Matthæus 21,1-9

Palmesøndag | Mt 21,1-9 | Leise Christensen |

Hvis man tager en tilfældig avis og læser i den, vil man se, at avis er fyldt med beretninger om krigens gru i Ukraie, før i tiden var det i Congo, om det frygtelige folkemord i Rwanda for 25 år siden, om kampe i Syrien,  Afghanistan, set oprivende scener ved forskellige landes grænser, hvor folk enten vil ind eller ud af farlige eller fattige lande, og ja, så er der de længst glemte, men stadig pågående krige i verdens afkroge og alt muligt andet.  Vi må sande, at der næsten ingen ende er på rædslerne, som rammer tilfældige, almindelige mennesker i tilfældige, almindelige byer og lande. 

I dag er det Palmesøndag, den dag, som er indgangen til den stille uge, som de første dage i påskeugen kaldes. De stille dage. De dage, hvor der er tid til overvejelse. Ved indgangen til de stille dage kommer Jesus ridende på sit æsel ind i Jerusalem, det langsomme, stærke og ukuelige æsel, som altid har kendetegnet kongens ankomst i det antikke Mellemøsten. Sagtmodig kom han, som der står. Det er i de stille dage, at vi skal overveje betydningen af dette. Der er stor forskel på at komme drønende med død og ødelæggelse i moderne krigsmaskineri og at komme lige så langsomt og sagtmodigt frem ved æselkraft. Som Jesus. Der er mange måder at opnå magt på i samfundet, både dengang og nu for lige at nævne de to yderpunkter: Ved magtanvendelse og bomber og ved – såmænd – sagtmodighed. Mange havde vel håbet, at Jesus med sine særlige evner, der kunne forvandle vand til vin og lave mad til tusinder af mennesker ud af fem brød og to fisk og dertil helbrede alle sygdomme og trælse forhold, at han kunne smide den forhadte romerske besættelsesmagt på porter, sørge for ordentlige forhold for ordentlige mennesker i Jerusalem og i det hele taget være en konge, der var værd at snakke om. Man havde måske håbet, at han kom med lidt større kraft end et æsel, måske med et par missiler i sadeltaskerne eller i hvert fald med stor guddommelig kraft og styrke og med noget mindre sagtmodighed. Ja, man havde håbet, at når han nu kom som konge på et æsel (det er altså ikke noget ydmygt dyr) sådan som alle tidligere konger i Israels historie, kunne han vel også opføre sig som en konge og gøre noget ved alle problemerne. At han ville fremme nationens sag og magtforhold. Ligesom man i dag forsøger at fremme sin sag med magt. Dengang som nu ville man gøre sin sag klar med ét, man vil have ændringer hurtigt. Man vil gennemtrumfe sin vilje. Hurtigt. Det var derfor, at man dengang råbte: ”Hosianna”, da Jesus red ind i byen på sit stilfærdige æsel. Hosianna betyder ganske enkelt: ”Så frels os dog. Så red os dog”. De så, at Jesus var konge, den ventede konge og den, som opfyldte profetien. Men det er på en anden måde med Jesus. Han kommer ikke hurtigt med fly, med giftgasbomber eller uhyrligheder. Han kommer langsomt. Uden våben. Sagtmodigt. Og det tager tid for hans rige at bryde igennem. Det kan ikke bombes eller kæmpes igennem. Magtanvendelse kan være nødvendig. Men der er ting, man nikke kan tvinge igennem med magt. 

