Matthæus 14, 22-33

4. søndag efter helligtrekonger | Matthæus 14, 22-33 | Af Mikkel Tode Raahauge |

Så beder vi dig, vor Gud:

Bøj du vort stive, stolte sind

ligesom vinden bøjer sivet,

så vi følger ind og ud

den retning, dit ord har givet.

Amen.

Jeg ved selvfølgelig ikke med jer, men hvis jeg på den ene eller den anden måde får signaleret over for nogen, at jeg tror på Gud (de fleste – ikke alle, men de fleste! – tillader sig endnu at antage det fra begyndelsen, når jeg fortæller dem, at jeg er præst) – så kan der hurtigt komme en masse forskelligt ud af det.

Det kan være samtaler, f.eks. om livet og om døden, om alt det, der kommer ind imellem og alt det, der engang skal komme efter. De kommer både i frugtbare og ufrugtbare slagser, disse samtaler, men det, som de altid har til fælles, dét er, at de jo på en eller anden måde ligesom får understreget, at vi langt fra er så færdige med at tale om Gud og Fanden, som nogle måske kunne ønske sig, at vi var – og det er jo immervæk vand på præstens mølle.

Noget andet, der kan komme ud af mødet mellem to mennesker, hvor troen på Gud er fremmed for den ene og ikke for den anden, dét er diverse spørgsmål af forskellig art. Meget ofte begynder de med en formulering à la: ”Hvad mener du så om…?” – og så kommer der gerne noget med homoseksualitet, kvinder, islam eller nogle meget, meget specifikke passager fra Det Gamle Testamente, hvis teologi den spørgende så kan have et mere eller mindre indgående kendskab til. Men spørgsmålene kan også dreje sig om, hvordan mit liv som et kristent menneske mon i grunden er anderledes end deres, som spørger: hvordan ser min verden ud; hvordan går jeg igennem livet og hvad giver troen mig, som de ikke har?

Og af og til sker det så, efter disse indledende runder om den varme grød er oversået, at folk nærmest konkluderende udbryder: ”Hvor må det være vidunderligt at kunne tro!” efterfulgt af en kort bemærkning om, at det kan de så altså ikke selv af den eller den grund – det er som regel et eller andet med naturvidenskab … Og selvom de jo faktisk har ret: kristne har virkelig kronede dage, som vi sang det med Grundtvig for et øjeblik siden, så bliver jeg alligevel altid ramt af den tanke, at der er noget, som jeg ikke har fået forklaret tilstrækkeligt. At troen er af en anden art, end mange ikke-troende (for nu for lethedens skyld at bruge et både grimt og misvisende udtryk) umiddelbart forestiller sig.

For det første, så er dette at tro på Gud jo ikke at regne for en eller anden evne eller kvalitet, som nogle få udvalgte ligesom besidder, mens andre ikke gør, sådan at man kan rose sig af den eller bruge den til at hævde sig over for andre med. Man kan ikke bare proklamere: ”Jetzt habe ich’s!” og så ellers begynde at tæske løs på dem, som man selv mener er vantro. Sådan er der givet vis nogle, der ser på det, men så er der altså noget, som man har misforstået, tør jeg godt vove at påstå.

Men for det andet, så er det jo altså heller ikke fordi, at min tilværelse og min verden ser markant anderledes ud end alle mulige andres, blot fordi jeg tror på Gud. At sige sådan ville ikke være andet end vrangforestillinger og virkelighedsflugt; ja, selvbedrag af den allerværste og mest utiltalende slags. For min tro er jo ikke en portal ind til en eller anden form for parallelunivers eller alternativ virkelighed – snarere tværtimod! For jeg erfarer nærmest på daglig basis – i hvert fald meget ofte! – hvordan mit liv kan forekomme mig aldeles absurd og til tider næsten meningsløst. Jeg oplever en dyb, dyb uoverensstemmelse mellem hvordan jeg kunne ønske mig, at mit liv så ud, og hvordan det så rent faktisk ser ud. Jeg kender så indgående den væmmelige følelse af, når mine bange anelser, mine usikkerheder og mine svagheder stiller sig i vejen for mig, spærrer for mit udsyn og ligesom suger livsmodet ud af mig. Og så véd jeg, at hele mit liv, som jeg dog elsker overalt på jorden, står under dødens fortegn, og at denne frygtindgydende realitet forekommer mig fuldstændig ubærlig.

Intet af dette kan min tro skåne mig for. Og den kan heller ikke kaste sådan et lækkert, rosenrødt filter henover min tilværelse, så at den fremstår glansfyldt og evigglad og harmløs, når det kommer til stykket. Der er ikke tale om en blåøjet og naiv indstilling til livet; der er ikke tale om en stor, rød pytknap, som jeg bare kan hamre løs på, når lokummet brænder og mit liv med det. Nej, tværtimod, så byder min tro på Gud mig at tage netop dette usikre liv dybt alvorligt: det er ikke en fred fra denne virkelighed og alt, hvad dén i virkeligheden er, men fred til den.

For troen kommer af det, der høres; det er vist og sandt. Og jeg har hørt om en almægtig og evig Gud, der lod sin Søn føde her midt i min virkelighed for at dele liv og vilkår med mig i alle forhold. Jeg har hørt, at han helbredte de syge og forbarmede sig over de hjælpeløse. Jeg har hørt, at han sad til bords med toldere og syndere og med dem, som ingen kunne lide. Jeg har hørt, hvordan han frivilligt tog døden på sig for at betale den gæld, der egentlig var min. Og jeg har hørt, at han opstod på den tredje dag for at overvinde min død og åbne min fremtid, og at han fór op til himlen for at gøre en plads rede til mig i sit rige, hvorfra han engang skal hente mig hjem til evigt liv og salighed. I ham: i Jesus Kristus, den levende Guds Søn, i hvem Gud har talt har talt sit evige ord til mig, i ham har jeg hørt, at Gud er kærlighed. Og dét gør jo hele forskellen! For når jeg hører, at jeg har sådan en Gud, så tør jeg ligesom bedre, ligesom Peter, at lyde Guds befaling og tage det første skridt ud på den gyngende grund; i fast tillid til, at når min tro svigter og underlaget forsvinder under mig – i livet såvel som i døden – at Vor Frelser da står klar til at gribe mig ved hånden og trække mig op af dyndet igen.

Og dermed er jeg jo et frit menneske! For da kan jeg, med et frit udsyn til himlen, være mit liv og min verden tro og tage mig af alt det, jeg skal og alle dem, der har brug for mig, uden at frygte for, hvad der dog skal blive af det hele. Og må jeg end sande, at Gud ikke vil frelse mig fra virkeligheden, så har han dog lovet mig at gå med mig – hele vejen – i den virkelighed, der er min. Amen.

—

Sognepræst Mikkel Tode Raahauge

Skovshoved, DK 2930 Klampenborg

Email: mitr(at) km.dk