Matthæus 11,25-30

Sidste søndag i kirkeåret | 20.11.2022 | Matthæus 11,25-30 | Preben Kræn Christensen |

I kirkeåret er vi nået frem til sidste søndag i kirkeåret. Mao kirkeåret afsluttes i dag, og vi burde egentlig have skudt raketter af og drukket berusende champagne ….. vi er i alterbogen nået frem til sidste side og som ved enhver anden bog evaluerer og konkluderer vi, når vi er nået frem til sidste side. På samme måde som vi også på sommerferiens sidste dag opsummerer feriens begivenheder og danner os et helhedsindtryk af feriedagene. Det er med andre ord tid til status og tilbageblik. Endnu et år er gået, endnu en gang har jorden kredset om solen, og endnu engang er vi gået med – både i de sollyse dage og i de tunge, mørke og overskyede dage. Vi siger tak for endnu et år, som vi har kunnet leve med glæder i vort eget liv og samtidig har vi levet med i glæderne i vor Herres liv. Vi har stået med bankende hjerter og ventet julens glædelige budskab, når det så allermest mørkt ud for os, og vi har spurgt os selv, om det virkelig kan være sandt, at Gud elsker alle os underlige skabninger og hele den skabte jord så højt, at Gud lod sin egen elskede søn dele liv og død og skæbne med os. På vores egne langfredage har vi grædt af sorg og skuffelse over andre og over os selv, fordi vores liv ikke formede sig, som vi ville. Og vi har vredet vores hænder med ham, Guds søn, på hans langfredag, fordi vi godt ved, at det er os selv, der er med til at korsfæste ham igen og igen, når vi ikke kan tro, at hans kærlighed til os kan besejre døden.

Når vi tænker tilbage på andre af årets dage, har vi også – og det er det glædeligste – ladet Gud tage os i nakken og løfte vores blik, så vi igen kan se op i lyset og glæden på påskedagen og på alle andre dage, som i sig bærer påskedagens glæde og oprejsning. Når det lykkes at rejse sig efter et langt sygeleje, eller simpelthen bare når ens dreng atter kommer buldrende hjem sent om natten efter en aftens udskejelser.

I dag kan vi så i erindringens- og bagklogskabens klare lys se, at trods teksternes forskellighed er meningen hver søndag den samme, nemlig at Kristus er Herren. At hans komme til verden er omdrejningspunktet, livsgrundlaget og sandheden, når alt kommer til alt. Det er ved ham alting har sin begyndelse som det er ved ham alting når til sin afslutning. Det kan være svært at forstå for den kolde hjerne hvor alt skal være indenfor tommestokkens mål, men har man været ramt af en langfredag og efterfølgende mødt en påskemorgen så ved man hvad jeg taler om!? Afslutning og begyndelse….

Banksy har netop besøgt Kiev og begået et værk af dimensioner. Midt i ruinerne har han på et udbombet hus ladet en kvinde stå over indgangen eller er det udgangen til/fra det sted hvor bomben er gået ind i huset. Hun står med et banner over hovedet, og for mig er det et simpelt og klart billede af selv i mørket, døden, meningsløsheden og tomheden er Gud. Selv der – lige midt i ruinerne eller måske rettere netop der! ”Død hvor er din brod!”

Vi er i den mørke tid – træerne står nøgne tilbage og venter på det lys, der igen kan få knopperne til at springe i blad. Også vi er blege – både i ansigt og på sjæl – sjælen længes efter det lys, som kulminerer juleaften med stjernen på den mørke himmel og som også tænder lys selv i vores mørkeste kamre. Og kroppene venter tålmodigt på forårets lys, som anskueligt nok kommer sammen med påskens glæde og opstandelse. Når vi når så vidt kan påskeliljens saft og kraft anskueliggøre en hel del for os, på samme måde som de visnede blade netop nu anskueliggør mørket og faldet. Når vi knuser de visne blade i hånden kan vi ligefrem høre tilintetgørelsen.

Vi slutter altså på alle måder året i den mørke ende, men ved der er lys forude. Næste søndag vender vi bogen og læser teksten til 1. søndag i det nye kirkeår, 1. søndag i advent, hvor vi glæder os til at høre teksten om det lys og den glæde, som kommer.

Vi ved, at advent betyder komme – lysets komme – som er Guds komme til verden. Hans komme er evangeliets trøst og opmuntring.  Ja, lyder det ikke trøsterigt og opmuntrende, når han selv siger: Nu skaber jeg en ny himmel og en ny jord. Lyder det ikke som svaret på udbrændte menneskers ønskedrømme. Som svaret på vores længsel.

Det er også en trøst for os, at vi har evangeliet og livet på på børnenes vilkår, – som dem, der får det hele foræret.  Men det falder os bare så svært, for nok lyder det kønt, men det er ikke uden videre, hvad noget menneske ønsker sig. For vi vil meget hellere være ansvarsbevidste og givende og ydende. Have betydning.

Men vi skal altså være umyndige i modtagelsen af livet og evangeliets sandhed i den forstand, at vi ikke skal være kloge og vise i egen overbevisning. Det hænger sammen med, at kristendom ikke er en lov, eller noget som kan erkendes eller besiddes med forstanden. For den kristne sandhed er en person, nemlig Kristus selv, som siger: ”Jeg priser dig , fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige.”

Umyndig i denne forstand vil sige at være som et barn. At være kristen er at leve et barns liv. Børnene lever sagtmodige og glade, hvis bare de får lov at være børn. De ved udmærket, at de ikke kan tage vare på sig selv, men det gør ikke noget. Det er der jo andre, der gør, ved de. Derved er de netop frie til at gøre det kæmpearbejde, et barn har at gøre: at erobre verden, at vokse og lære og udvikle sig til et modent menneske. Den ydmyghed og sagtmodighed som hører kristenlivet til kommer i og med erkendelsen af den fuldstændige hjælpeløshed overfor Guds og menneskers krav på os.

Det er, hvad Gud har gjort os til: Børn af ham.

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.  Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så I skal finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde let.”

Derfor er vores egen langfredag en dag, som vi ikke skal frygte, men uden bagtanke se frem til. En dag, som vi nu tør gå i møde som enhver ny dag. Velvidende at her er der ikke noget pointsystem som holder os ude af Guds rige, her er udelukkende en faders kærlighed til sit barn, og det er godt for det gør både vores liv og vores død til at holde ud velvidende at når vi er blevet trætte og byrden for tung, så bærer han.

Fra næste søndag tager vi det hele forfra, for der skal i det nye kirkeår ikke siges noget nyt, bare det samme gamle evangelium, der advent efter advent giver os lejlighed til at begynde forfra med den samme fortrøstning – at Gud selv kom til os som et barn for at lære os umyndige og uforstandige.

I den tro og med den trøsterige glæde har vi fået lov at kalde os Guds børn. Og det er det vi er. Amen.

Provst Preben Kræn Christensen
DK-6710 Esbjerg V

E-Mail: pkch(at)km.dk