Matthæus 22,15-22

2 søndag i advent | 10.12.23 | Matthæus 22,15-22 | Laura Lundager Jensen |

De 10 brudejomfruer

Jeg har altid synes teksten om de 10 brudejomfruer var både sær og svær.

Jeg har altid haft ondt af de 5 brudejomfruer, der ikke lige havde tænkt så langt, at de både havde husket lamper og olie.

Ærligt talt, det kan jo ske for enhver. Og hvorfor kunne de ikke dele den olie – det ville absolut have været mere menneskeligt, og hvem siger i øvrigt at der ikke er en bagdør.

Egentlig er det en forfærdelig tekst – fordømmende – ekskluderende – opdelende mellem de frelste og de fortabte, dem og os.

En markant adskillelse mellem de rettidigt rettroende, der kender timer, og steder og skikke og sørger for at tanken er fyldt op. Og så dem der ikke fik ladestikket i standeren over natten, så batteriet var og blev fladt, da start signalet lød.

En lidt for from bibeltekst, der sikkert har glædet mange i deres moralske selvglade gnæggende forventning til, at døren vil slå tungt i foran dem der ikke kender timen, når brudgommen kommer.

– så kan de lære det.

Sådan læst gør teksten ikke noget godt, sådan læst taler den kun til den indre moralske selvtilstrækkelige alt for årvågne svinehund.

Der er ikke meget næstekærlighed at hente.

Og på samme til taler den alt for direkte ind i tiden.

Sådan læst gør den heller ikke godt.

I dag, hvor den største samfundslidelse netop er en næsten sygelig trang til at være årvågen. En tekst – kunne man sige, der på alle måder understøttet den sygelige trang til FOMO – som de unge kalder det – fear of missing out en betegnelse for den frygt, vi har for at gå glip af noget. Trangen til altid at være med alle vegne, for ikke at miste noget. Trangen til at være med alle vegne, parat til at kaste sig ind i kampen i det sekund de 15 min of fame, af berømmelse, skulle vise sig.

I dag oversættes begrebet ”ikke at have olie på lamperne” –   til ”ikke at have strøm på mobilen” – og det er der ikke mange, der ønsker for sin værste fjende, for det er totalt katastrofalt, Man mister jo helt overblikket over, hvor og hvad der sker nu og her og lige om lidt.

Der er alt for mange der billedligt talt har taget fortællingen om de 5 brudejomfruer med olie på lamperne til sig – så de farer rundt for hele tiden at være årvågne og klar, når der kaldes alle vegne fra –  med det resultat, at de fanges i tidens dræbende stressspiral.

Sådan læst gør teksten heller ikke noget godt.

Så hvor ligger evangeliet – hvor ligger forkyndelsen der hverken tilskynder til moralsk selvtilstrækkelighed eller til endnu mere ”Fomoisme” og stress og jag.

Hvad vil Mathæus have os til at forstå

I hans samtid er det helt sikkert et stik til de jøder i hans omgangskreds der ikke fatter, hvad det betyder, at den ventede messias rent faktisk er kommet. At Kristus er den der var den profeterede og ventede, og at døren slår i for næsen af alle dem, der ikke åbner øjnene for den sandhed. Sådan blev det helt sikkert også hørt, men der må også være hørt noget andet

– evangeliet lød også til dem, der netop havde grebet evangeliet, og nu skulle lære at leve ud af det. Selvsamme evangelium, der stadig lyder og ikke kun til de Mathæuskristne, men til os i dag 2 søndag i advent 2023. Og med en dybdeklang, der rækker ud over det selvcentrerede selvtilfredse moraliseren over dem, der ikke har sit på det tørre. Rækker ud over alle de FOMO-ramte. En dybdeklang der insisterer på, at vi skal høre, kernen i fortællingen – Beskeden om Messias´ komme til verden, og fortællingen om hans genkomst, og at den fortælling er rettet lige præcist til os – dig og mig. Og forstå at den besked netop ikke har sat os fri til at sammenligne os selv hoverende med alle andre, eller fri til at gribe alverdens umulige muligheder eller fri til at tænke på os selv og vores egne planer og projekter og missioner. for netop det er ikke frihed.

For evangeliets frihed er alene lidenskabeligt at følge vorherre i troen. Kæmpe for Guds vilje i verden – lidenskabeligt, konsekvent, årvågent. Frihed er modigt og stræbsomt og årvågent til at tage Kristi fortælling til sig.

Gå bravt og oprigtigt og gå ind i kampen i næstekærlighedens navn, der allerede kæmpes.

Som på Nørrebro, hvor jeg med konfirmanderne var i Hellig Kors kirke, der hver nat lukker 40 hjemløse ind til at overnatte på madrasser i det opvarmende kirkerum. Og som i Ukraine hvor man hører om præster fra hele Europa, der gør hvad de kan for at samle op på traumeramte unge og gamle, der for bare halvandet år siden levede i fred under ordnede forhold.

Alle vegne kæmper kirken med når verden brænder. Eller forsøger i alt fald

– men evangeliets spørgsmål i dag er om vi med i kampen

– vi har ikke mange madrasser til hjemløse i Osted kirke.

Evangeliet vi have os til at forstå at vorherre vil noget med os, og nu og her i det liv vi lever – at Kristus ikke tog kampen op for de undertrykte, de syge der udstødte for sin egen skyld, men for menneskesjælens skyld. Lære os, at vi skal tage kampen på os imod alt ondskab, og gøre det af hjertet og uden at hade, uden at lade sig svække af had, selvtilstrækkeligt had. Lære os at Kristus gang på gang gennem ord og fortællinger viser os den dybe forskel på retfærdig straf og på hævn. Men evner vi det – evner vi at hævde Guds nådige retfærdighed op over verdens mange domme, ellers æder behovet for hævn bid for bid kravet om næstekærlighed.

Og netop det kræves der olie til at forstå. Masser af god fed rå olie med al mulig ekstra power som kan trænge ind gennem de mest stålsatte pandebrasker. Så vi selv, når vi sover drømmer sødt om barnet i Betlehem, men også om hans kamp for menneskeheden.

Og gaven er jo, at vi allerede er beriget med den olie.

Når vi i dag døber børn, er det netop at hælde olie på så lamperne kan lyse og brænde.  En dåb der netop ikke er en dåb til en evig selvbehagelig søvn, men en dåb, der har skelsættende betydning. Dåben er at der fyldes olie på vores lamper, så vi er klar til at tage kampen på os for Guds fred og Guds rige på jorden.

Det lyder voldsomt når man ser på lille Simon at han stilles overfor sådan et krav, og det lyder voldsomt som konfirmand at få at vide, at du Tjalfe fra nu har fået lagt en mission på dine skuldre – men sådan må det vel være, når vi kendes af Vorherre.

Dåben er en dåb til at få mod til at tage livet på sig – kampen på sig – sandhed på sig. I Dåben hældes vorherres nåde over os i litermål af olie, med virkning som en Red Bull, så vi ikke falder i søvn bag rattet,

Og ikke for vores egen skyld, ikke i selvhævdelsens navn, ikke i FOMO-trangens vanvids ridt. Men ansvarsbevidste og næstekærligt at tage kampen for menneskets sjæl på os.

Måtte vi hver hvor vi står tage vores tørn og hjælpe jorden frem. Måtte vi bevare dåbens olie på vores lamper, så den kan oplyse vore egne og andres lamper, så Guds riges lys får kraft til at skinne her og nu og ind i evigheden.  Amen.

—

Valgmenighedspræst  Laura Lundager Jensen
Langetoften 1, Osted
DK-4320 Lejre
E-mail: luje(at)kp.dk