Matthæus 5,1-12

22.søndag efter trinitatis (Alle helgen) | 05.11.23 | Matthæus 5,1-12 | Tine Illum |

Baggrund:

Alle helgen er i Danmark en dag, hvor man mange steder særligt har inviteret dem, der i årets løb har mistet, til gudstjeneste. Under gudstjenesten læses navnene på alle, der i årets løb er døde i sognet eller er blevet begravet eller bisat fra kirken. Men der kommer mange i kirke, der har mistet nogen, der boede langt væk, eller som døde for lang tid siden. Dette prøver vi at tage hånd om og lade blive konkret på følgende måde:
Ved indgangen til kirken kan alle tage et bordkort og derpå skrive et navn på en, de har mistet. Navnene læses ikke op. Bordkortet sættes på alteret. Det kan gøres allerede inden gudstjenesten begynder (mange kommer tidligt denne dag), mens vi synger den første salme (en salme med  mange vers, Dybt hælder året) eller man kan tage det med op, når vi holder nadver, og sætte det på nadverbordet eller blot på den lille hylde med alterbægrene ved knæfaldet). På den måde bliver det tydeligt, at vi er sammen på tværs af tid og sted. Evigheden fornemmes konkret. Samtidig har vi oplevet – og hørt fra nogle af kirkegængerne – at nadveren bogstavelig talt bliver ”mere spiselig” og løses fra en dogmatik og tradition, der kan få nogen til ikke at tage del i den. Det eskatologiske aspekt af nadvermåltidet bliver tydeligt – og præsentisk.
Vi fejrer Alle helgen som det, man andre steder kalder ”Alle sjæles dag”. Det giver en udfordring i forhold til prædiketeksten fra saligprisningerne. I år har jeg valgt kun at bruge den sporadisk, og til gengæld slutte læsningen ved vers 10.
Prædiken går direkte over i en bøn – derfor er den taget med her.

”Vi skal spise”. Hvor tit har vi ikke hørt det, sagt det, råbt det gennem huset.
”Se, om du ikke kan spise lidt” har vi sagt til den syge derhjemme eller på sygehuset.
En dag runger råbet underligt tomt, for ingen hører det.
En dag er der en stol, der står så forfærdelig tom, og vi ved, at han eller hun, der plejede at sidde lige der, ikke kommer til at sidde der igen.
Det har de fleste af jer, der er her i dag erfaret. Måske i år, måske for mange år siden.

Når vi sætter os til bords og spiser sammen, mærker vi fællesskabet. Måske allerstærkest dér. Og samtidig kan det at spise sammen bygge et nyt fællesskab op.

Vi spiser sammen mange gange i livet – og sammen med mange forskellige mennesker. Og jeg er sikker på, at hver eneste af jer ville kunne nævne flere måltider, der har betydet noget helt særligt for jer.
Vi har også mange minder knyttet til mad og måltider. Mormors pandekager, fars frikadeller, madtraditionerne til jul og andre højtider. Det salatsæt, vi arvede, sovsegryden, juledugen….. Og det betyder noget for os. Det er mere end mad og ting. Det er nærvær.
For juleaften eller den dag, han eller hun havde fødselsdag, vækker på en underlig måde fællesskabet til live igen. Vi kan ikke forklare hvorfor. Det er ikke logisk – men det findes. Det findes stærkt endda. Det giver ikke mening, og samtidig er det af største betydning.
Vi fornemmer det: håbet kommer til os forfra og hvisker til os: den tid kommer, hvor I, der sørger, skal trøstes, hvor jeres længsel skal mættes…. ja, hvor I skal se Gud – sådan som vi hørte det, da vi kom i kirke.

Digteren Søren Ulrik Thomsen skriver ikke om mad, men om en anden tradition, der for ham rummer noget helt uvurderligt i forhold til hende, han mistede. Og som
Han sige sådan:

”Hvert år på den dato

der tilfældigvis blev din fødselsdag

tager vi toget til Århus

for at besøge din grav

som nu engang er det sted her i verden

hvor du ikke er.

På turen op gennem byen køber vi blomster

og taler som på enhver anden dag

indtil vi står foran stenen.

Og på vej tilbage regner det altid.

Eftersom intet af dette giver mening

og alligevel finder sted

må det være af største betydning.”

