Matthæus 22,15-22

 Uden sammenblanding, uden adskillelse | 23. søndag efter trinitatis | 12.11.23 | Matthæus 22,15-22 (Amos 8,4-7; Romerbrev 13,1-7) | Anne-Marie Nybo Mehlsen |

Året synger på sidste vers, novembers mørke tid kalder på julelys, og vi kan forudse grantræer, stjerner, engle og kanelkager – og … årsopgørelsen!

Vi betaler skat med glæde for at leve i et fællesskab, hvor alt fra folkeskole over lægehjælp til plejehjem, biblioteker og borgerservice er gratis, selvom det langt fra er fejlfrit, og selvom vi bruger meget livstid på at beklage os over det og over dårligt vejr.

Du kan begynde at regne på skattefradrag, spekulere i at gøre indkomsten stor og skatten lav. Du kan få din indkomst til at yngle og dine udgifter til at svinde ind, og du kan overse den svage, den fattige, enken og enkemanden, den hjemløse, den handicappede og lukke dig om din egen økonomi. Du kan gøre det. Så længe, du holder dig indenfor lovens og fortolkningen af lovens grænser, er der heller ingen direkte straf forbundet med det.

Forhåbentligt sidder du her i kirkens rum og ved, at det ville du ikke trives med. Noget i dig ville visne, din samvittighed ville røre på sig…

Der er glæde i at betale skat, så længe skatten går til et fælles gode, vi deler, og så længe de myndigheder, vi selv i demokratiet har været med til at udpege ikke er korrupte og uretfærdige.

Der er hjertevarme i at give af sit eget og i at dele med andre. Julens gaver og sammenkomster, hverdagens bidrag og besøg hos dem, der har det svært, glæden med venner og familie handler om det.

Vi er heldige i sammenligning med dem, der lever under diktatur og i besatte lande, lande i krig og kaos.

”Giv Gud, hvad Guds er”. Er der et skattefradrag muligt her? Har vi noget som helst, som Gud ikke har krav på? Noget, der ene og alene tilhører verden, kejseren, staten og os selv?

I forhold til verden giver vi for at få, vi bytter ydelser indbyrdes. Det er faktisk dét, en stat går ud på. Det er relativt, hvor god aftalen eller den indbyrdes ”pagt” så er.

I forhold til Gud er det noget andet, – dér har vi fået det hele givet. For intet. Gratis. Det er nådens betydning, at der ikke skal ydes noget gengæld.

Det er kærligheden, vi kender og kalder lykke, når der ikke forventes gengæld i forhold til ydelse og ikke forlanges regnskab, men øses af fælles overskud.

Vi kan ikke fortjene det, Gud giver os. Vi kan ikke optjene os et tilgodehavende, og vi har ikke ret til eller krav på det. Men vi kan ligesom i kærligheden, hengive os til det, som gives. Vi kan tage imod og selv give fra os i genklang og fuldkommen frihed.

Ligesom i kærlighedens forhold i øvrigt, gør det krav på os og beslaglægger os fuldt og helt. I kærlighed kan jeg heller ikke nøjes med at give en afmålt del fra mig. Der går inflation i relationen, hvis vi giver os til at regne og beregne.

I forhold til Gud skylder jeg at give alt, fordi Gud giver mig alt. Ordet ”skylder” får en ganske anden betydning, end det har i verdslig brug, og vi forstår det, når vi ser på, hvad vi skylder hinanden i kærlighed. Forældre og børn. Venner. Elskende. Kærligheden nøjes ikke med det halve, men gør krav på alt. Vi skylder hinanden alt i kærlighed, og alligevel giver det ingen mening at tale om at skylde og fortjene.

Ret brug af Guds navn og Guds magt kan kun gøre godt, og ellers er det ikke Gud, men en eller anden afgud, der er på spil.

Det ligger i lagene af det, Jesus siger i dag om skattens mønt.

