple skal faste og være afholdende, mens Jesus disciple må feste så længe ”brudgommen er sammen med dem”. For Johannes er det alvor – det er nu og her det gælder – den sidste tid er nær, er hans budskab. Og han som kommer er nu på vej prædiker han. Tegnene ses alle vegne, forkynder han.

Som vi ved er Johannes´ skæbne sørgelig – han fængsles af kong Herodes Antipas og da den skønt dansende Salome, kongens steddatter, ønsker Johannes hoved på et fad. Ofres Johannes.

Men før det sker, vil Johannes have vished om hele hans virke som forkynder. Og I fængslet er hans faste tillid til Jesus blevet et spørgsmål. Han er tydeligvis begyndt at tvivle. Er Jesus den ”som kommer”? Kan det virkelig passe, at den venlige mand er den verdensomstødende messias – Johannes er i tvivl.

Men selvom Johannes måske tvivler på Jesus, tvivler Jesus ikke på ham. Johannes er mere end en profet. Han er englen, der – ”går i forvejen og baner Herres vej og gør hans stier jævne”. Fortæller han sine egne disciple. Og selvom deres forkyndelsesgenrer adskiller sig fra hinanden, er det samme budskab de kommer med, siger Jesus. Enden er nær, noget nyt er på vej. Guds retfærdighed er under opløb.

Det er sidste afsnit i dagens evangelie tekst.

Det første afsnit rummer Johannes tvivl.

Og i sin tvivl sender han det spørgsmål afsted med sine disciple til Jesus. For selvom han nok selv ser sig som ham, der baner vejen, som en Elias der ifølge den gamle jødiske fortælling skal bane vejen for Messias, er han blevet usikker på om Jesus nu også er den Messias.

Jesus tager i mod Johannes´ disciple, men vender straks svaret til endnu et spørgsmål  ”hvad ser I?” spørger han.Ser I alt det tegnet skulle rumme?

Havde de været hurtige, kunne de sikkert have fortalt om alt det, Johannes havde sagt om tegn på de sidste tiders komme, med scenarier, der med al sandsynlighed har mindet om vor tids værste katastrofefilm – om en verden på vej mod helvede. Om skovbrænde, kriges rasen, pandemiers hærgen, stigende have, truende kometnedslag og atombombers trussel.

”Ja” kunne de helt sikkert svare: Johannes, deres Herre og mester er fængslet på grund af kvindelist og magtbegær, krig og besættelse og sult hærgede allevegne. Så ”Ja” kunne de svare, hvis det var Johannetegnene de skulle søge.

Som vi vel i dag kan svare, hvis vi blev spurgt. Tegnene Johannes malede frem på verdens undergang og tidens afslutning, hele paletten af katastrofe tegn, ser vi vel.

Men Johannes´ disciple, når ikke at svare.

På spørgsmålet »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« er det Jesus selv der svarer. Hvad ser I. Ser I at:  ”Blinde ser, lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige”

Johannes´ disciple må været blevet ganske alvorligt forvirrede. Der er ikke meget kasteskovl og dom over det. Revolutionens råb og faner er ikke at høre og se i horisonten, undergangsbasunerne lyder ikke i det fjerne.

Men til gengæld jo alt det den gamle Esajas profeterede om. Om en ny vej, der åbner sig for den der ser og går med og i tro tager guds ord til sig. En vej banet af Guds retfærdighed, der blev sat i verden ved Jesus dåb af Johannes i Jordan floden. Alt det Jesus var og viste og handlede i gennem sin vandring i menneskers land. På trods af Johannes´ undergangs tegn – eller snarere sammen med.

Evangeliet i dag handler om at se tegn. Om at tage sig mod til at se tegn.

Og tegn er der nok af, og der er ikke tvivl om, at vi skal tage tegn til os. Ikke mindst de tegn, der kræver handling her og nu, så Johannes´ og alle andre domskatastrofers katastrofesyn ikke skal ske fyldest.

Det er ikke det der er spørgsmålet, eller svaret. Spørgsmålet er om Johannes disciple og vi med dem også ser det andet –

Ser vi, at Gud er i verden, ser vi at han midt i alt det voldsomme hersker i verden, midt i afsløringen af vores skrøbelighed, midt i forvirringstiden og midt i det tvivlsomme og fortvivlende vi er sat i. Da er der noget, der er stærkere og mere kraftfuldt. Noget der vokser og bæres frem selv midt i krig og katastrofer. Et håb der ikke slukkes.

Lyset, der adventsøndag efter adventssøndag styrkes i kransen. Lyset, der skinner for dem bor i mørket. Som små mirakler og kærligheds budskaber, der sker selv der, hvor meningsløshed og mismod hersker. På trods af verdens ondskab.

Ser vi – ellers snarere har vi mod til at se, at selvom Messias ikke, som en frihedens Marianne går lyslevende og forrest som selve personificeringen af håbet, så er friheden i verden, så er retfærdigheden i verden, så er kærligheden og lyset i verden. Født i stalden i Betlehem og døbt med vand i Jordan floden af mennesket og vejbaneren og englen Johannes, og udstyret med Guds ånd og ord som lysets sværd mod verdens magt.

På spørgsmålet »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?«  kunne Jesus have svaret ”JA, jeg er Messias”. I stedet svarede han, ”hvad ser I?”. I stedet for at pege på svaret, sættes vi og Johannes og hans disciplene til at se kærlighedens gerninger i en verden der er så fuld af alt andet. I stedet for at binde spørgsmålet til et færdigt svar, sættes de og vi på arbejde, sættes vi fri til selv at lede efter svaret i den verden Gud skabte og stadig skaber i, i al sin retfærdigheds visdom.

Det er advent, at øve vores øjne, afkræve af vores øjne til at se alt det, der allerede er, og tage det til os og bane vej for det, Gud vil må komme.

 Amen.

Valgmenighedspræst Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk