Matthæus 25,14-30

Septuagesimae | Mt 25,14-30 | Af Rasmus H.C. Dreyer |

Et armensk ordsprog lyder: ”Hvis et brød smager godt, så spørger man ikke, om det er bagt af en jøde eller en muslim”. Det er rigtig nok. Men når man spørger om religiøse råd, er det ikke lige meget, hvem man spørger.

På amerikansk spørger de ”what would Jesus do?”, ja, hvad vil Jesus gøre, spørger folk i naiv forventning om, at Bibelen skulle kunne give dem svar på, hvordan de skal leve livet. I evangeliet til 1. tekstrække til denne søndag septuagesima, spørger tilhørerne næsten Jesus på samme måde, som amerikanerne gør: ”Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?” Og så giver han dem kristendommens bedste og største råd: Tro. Tro på Gud. Det giver liv til verden. Det trøster og nærer. Hans ord er livets brød, som han videre siger. Ellers som han svarer i dag: Gå ud og brug dine talenter og stol så på, at du går med Gud i vold. Det er i virkeligheden essensen af Jesu råd til os, hvordan vi skal leve vores liv. Bibelen er ingen selvhjælpsbog. Men den er et budskab til at turde være sig selv og leve det liv, vi har som os selv.

Er der trøst i det? Ja da! For at kunne være og leve som os selv indbefatter altid, hvad Jesus har gjort for os. Han har tilgivet os, og han vedbliver at tilgive. Hvis vi vel at mærke tør leve livet og ikke gemmer talentet væk. Troen skal gøre os stærke og modige og handlekraftige.

Jeg læste engang om en mand, som havde overnattet på sømandshjemmet i Hanstholm. På natbordet lå som altid Bibelen, og på den første side havde en gæst skrevet: ”Savner du trøst, så læs Joh 3,16; for således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Trøsterigt. Nedenunder havde en anden gæst skrevet: ”Eller ring til Anita på telefon 97 96 osv.”

Det sidste var bestemt en mere profan og verdslig form for trøst. På en måde kan vi sige, at det er netop denne spænding, som er på færde i dagens evangelium. Forskellen på at leve sit liv med trøsten i ryggen og søge den nemme trøst ved at gemme sig for livet.

Sådan lever vi af Jesu ord som et dagligt brød. Tænk på symbolikken i et af hans mest kendte mirakler: det såkaldte bespisningsunder. Jesus mætter her med fem brød og to fisk 5000 mennesker. På Jesu tid har jøderne i den forbindelse tænkt på en lignende historie fra Det Gamle Testamente. Det er historien om mannaen i ørkenen.

Dengang vandrede jøderne i Sinai-ørkenen. De var ved at omkomme af sult. Men så lod Gud det regne med manna. De spiste og blev mætte i helt bogstavelig og fysisk forstand. Moses instruerede dem i, at det eneste, de ikke måtte gøre med dette mærkelige liv-brød fra himmelen, var at gemme det som mad til de næste dage. Så ville alt fordærves. De fulgte ikke rådet. De fyldte deres krukker med mannaen, og da de åbnede dem igen næste dag, var den fordærvet og uspiselig. Vi skal forstå, at vi ikke kan overlade vores liv til Gud. Vi må også selv yde, plante, dyrke og arbejde her i livet. Guds ord kan ikke puttes i en bøtte og gemmes dér; nej, det skal gå i maven, fordøjes og omplantes til energi og handlekraft her i livet.

Hvis vi vidste, hvad manna i virkeligheden var, ville vi måske forstå denne pointe bedre. For manna findes. Det er en vækst, som er spiselig, og som netop gror i morgenduggen i ørkenen. Den kan dog ikke gemmes. Den rådner med det samme. Historien er altså sand. Men også sand på en overført måde. Lad dig nære nu og her af ordet og gå da frit enhver til sidst her efter gudstjenesten og lev videre.

For den, der vil sikre sig; den, der tror, han kan gemme sine talenter, sin manna fra Himlen, ja, selve livets brød i et hul i jorden fordærver det hele. Akkurat dette er, hvad vi skal høre i historien om de betroede talenter, hvor den af tjenerne, som gravede sin guldmønt, talenten, ned i jorden – fordi han troede, at han på den måde gjorde sin herres vilje – gik glip af det hele.

Eller som den 3-4-årige dreng, der engang græd efter sin mor, der var gået i Brugsen. Faren kunne ikke få stoppet gråden. Storebroren på 6 år vidste råd: ”Når mor kommer hjem om lidt, ved du, hvad jeg så tror? Så tror jeg, hun har slik med!” Den mindste bror holdt straks op med at græde, og spurgte, ”må jeg tro med?”

Det må vi. Og troen er livets grove og nærende brød; gødningen, der skal få vores talent her i mit og hinandens liv til at gro. ”Jeg er livets brød”, siger Jesus om sig selv, ”og den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Det er hans bedste råd i livet. Og vi ved godt alle sammen, at tro ligger bag alting i vores liv. Bag enhver teori ligger en formodning, ja, en tro. De dristige tjenere, som turde omsætte og omplante deres betroede talenter, handlede på formodning. De handlede i tillid til deres herre og dermed i tro på, at han ville dem det bedste. Sådan skal også vi tro.