Luther udtænkte, i forlængelse af Paulus brev til Romerne, ”toregimentelæren”, der skulle adskille verdslig og åndelig magt, og det går de fleste både til hovedet og henover hovedet. Uheldigvis kan det let få klang af, at hvis bare din gudelige venstre hånd ikke ved, hvad din verdslige højre hånd gør, så er det i orden.

Så ligner det præcis det, farisæerne og herodianerne sætter i værk med deres smiger og spørgsmål, som er en fælde, beregnet til at få noget, de kan anklage Jesus for.

Jesus ser hykleriet: Ræk mig en denar (mønt), så jeg kan se den. Han vil have dem til at grave skattens mønt op af egen lomme, og vise, at de selv rører ved den og bærer på den som noget, de regner med og stoler på. Én af dem rækker ham mønten, der bærer den romerske kejsers billede (sandsynligvis Tiberias), og en påskrift, som betyder den mest ophøjede, ypperste eller ligefrem: Gud (pontifex maximus).

Den mønt er i sig selv blasfemi, fordi kun Gud kan gøre krav på den titel.

Men Gud gør det ikke, for Gud står lige foran dem i kjortel og sandaler! Al hans guddommelige pragt er aflagt, givet væk til os, for os. Og dog er han med hele sit væsen den ophøjede, den salvede, Guds Søn.  Jesus er Gud og menneske i én og samme, Uden adskillelse, uden sammenblanding. Det ikke mening at ville sortere og holde ånd og fysik skarpt adskilt. Det er alt sammen mennesket Jesus, og det er alt sammen Gud.

Ironi! Der står de og rækker skattens mønt til Gud.

Den blasfemiske mønt, de helst var fri for at give til kejseren i skat, bærer de selv på sig. Er det billede af Gud, de bærer i deres hjerte, mon stærkt nok til at tåle det?

For det er jo sådan det er. Mønten bærer kejserens billede og præg. Mennesket bærer Guds billede, Guds præg.

De undrede sig meget over ham, står der. Vi må undre os med dem. Jesus er trængt, jorden brænder under ham, det er kun stakket frist, så finder de anledning til at fange og anklage ham, dødsdømme og korsfæste. Han ved det. Han skal det. Han vil det, gåde over gåde. Det ser ud til, at det hele har været forgæves. Men Jesus svarer sine anklagere med knivskarp ironi og stor humor.

Suverænt.

Stillet overfor truslen om at blive dømt for blasfemi, og straffet med dødsstraf, står Jesus dér og forkynder Guds rige, Guds sandhed om mennesket: At vi er Guds ejendom. Vi hører Gud til og skal gøre Guds gerninger. Tjene Gud med alt, hvad vi er, fysisk og åndeligt, uden adskillelse, uden grumset sammenblanding.

Giv Gud, hvad Guds er. Det begynder, når vi lægger et barn i Guds favn, døber det til Jesu død og opstandelse, og lader det præge i hans billede.

Gudsforholdet må som enhver anden relation plejes, dyrkes, næres i dagligt fællesskab. Ikke kun om søndagen, men også om søndagen – og også på tirsdag og alle andre dage.

Jesus, som er Kristus, sandt Gud, sandt menneske uden sammenblanding, uden adskillelse, giver sig selv fuldt og helt, og sætter mening og retning for os og vores liv. Du og jeg er andet og mere end skatteydere, vort borgerskab er i Guds rige.

Og hvis vi elles tør møde op og stille os til rådighed her i gudstjeneste og i hverdagenes bøn og arbejde, så er det verden, der tager farve af Guds rige. Så er det, verden får, ikke taget fra Gud, men givet af Gud. Det er en ganske anden måde at leve på end at skulle dele alting op i kejser og Gud, fysisk og åndeligt. Giv Gud hvad Guds er – og lad kejseren tjene ham også, uden sammenblanding, uden adskillelse. Amen.

Salmer: DDS 732 – 374 – 292 – 331 – 612

—

Sognepræst Anne-Marie Nybo Mehlsen

DK 4930 Maribo

Email: amnm(at)km.dk