Og vi må ikke glemme, at vi alle har det i os. Evnen til at gøre andre ondt. Evnen til at gøre fortræd. Evnen til at sætte os selv foran de andre. Evnen til at gøre det, som vi helst selv vil uanset de andres behov og ønsker. Evnen til at handle mod fællesskabet eller kærligheden. Evnen til at tro, at netop det, som jeg personligt vil, er det bedste for alle – i virkeligheden måske alle diktatorers drøm og udgangspunkt, den her tanke om, at det jo ikke er noget, jeg gør for mig selv, det er for folket, de ved det bare ikke lige endnu. Det gode og det onde kæmper i stadig kamp alle vegne og også og måske mest væsentligt i os selv. I hver eneste en af os. Den erkendelse kommer langsomt til os med æselrytteren den dag i Jerusalem. Det rige, han kommer med, kan ikke bombes frem, det kommer indefra, fra de frø, som han har sået i vore sind. De frø, der handler om den længsel, som vi også har mod fred og kærlighed, det håb vi har om fællesskab og samhørighed, den tro, vi har på, at den skabte verden trods alle ting, der tyder på det modsatte, er god, fordi den er villet af Gud, den tanke, at også det sagtmodige har værdi. Jesu rige er ikke af denne verden og har ikke noget med denne verdens tummel at gøre. Den fred, han kommer med, er ikke nødvendigvis en fred for verden, en fred i verden eller en fred for denne verdens tyranner. Vi kan jo bare kaste et blik rundt i vores megaurolige verden, og det, vi ser, vil forsikre os om, at freden endnu ikke er en realitet, hvis der dermed menes fred for våbenmagt, fred for overgreb, fred for undertrykkelse og fred for sultens dæmon. Så nej, det var ikke den fred, som Jesus kom med den dag under indtoget i Jerusalem. Det var tværtimod en fred til hvert enkelt menneskesind. Ja, ja, tænker vi måske, hvad i alverden kan vi bruge det til i dag? I en verden fyldt med problemer og bøvl både på verdensscenen, hjemme og i os selv. Her sidder vi i en travl hverdag, hvor det sagtmodige ikke ligefrem er en efterspurgt kvalitet på arbejdsmarkedet, hvor ting som effektivitet, initiativrigdom, hurtighed og en vis portion overmod og hårdkogthed er de værdsatte dyder. Forestil jer en jobansøgning, hvor ansøgeren skriver, at han er vældig, vældig sagtmodig. Vi ved godt, hvilken bunke den ender i. Og så kan han ellers sige nok så meget, at han er konge, det er arbejdsgiveren vist nærmest ligeglad med! Her sidder vi i en verden fyldt med krig, nød, død og ødelæggelse, og så tales der bare om sagtmodighed og om en fred, der ikke er af denne verden, men tilhører Gudsriget. Hvad skal vi stille op med sådan en uhåndgribelig fred? Svaret er det enkle og vanskelige, at det skal vi stille alt op med! Guds fred er ikke nogen politisk størrelse, der med lind hånd kan strøes ud over Sydsudan, Damaskus eller Jerusalem. Guds fred taler til det enkelte menneskes indre. Guds fred er det, der gives til mennesket, så vi trods alle ting kan øjne håb i livet. Guds fred er det, der hjælper os op igen, når vi er faldet, og når vi synes, at nu orker vi altså ikke mere. Guds fred er det, der giver os kræfter til at kæmpe mod alle de tilbøjeligheder, som vi har mod ikke at ville vores medmenneske det godt. Så længe verden står, vil Guds ord fortælle om en levende, fremspirende virkelighed, der er sået af Gud i vores sind. Guds ord – i skikkelse af en mand på et æsel – taler trøst til de bange, håb for de fangne og fællesskab for de ensomme. Som levende ord har Gud virket i alle skikkelser. Han har fulgt mennesker ud i tilværelsens grænseområder med sin fred. Han er gået med ned i det dybeste mørke og har der bragt lys (det hører vi om senere på ugen), ligesom han i det værste stormvejr har holdt os fast. Det er den fred, som Jesus kom med den dag i Jerusalem, det er den fred, som han kommer til os med i dag, det er den fred, som han skænker vore børn i dåben og om lidt, når vi går til alters. Der gentager vi råbet fra Jerusalem: Hosianna – befri os. Alt det her gør han, selvom det ofte er noget andet, verden ønsker, og det gør han for, at vi trods alle ting skal have mod til at gå ud og leve vores liv – for næsten og for os selv. Amen.

Sognepræst Leise Christensen

DK 8200 Aarhus N

Email: lec(at)km.dk