Matthæus 28,16-10

Verden som den er og som den kunne være | Trinitatis | Matthæus 28,16-10 | Tine Illum |

En dag får Mack[1] et brev. Der står: ”Lang tid siden. Jeg har savnet dig. Jeg er i hytten næste weekend, hvis du har lyst til at ses. Papa.”

Da er det gået over tre år siden Macks datter, Missy, er forsvundet under en hyttetur, og formodentlig er blevet mishandlet og myrdet. Noget mere rædselsfuldt kan man næppe forestille sig at skulle leve med.  Sådan tænker vi, når vi hører om børn, der mishandles herhjemme og rundt omkring i verden. Mack kæmper …. hvis bare han havde passet bedre på sin lille pige. Han ser sig selv som verdens dårligste far og kan ikke se andet, end at han er skyld i det forfærdelige, der er sket – og den skyld – uanset om vi andre tænker, at det ikke forholder sig sådan – den kan han ikke bære….. den  får ham til ubevidst at trække sig væk fra sin familie – og fra Gud.

Og nu får han den invitation. Til ”hytten”, der for ham er symbolet på sorg og skyld og alt det, der kan tynge. Var beskeden fra Gud? Eller…  det med at Gud skulle skrive beskeder, det virkede naivt og barnligt. Så måske var det bare en ondskabsfuld spøg….. Alligevel tager han afsted. Da han kommer til det sted, hvor de fandt Missys blodplettede kjole, bliver det for meget. Han er ved at gå til i skyld og vrede. ”Gud, kunne du ikke engang lade os finde hende og begrave hende ordentligt. Du har aldrig været der, når jeg har haft brug for dig. Du er en køn Papa.” Døden kunne nærmest være en ven, tænker han. Og Gud er han for altid færdig med.

Han går tilbage mod bilen, men da rammes han bagfra af et varmt vindstød og pludselig er der midt i vinteren forår omkring ham. Alt er smukt og den grimme hytte er blevet en fint forarbejdet bjælkehytte. Døren åbnes af en stor smilende sort kvinde; der omfavner ham og svinger ham rundt i luften, som om han var et lille barn, kalder ham ved navn og kalder ham elsket og længe ventet. Tårerne kommer uden at han kan gøre noget ved det.

Så dukker en lille alfeagtig asiatisk kvinde op og tørrer hans tårer bort og gemmer dem i en lille dåse, hvor hun samler på tårer. Det er som om han ikke kan se direkte på hende. Selv om hun er virkelig med havehandsker og cowboybukser, så forsvinder hun hele tiden for hans syn. Hun er tidsfifler, så Mack ved aldrig om der er gået et øjeblik eller en evighed. Så dukker endnu en op: han ligner en tømrer fra Mellemøsten. ”Er der andre herinde” spørger Mack i sin forbavselse, men den sorte kvinde siger: ”Nej. Vi er alt, hvad du får, og tro mig, vi er mere end nok.”

Her i huset kommer Mack til at bo.  Han finder ud af, at den pandekagebagende sorte kvinde er Papa, der har sendt ham brevet, tømreren er Jesus, eller Jesse, som de kalder ham; og den asiatiske kvinde, Surayu, der betyder ”blid vind” og som ordner have, er Helligånden. ”Nå”, siger han så:” hvem af jer er så Gud?”. Det er jeg! siger de alle tre. Mack er altså kommet til at bo i hus med selve den treenige Gud, som dagen i dag, Trinitatis søndag, er opkaldt efter, og som alle søndage det næste halve år er opkaldt efter. Ofte en dag hvor vi slår knuder på vores hjerne for at finde ud af, hvordan Gud kan være én og treenig på samme tid – indtil vi bare falder til ro i den gåde og det mysterium, Gud er.  Indtil vi holder op med at lade os koste omkring af vores almindelige tankemønstre, og tør leve i mysteriet og gåden. Det som vi fik hældt over os, da vi blev døbt. Men hvad betyder det? Det kan fortællingen om Mack og hytten kaste lys over. Han bliver hele tiden overrasket. Hele tiden tvinges han som af en kærlig magt til at se ting anderledes. Hans tankeverden og hans dømmesyge udfordres.

Papa fortæller Mack, at grunden til at han er der, er for at det dybe sår, der er vokset frem i ham, skal heles. Han skal lære at tænke nyt, og derfor fremtræder Gud som denne afrikanske kvinde, der ikke passer ind i nogle af de dogmer og tanker han har eller har lært. Han skal på sin vis begynde forfra. ”Genfødt ved vand og Helligånden” hører vi, når vi bliver døbt. Han skal give afkald på sine vante tankebaner. Og give sig hen til Guds løfte om nærvær og følgeskab igen og igen: ”Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende” … hvor svært det end er – at give sig hen til det, til at tilgivelse og forvandling findes, at vi aldrig skal være noget sted, hvor Kristus ikke har været og er vil være med os og for hver eneste lille bange pige og hver eneste af os.

Og her i hytten er der bogstavelig talt en evighed af tid, hvor det går op for Mack, at det er samværet der er det vigtige. Selvom Jesus følte, at Gud forlod ham på korset, gjorde han – eller hun – det ikke, fortæller Papa. Og Mack har heller aldrig været forladt af Gud, selv om han selv har følt det sådan. Hans elskede datter har heller ikke i de sidste hårde timer af sit liv være ensom.

Der havde godt nok været en masse bøvl, lige siden det med Adam, siger Papa. Men man kasserer ikke de mennesker, man elsker. ”I stedet smøgede vi ærmerne op og gik ind midt i rodet, siger hun; det er det vi har gjort med Jesus.” Alle de store trosspørgsmål bliver levende for Mack. Ikke som regler og dogmer, men som liv. Han bevæges af deres indbyrdes kærlige arbejdsfællesskab. Og han trækkes ind i det. ”Jeg lever i dig” siger Helligånden i Surayus skikkelse.

Mack er fuld af bebrejdelser og selvbebrejdelser. Han tror, at Gud vil sige, at der er en mening med at Missy skulle dø. Men i samtalernes løb finder han ud af, at ingen af de tre forsøger at retfærdiggøre, at hans lille pige døde. Det er en af de ting, der så smerteligt sker, når mennesker har en fri vilje.

De forstår hans sorg, den er også deres, men de vil bare ikke, at han skal dø inden i også. Og det er som om han umærkeligt nærmest elskes ind i deres fællesskab. Og han finder ud af, hvordan hans underlige ønske om selv at ville, hans stædige insisteren på at være uafhængig og kontrollere, har gjort, at han er blevet blind for livet. Det går op for ham, at Gud ikke påfører mennesker lidelser eller påtvinger dem sin vilje, men at det er menneskers magtmisbrug, der ødelægger det. Og han vises ind i en anden magt. Guds magt, magten til at ville hinanden.  Lidelsen har ingen mening, og Gud har ikke brug for den. ”Nåde er ikke afhængig af lidelse for at eksistere, men hvor der er lidelse, vil du finde nåde i mange afskygninger og farver”, siger Gud. Og han lærer at det at tilgive ikke er at glemme, men at fjerne hånden fra en andens strube og overlade ham til Gud. Det er at give afkald på hævn.

Mack indser også, ved at møde Sofia, der er Guds visdom og dommer, at dom ikke handler om hævn men om genoprettelse. Han mister sin hævntørst og sit dømmesyge sind; han mister frem for alt dommen over sig selv. Han falder til ro ved, at Gud også hele tiden var hos Missy i hendes sidste timer. ”Den store sorg” er blevet løftet af ham. Af den treenige Gud. Savnet er der stadig, men sorgen, hævnfølelserne og tvivlen har mistet sin fortærende kraft. Han har mødt en stærkere kraft, kærlighedens kraft, der er der for enhver, der vil tage imod den.

Vi hører det her i kirken, hver gang, der er dåb – det blev sagt, da vi selv blev døbt:  Det helt umulige kan ske: du kan blive født igen. Vi kan forvandles – verden kan vise sig forvandlet for os – og vi kan se den, som den er og som den kunne være. Dåb er ikke løsninger på de gåder og sorger og lidelser, der hører med til at være et virkeligt menneske. Det er et løfte om aldrig at være forladt af Gud – heller ikke i den mørkeste time.

Vi kender jo godt til Macks fortvivlelse: Hvis bare….hvis bare…. tænker Mack hele tiden og ville give sit liv for at kunne spole tiden tilbage. Hvis bare jeg kunne begynde forfra. Men det kan han ikke. Det kan vi ikke.
Men Guds muligheder er aldrig brugt op. Vi kan – ligesom Mack – forvandles i mødet med den treenige Gud. Verden bliver ikke anderledes, men det gør vi; og derved kommer vi til at se og agere i verden på en ny måde.  Guds fremtid folder sig ud for os og i os – og vores fortid ændre gådefuldt og farves tilgivelsessolgul og forsoningsmild – Den gåde må vi leve i, den er Guds usynlige virkelighed, lige så virkelig som den usynlige blide vind, der fortæller os om tømreren fra Mellemøsten, søn af den store kærlige favn. Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Email: ti(at)km.dk

[1] William Poul Young: Hytten, 2008.