Matthæus 12,31-42

12. søndag efter trinitatis | 04.09.22 | Matt 12,31-42 | Af Rasmus Nøjgaard |

’Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker.’

Det er evangeliet vi samles om denne søndag: ’Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker.’ Her er ingen forbehold. Jesus deler ikke ud med et knebent mål, der bliver ikke sparet, han er generøs, ja ligefrem ødsel: Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker. Det er ikke et lille dryp af barmhjertighed, men et brus. Jesus’ kærlighed er et brusebad af tilgivelse, han forsoner sig helt og utvetydigt med alle mennesker. Himlene åbner sig og en salig regn siler over alle på denne jord uden forskel. Regndråberne rammer os alle og gennembløder skjorte og kjole, håret, kalotten, hatten, klædet, sløret. Jesus’ kærlighed strømmer ud over os alle. Det er evangeliet alle søndage.

Jeg ser for mig et pinseunder hvor Helligånden fra Gud strømmer ud over hele verden og forbinder sig med alle mennesker som nordlys der dvæler vibrerende omkring deres kroppe. Et lys og en magisk spænding der forkynder forsoning. Forsoning mellem Gud og mennesker og mennesker imellem. En verden der er forbundet med hinanden som i et verdensomspændende netværk, Helligåndens WorldWideWeb.

Guds kærlighed strømmer gennem hele verden, og Jesus træder frem og kundgør at end ikke en bespottelse af Menneskesønnen er utilgiveligt, for sammen med al anden synd vil også gudsbespottelse blive tilgivet i denne nye virkelighed, hvor forsoningen gennemsyrer alt. Det er et enestående udsagn af Jesus. Menneskers dumhed og usikkerhed skal ikke stå mellem dem og ham. Vores trang til at nedgøre det største for selv at føle os knapt så små, har han gennemskuet, end ikke ironi, sarkasme og karikatur kan komme mellem Jesus og mennesker. Guds mysterium er så stort, at menneskers dom over Gud ikke er afgørende, for det er Guds kærlighed der omkalfatrer. Det er som i sakramenterne, hvor Kristus handler uagtet menneskers og kirkers forskellighed, deres egensindighed og eksklusivitet. Det er derfor vi tager imod alle der ønsker dåb, og at vores alterborde er åbne. Kristus har allerede lidt døden og kan ikke længere hånes, og de tre dages bevægelse fra kors, dødsrige og opstandelse har åbnet porten for alle. Opstandelsen er alt lys’ begyndelse. Kristuslyset skinner for enhver skabning.

Alt kan tilgives, siger Jesus, al synd og bespottelse. Den tilgivelse som Jesus viser, er universel og altomfattende. Den imødekommer at mennesket er fejlbarligt, og at ingen undgår at synde og spotte Jesus, hvad enten det skal forstås som at afvise Jesus eller afvise at leve efter de bud, han har lært fra sig. Tilgivelsen omfatter den der både i ord og gerning går op imod Jesus, Menneskesønnen. Jesus fordrer ikke blind underkastelse, han censurerer ikke sproget og moraliserer ikke gerningerne.

Det er noget andet der sætter grænsen for Jesus, og det er bespottelsen af Helligånden. ”Den der taler imod Helligånden, får ikke tilgivelse i denne verden eller i den kommende.”

Det kalder på en forklaring. Hvad er Helligåndens betydning her i evangeliet om Jesus Kristus. Jesus optræder dobbelt, både som en menneskesøn, der drikker, spiser, fornøjes og ærgres og vel sagtens også skal træde af på naturens vegne, og så optræder han med guddommelig autoritet, og kan derfor gøre undere og overnaturlige handlinger, han er både menneske og Gud. Det der gør ham guddommelig, er at han handler med samme kraft og autoritet som Faderen, nemlig Helligånden. Jesus’ kraft er Helligånden. Den der spotter Helligånden, spotter dermed Jesus’ guddommelighed, og sår tvivl om Jesus’ sande væsen.  Handler han på vegne af Gud, eller er han drevet af onde kræfter, af Djævelen selv?

I evangeliets indre historie kommer denne tvivl til udtryk i mødet med bl.a. farisæere og skriftkloge. De betvivler Jesus’ autoritet, og de kan ikke få beviser nok. Men Jesus afviser at give dem flere tegn, for de vil alligevel ikke forstå.

I en større sammenhæng rammer tvetydigheden os på en anden måde, for vi kender historien og ved at Jesus vil dø og opstå. Til gengæld står vi overfor samme udfordring som Jesus’ samtidige, at også vi fordres til at tro Jesus’ tale om tilgivelse og forsoning. Ordet skal stadig falde i god jord for at slå rod. Vi må selv vise at det har slået rod og nu bærer frugt. Vi må selv være frugten andre kan smage, så Ordet kan vise sin troværdighed: tilgivelse og forsoning. Det må også vi give videre i ord og handling, og en dag skal vi selv stå til regnskab for om vi tog budskabet til hjertet og i ord og handling gav det videre til andre.

På den baggrund kan vi måske forstå at Jesus’ blide og kærlige ord, afløses af tilsvarende hårde ord. Bespottelse mod ånden tilgives ikke. Ånden der har forbundet sig med menneskene. Gud lever med at vi spotter ham som en himmelkonge og som en menneskesøn, men hvis vi spotter hans Ånd, så bliver spotten en dom over os selv, for vi har allerede del i Helligånden, det er pinseunderets gave og fordring. Det Jesus derefter siger, er overraskende: Vores ord og vores sprog afslører hvem vi er. Når vi siger noget ondt eller nedsættende om andre, afslører det os selv. Når vi taler nedværdigende om andre, så afslører det vores egen nederdrægtighed. Når vi ikke kan rumme den der er forskellig for os selv, afslører det vores smålighed. Jesus siger at et godt træ bærer gode frugter, og et skidt træ dårlige. Han stiller os til regnskab for vores ord, for ord er handling, ord skaber på godt og ondt det de nævner. Ord bygger op og river ned. Blandt hele arsenalet af våben, er ordet det stærkeste. Sprogets kraft er enestående. Det kan løse og befri, det kan glæde og vise kærlighed, det kan skabe værdighed og lykke. Men det kan også det modsatte.

I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Det er det samme Ord, der i dag sætter os fri og tilgiver os vores synd og bespottelse. Det guddommelige Ord som vi har fået i varetægt, og som vi skal begå os i verden med og kendes på. Og på det Ord skal vi leve og kendes frie ved. Se, det er mere end Jonas, ja mere end Salomos visdom.

Sognepræst Rasmus Nøjgaard

DK-2100 København Ø

Email: rn(at)km.dk