Matthæus 16,18-19

Prædiken om Matthæus 16,18-19, af Pfarrer Jan Ulrik Dyrkjøb

---

”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil
jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt
over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du
binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du
løser på jorden, skal være løst i himlene.”

Jesus kalder Peter for en klippe. Det er et ordspil. For navnet Peter
betyder ”klippe.” Det
er det navn som Jesus selv har givet fiskeren Simon da han kaldte ham til discipel.
Det fortælles hos evangelisten Johannes. Jesus siger altså i virkeligheden:
Jeg har kaldt dig Klippe. Du hedder Klippe. Og du er en klippe.

Det Jesus siger,
er meget stærkt. Han bruger et meget stærkt billede.
Jesus tager billedet fra Den Gamle Pagts skrifter som både disciplene
og han selv har lært at kende fra de var børn. Og dér bruges
det billede altid om Gud selv. Klippen: Det er det stærke og faste og
urokkelige. Det kan kun være Gud selv.

”Ingen er hellig som Herren, der er ingen uden dig, ingen klippe
som vor Gud.” Sådan hedder det i Hannas lovsang i Første
Samuelsbog. Det er en grundtekst i det gamle Israel. ”Vær
min tilflugts klippe, den borg hvor jeg finder redning. For du er min
klippe og min borg.” Sådan
lyder salmistens bøn. Og profeten Esajas formaner: ”Stol altid
på Herren,
for Herren er en evig klippe.”

Men Jesus vil sikkert også have
os til at tænke på en bestemt
klippe der har stor betydning for Israel. Han vil have os til at tænke
på tempelbjerget i Jerusalem, Sions bjerg, Sions klippe. På det
bjerg og den klippe har Gud sin bolig. På den klippegrund hviler
Israels tempel. Sions bjerg: Det er Guds bolig. Det er verdens midtpunkt.
Dér skal alle
folkeslag samles.

Du er klippen. På den klippe vil jeg bygge min
kirke. Sådan siger
Jesus til Peter og til de andre disciple. Peter er jo disciplenes repræsentant.
Når Jesus taler til ham. så taler han til dem alle sammen.

Jesus
siger til Peter og de andre disciple at de skal være den nye klippegrund.
De skal fra nu af være grundvold for Guds tilstedeværelse
i verden. De skal være det sted hvor Guds kraft og Guds ånd
fra nu af skal virke. De skal være som et nyt tempel for det nye
gudsfolk.

De skal være det urokkelige og faste midt i verdens foranderlighed
og forgængelighed.
De skal verdens midtpunkt. De skal samle alle mennesker. I deres fællesskab,
i deres tanker og ord, i deres liv skal der kunne findes fred og forsoning
med Gud og fred og forsoning mellem mennesker.

Hvordan kan Jesus dog sige
det til disse skrøbelige mennesker? De har
fulgt ham, og de har hørt ham, men der er så meget de ikke
har fattet. Og de er lige så ubestandige som alle andre mennesker.

Det
viser sig netop i denne samtale i Kæsarea Flippi at Peter slet
ikke forstår hvad det hele går ud på – og når
Peter ikke gør
det, så gør de andre det sikkert heller ikke.
Jesus forudsiger sin lidelse og død og opstandelse. Og straks
siger Peter forfærdet at sådan må det for alt i verden
ikke gå. Men
Jesus sætter ham på plads. Jesus kalder Peter for Satan!

Peter
er lige blevet kaldt Klippe. Han er blevet udnævnt til at skulle
være selve Guds fundament i verden. Og nu bliver han kaldt Satan!
Og han får rentud at vide at han ikke vil hvad Gud vil, men hvad
mennesker vil.

Det er en fantastisk hård læreproces Peter
og de andre disciple bliver ført ind i af Jesus.
De bliver udnævnt til noget fantastisk stort. De får en utrolig
opgave. De får den åndelige magt over verden helt frem til
verdens ende: ”Hvad
du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad
du løser
på jorden, skal være løst i himlene.”

Men de
får også at vide at denne udnævnelse har som forudsætning
at grunden skal ryddes fuldstændigt. Det menneske der står
over for dem, skal knuses og ryddes af vejen. Og de skal selv miste deres
liv – i enhver
betydning af ordet.

De bliver sat lige over for kors og opstandelse. De
får ikke tilbudt andet
end lige netop det: kors og opstandelse!

Der kan ikke blive noget tilbage
af ham. Der kan ikke blive noget tilbage af dem. Der kan ikke mere være
noget der hedder deres vilje og deres drømme
og deres behov. Alt skal dø for at livet selv kan sejre. Alt skal
tilintetgøres
for at herligheden kan træde frem. Alt må vige for at Gud
kan få magten
og hele magten.

Og kun sådan kan de blive fundament. Kun sådan
kan de blive kirke. ”Den
der vil frelse sit liv, skal miste det. Men den der mister sit liv på grund
af mig, skal finde det.” Det er kristenlivets grundsætning.
Du får
alt. Men du må også give alt. Alt skal du miste. Du skal
også miste
dig selv. Men så får du også del i Guds eget liv. Hverken
mere eller mindre.
Er vi parate til det? Er vi virkelig parate til at være Guds kirke
på jorden?