Livet er på den måde baseret på tro og tillid og formodning. Det betyder ikke, at alt er relativt og intet er sikkert. Snarere tværtimod. For når Jesus er livets næring selv, så betyder det, at det er Guds ord, der er rugbrødet for livet. Skylder jeg ikke en forklaring på det? Jo, og her skiller kristendommen sig i særlig grad ud fra alle andre religioner:

Kristendommen er realistisk. Vores Gud er kærlig, fordi han ser realistisk på os. Han kender os som lige dele støv og ånd. Vi kan sætte de mest utrolige ting i værk, og vi kan fejle som ingen andre skabninger. Vi er syndere. Og Gud ved det. Og netop derfor sendte han sin søn til verden, for at vi kunne blive i stand til at leve livet alligevel.

Livets brød er det Guds ord, som har været med lige fra det første skaber-bliv i tidernes morgen, og som har forfulgt mennesket, siden det begik sin første fejl. Et ord, der vil skabe dig på ny og sige: ”Dine synder er dig forladt”! Det er ord, vi ligesom det daglige brød, alle har brug for at få talentet til at gro. Ikke sådan på nogen exceptionel facon, blot ved at turde leve med Gud i ryggen. Gud i vold, som man sagde på dansk i gamle dage. Som vores reformator Martin Luther meget enkelt forklarede det, da han sagde noget i retning af: ”Der står en og sigter på dig med et gevær, og alligevel er der ingen fare; sådan er det med syndernes forladelse”.

I en prædiken af en det 20. århundredes store mænd i Indre Mission hedder det meget godt, at der ”klæber synd ved alt, hvad vi gør”. Han fremhæver den skrivemaskine, han har skrevet prædikenen på. Selv den klæber der synd til. For hvad med arbejderne på fabrikken, der lavede den? De blev sikkert udnyttet, og hvad ved jeg – for vi forlanger altid produkterne billigst muligt. Og derfor kunne vi slet ikke være i verden, hvis ikke vi begyndte med syndernes forladelse. Og derfor handler alt i vores tro om syndsforladelse og tilgivelse. Dåben taler om syndsforladelse. Nadveren er syndsforladelse. Ja, det ligger i hvert eneste ord, som Jesus har talt, fordi det er talt af ham, der bar synderne op på korset og stod op fra døden for at være sammen med os på ny, så vi kunne leve og vokse.

Det er det virkelig mirakuløse, at Gud igen og igen vil sætte sig til bords med os, der forråder hans kærlighed. Det sande livets brød er derfor benådning, ja, en gave. Uden at have denne tro at leve og dø på … bliver det svært at leve. Så graver vi talenterne ned i jorden. Så er vi bare materielle forekomster i en automatisk ståen-op og gåen-i-seng.

Der var engang en ældre dame ved navn Karen. Hun boede på et hvilehjem, som de fandtes før i tiden. Da hun blev firs, gjorde hun op, hvor mange gange, hun netop var stået op til en ny dag. 29.220 inkl. 20 skuddage. Det er i sig selv en stor præstation af stå op af sengen små 30.000 gange i sit liv og tage dagen på sig. Det kræver en vis ukuelighed – og tro, hvis ikke man skal rende sur i det.

Familien fortalte, at ingen nogensinde havde hørt hende beklage sig. Her var intet ’jeg orker ikke mere’. Hendes liv havde ellers været hårdt nok. Hun var husmandskone. Havde født 12 børn, hvoraf de tre var døde. Familien sov sammen i et værelse, og et af børnene havde hun af udmattelse og træthed kommet til at ligge ihjel. Det lyder dramatisk i dag, hvor vi overvåger vores ønskebørn med apparater, babyalarmer og kontroller. Men i gamle dage, var det slet ikke så usædvanligt, selvom Karens uheld fandt sted så sent som i 1952. Karen var naturligvis ked af det hændte, hun formåede dog alligevel at leve videre med uimodståelig livsduelighed.

Og hvorfra havde hun denne livs- og grokraft? Jo, hun satte ikke spørgsmålstegn ved Guds eksistens eller hans altid bagvedliggende tilgivelse. Hun tog udgangspunkt i, at Gud er med og ser i nåde til sine mennesker. Det gav hende grund at stå på og tyngde og mod i tilværelsen. For den, der indtager kristendommens grove og nærende brød, falder ikke sammen som en klynkende karklud, når modgangen melder sig.

Da Karen kom på hvilehjem, begyndte hun at brodere. I ved, de der soverkammerprydelser og bibelord, man hænger op over døren. På en af dem broderede hun nogle ord af Grundtvig: ”Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små”.

Og uanset størrelsen på vores livslys eller talent, havde hun forstået noget grundlæggende kristent. At Guds ord er en kærlighedserklæring så væsentlig for os mennesker som vort daglige brød. Amen.

—

Phd. Rasmus H.C. Dreyer

DK – 4180 Sorø, Elmevej 6

E-mail: rhd(at)teol.ku.dk