Matthæus 22,1-14

20. søndag efter trinitatis | 22.10.23 | Matthæus 22,1-14 | Anders Kjærsig |

I et af de første kapitler i Dostojevskijs roman Raskolnikov møder vi en fuldstændig falleret og forsumpet embedsmand. Han underholder Raskolnikov med sin fuldemandssnak på et værtshus i Skt. Petersborg. Midt i fuldemandssnakken er der en tanke, som går igen og ligesom fastholdes i det hele. Den lyder således:

”Alle mennesker burde have et sted at gå hen”.

Sagt på en anden måde og i samme stemning og stillet som et spørgsmål stadig med embedsmanden i baghovedet: ”Må ikke ethvert menneske have i det mindste et sted at gå hen for at finde medlidenhed? ” Altså:

”Alle mennesker burde have et sted at gå hen”.

Embedsstanden kan også fortælle om sit fortvivlede ægteskab, da han giftede sig med den stolte officersenke, Katarina, af medlidenhed med hendes elendighed. ”Hun havde det svært, og jeg tog mig af hende”, siger han og fortsætter: ”Hun kom grædende og hulkende, men hun kom! Og det er i sig selv rigeligt. Hvor skulle hun ellers gå hen – tragisk, ikke sandt?”

Embedsmanden fortsætter sin eksistentielle monolog: ”Forstår de dette, unge mand”, siger han til Raskolnikov; ”forstår de, hvad det vil sige, ikke at vide, hvor man skal ty hen – at være helt alene? Forstår de det – unge mand?”

”Alle mennesker burde have et sted at gå hen” – for nu at gentage udgangspunktet.

Nu er det som sagt fuldemandssnak, og derfor er det også tåget og uklart. Men det, embedsmanden mener, er for det første ganske ligefremt:

”Der må være et sted her på jorden; der må være et menneske, som man kan ty til og møde kærlighed hos. Som barnet har sin moder, sådan må mennesket have et andet menneske. Sådan må det have en ven eller en ægtefælle, eller hvem det nu er, hvor man møder medfølelse og ingen bagtanker”.

Embedsmanden, der nu er blevet varm i ansigtet, forsætter sin talestrøm:

– ”Hvor man kan være sig selv i al sin ynkelighed og møde kærlighed i stedet for foragt.

– Hvor den foragt, et menneske har for sig selv, ophæves og ikke bekræftes af det andet menneskets holdning til en.”

Her stopper vi embedsmanden. Så langt monologen – i første omgang.

Men indimellem får tanken en anden retning. Og indimellem røber embedsmanden, at han til syvende og sidst forstå ordene religiøst, fordi han ikke kan forestille sig, at der kan være et menneske på jorden, som ikke vil foragte ham lige så meget, som han foragter sig selv. Selvforagt er nemlig selvhad, og selvhad kræver en religiøs timing, hvis man skal komme helskindet ud på den anden side.

Embedsmanden søger derfor en metafysisk tilgivelse – at Gud, om ikke andre, kan tilgive ham og give ham mulighed for at leve et forholdsvis intakt liv.

”Ikke her på jorden”, siger han, ”men deroppe i himlen er man fuld af omhu for dem, man har kær. Det må være ideen med de evangeliske fortællinger.”

I denne fyldebøtte af en embedsmand har vi måske indgangen til dagens evangelium. Her er der også mennesker, som mangler et sted at gå hen:

– et sted hvor man ikke skal stille sig an og vise, at man nu er berettigede til at være et menneske;

– et sted hvor man har lov til at være sig selv, hvor man ikke skal tænke på værdighed og uværdighed, hvor man er ventet uanset selvforagt;

– et sted hvor man er velkommen, hvor man bliver betragtet som en kær gæst.

Det sted findes både på jorden og i himlen. Det sted er nemlig udtryk for Guds rige, og dette rige har ingen grænser heller ikke mellem himmel og jord. Der hvor man bliver mødt uden foragt og fordumme, der åbner der sig en flig af Guds rige.

Når et menneske fordomsfri og uforbeholden tager imod et andet menneske, blot fordi det er et menneske, der endevendes ordene fra:

”Alle mennesker burde have et sted at gå hen”

til:

”ethvert menneske har altid et sted af være – på trods”

I Guds rige er der ingen grænser. Riget er over alt – på jorden og i himlen. Til gengæld er vi mennesker gode til at sætte skæl og trække grænser. Det er måske det, fortællingen dementerer. Her opstår der også grænser, men de sættes så at sige af menneskene selv. Enten ved ikke at modtage indbydelsen eller ved at trivialisere indbydelsen. Gud derimod indbyder alle og nedbryder på den måde alle grænser inklusiv de menneskelige grænser – hvad ellers?

Det var det, den fulde embedsmand oplevede i sin ekstatiske tale til Raskolnikov. Man er ikke nødvendigvis ensom, selv om man er alene og står i selvforagt op til halsen. Også når vi føler os fremmede for hinanden eller for os selv, er vi her på jorden som Guds kære gæster, hvilket vil sige, at vi altid har et sted – måske blot et lille ord at ty til.

Amen.

—

Sognepræst Anders Kjærsig

DK 5881 Skårup

E-Mail: ankj(at)km.dk