Sådan set er det jo ikke noget vi af os selv kan
være parate til.
Jesus siger til Peter at hans bekendelse ikke kan komme fra ham selv. ”Du
er Kristus, den levende Guds Søn.” Det kan Peter ikke sige
af sig selv. Det kan han kun sige fordi Gud selv har fået ham til
at se det.

Og vi kan heller ikke af os selv tage vores kors op og følge
Jesus. Det kan vi kun fordi han overvælder os og på forunderlig
vis drager os til sig. Det kan vi kun fordi han kommer midt iblandt os
og er midt iblandt os.

Alt er fra først til sidst Guds værk
i og ved Kristus Jesus. Vi kan kun være klippe fordi klippegrunden
er lagt. Der er en sten som bygmestrene vragede, men som er blevet hovedhjørnesten.

Er
alt så godt? Kan vi så med fortrøstning være
kirke – i al vores utilstrækkelighed? Både ja og nej!

Ja –
fordi det virkelig ikke afhænger af os. Ja – fordi Gud er Gud.
Ja – fordi Gud selv lader sin sandhed oprinde i menneskers sind. Ja –
fordi Gud
er alle menneskers Gud og virker i og gennem alle mennesker. Ja – fordi
Gud ikke kan andet end fuldende det han en gang har begyndt.

Men nej –
fordi Gud ikke kan være Gud for os uden at vi vender os til ham.
Gud er jo ikke Gud for robotter. Vi er ikke tankeløse og viljeløse
mekanismer. Vi er mennesker. Og Gud forlanger af os at vi vender os til
ham. Der kan ikke være samtale uden at der er nogen der svarer.
Der kan ikke være kærlighed uden genkærlighed.

Det
er kun Gud der kan frelse verden, og det er kun Gud der kan holde kirken
i live og bruge den til at bringe frelsen. Men det er stadigvæk
os der er kirke, og vores liv er frelsens skueplads. Det kan ikke være
andet. Verdens grund og kirkens grund er et forhold: et forhold mellem
Gud og os.

Og vi er gledet langt bort fra Gud. Alt hvad der er tænkt
og sagt og gjort i vores kulturkreds i de sidste tre-fire hundrede år,
er mere eller mindre omsonst. Det er ikke ingenting. Det er ikke ligegyldigt.
Der er tænkt store
og nødvendige tanker – først og fremmest store tanker om
frihed og menneskeværd. Der er udført store og vigtige handlinger.
Der er skabt meget storslået. Vi hverken kan eller vil være
det foruden – hvis vi skal være ærlige.

Og dog er det på en
vis måde alt sammen omsonst. For perspektivet
var ikke guddommeligt. Perspektivet var kun menneskeligt. Og vi står
tilbage med en tom himmel og tomme hjerter. Tomheden har grebet os. Tomheden
er trængt
ind i vores inderste. Tomheden truer selv det helligste og saligste vi
kender. Tomheden truer med at tage fylden og saligheden fra os.

Man kan
få lyst til at citere en stor moderne forfatter her fra norden
der allerede for nogle årtier siden sagde: ”Der er kun kødets
lyst og sjælens ubodelige ensomhed.” Det var et af de ord
der blev som et slogan for det moderne menneske.

Og mennesker jager efter
mening og livsopfyldelse. Men de finder den ikke. Eller de finder den
kun midlertidigt. Det de finder, holder ikke.
For klippegrunden
er skredet.

Og vi gør kirken til kultur og fritidsbeskæftigelse.
Vi tilpasser den til vores behov. Og vi fortaber os i udenværker
og i småting.
Vi klamrer os til traditioner. Vi fastholder skillelinier mellem kirkesamfund.

Og
hvad handler det hele så i virkeligheden om? Det handler om omvendelse.
Og vel at mærke en omvendelse vi ikke kan blive færdige med.
Det handler om at vi hele tiden på ny vender os til Gud og lægger
alt i hans hånd. Og hører Jesu ord med åbent sind
og åbent
hjerte.

Det handler om at vi besinder os på alt det som vi hver
dag får givet.
Besinder os på Guds ufattelige storhed. Besinder os på den
herlighed som vi har fået givet, og på den herlighed som
venter på os.
Det handler om at vi ransager os selv og forsoner os med Gud og med hinanden.

Det
handler om at bønnen bliver grundrytmen i vores liv fra dag til
dag, ikke bøn med mange ord, men blot det at vi siger de hellige
navne og vender os den rigtige vej og ser mod lyset og åbner os
for livskilden og for ånden
der blæser hvorhen den vil.”

Vær altid glade, bed uden ophør, og siger tak under alle
forhold!” Hvorfor
tror I Paulus siger det? Det er den ældste kristne formaning vi
har i det ældste
brev af Paulus vi kender. Han siger det naturligvis fordi han ved at
det er vigtigt. Han ved at det er livsvigtigt. Han siger det fordi han
mener det!

Bed uden ophør! Ja, for så handler det ikke om
os. Så er centrum
et andet sted. Så kan Gud virke i os og med os. Så kan vi
være
klippegrund. Så kan vi være Guds kirke i verden. Og så kan
Dødsrigets porte ikke få magt over os. Amen.

---

Pfarrer Jan Ulrik Dyrkjøb
Knud Hjortsøvej
DK-3500 Værløse
Tel.: ++ 45 – 44 48 06 04
e-mail: jukd@vaerloesesogn.dk