At spise sammen, at mærke et usynligt nærvær med alle dem, som vi ikke mere kan se, men som vi har spist sammen med og som har betydet noget for os – det giver ikke mening logisk set, og kan ikke videnskabeligt vises ved at vi ser en scanning af hjernen eller hvad ved jeg. Men det er der – og det er af største betydning..

Det mest underlige måltid, vi kender, er vel nadveren i kirken.
Nadver er en helt særlig måde at være sammen med Gud og hinanden på. Dem, der spiste det dengang, kendte til fortællingerne om, at Gud engang ville indbyde til et særligt måltid, hvor al uretfærdighed og sorg skulle vige pladsen, og hvor der skulle være fred. Og alle skulle have plads omkring gudsrigebordet, og der skulle hvile en himmelsk fred over det, og alle skulle mættes der. Her skulle alt det ske, som vi hørte fra Bibelen for lidt siden. Fattigdom, sorg, undertrykkelse, sult og tørst, forfølgelser skal forsvinde.

Her skulle Gud og Hans tid være hos mennesker. Sådan skulle det være engang. Det var det, de knyttede deres håb til. Og det måltid, nadveren, var og er, af største betydning – her kommer håbet forfra, her mættes vi af en krumme af livets brød og en dråbe fra frelsens bæger.

En kollega fortalte, at han engang havde talt med en gammel kone om hendes begravelse. Den var nok ikke så langt ude i fremtiden, mente hun. De talte om salmer ved begravelsen og pludselig sagde hun: ”Når jeg dør vil jeg begraves med en gaffel i hånden”. Min kollega spurgte forbavset, hvorfor hun da ville det. ”Jo”, sagde hun. ”Når man er til selskab, og tallerknerne samles ind, og der så bliver sagt: ”behold lige jeres gaffel”, så ved man, at der kommer noget endnu bedre lige om lidt. Så jeg beholder min gaffel”
For mig er det et af de fineste billeder på håb, på at vi ikke går fra liv til død, men fra liv til et større liv.

I det måltid, Jesus spiser sammen med sine disciple – og i det måltid han som den opstandne Kristus spiser sammen med os i nadveren, er han til stede med en forsmag på et støre og forvandlet liv, så brød og vin bogstavelig talt bliver ”en himmelsk mundfuld”.

Og eftersom det ikke giver mening,
og alligevel finder sted
må det være af største betydning

Det er tro og håb og kærlighed i én handling.

Her – ved nadveren sidder vi til bords med alle, der har været og er og vil være. Her sidder vi til bords med Gud, der både er vært og gæst. Ja, vi har hørt, at han selv er maden. Livets brød. Der mætter vores sjæl.

Her på alterbordet har vi sat bordkort med navnene på nogen af dem, vi savner i dag. Vi spiser gudsrigets måltid synligt her – og de spiser det usynligt i himlen. Det er det samme bord, vi har plads ved. Hver eneste af os.
Det er et mysterium og en gåde.
Nadveren er ikke sådan for at fortælle os, at det kun er her, Gud er. Nej, i nadveren bliver det tydelig, hvad der altid er tilfældet: at Gud ikke er fjern, men midt iblandt os med sin vilje til liv og fremtid  – for os, der lever her, og for dem vi mistede.

Lad os bede:

Jesus, tak fordi du har givet os ord og brød og vin at leve af og siger, at jord og himmel for evigt er forbundet med dig.

Kom til os denne sene novemberdag og fortæl os igen, at du har stillet en stol frem til os og dækket bord. Og at du – når den tid kommer – venter os ved himmelbordet.

Du, der fra alle verdenshjørner samler alle, der har levet før os, og alle der skal leve efter os.

Vi takker dig for dem, vi sad til bords med i vores liv, og som vi nu har mistet. Tak for alle, der fulgte os på vejen, og tog os ved hånden.
Tak fordi vi må tro, at du fulgtes med dem, gennem døden og ind til bordet i Himlen.

.. hør os, når vi hver for sig i stilhed kommer til dig med vores tanker og bønner.
Vi beder for alle, der skal komme efter os. Vi beder for retfærdighed og fred i verden, for håb og mod, for vores jord, natur og mennesker.
Vis os, hvor vi skal løfte et ansvar for den tid, der kommer.
Vi beder for alle, der lever nu. For dem, vi lever sammen med, og for dem vi ikke ser så ofte. Og vi takker dig for alle, der holder håbet i live for andre, for latter og tro og hjælpsomhed.

I dag beder vi særligt for alle der har mistet eller skal miste en, de holder af.  Vi beder for alle der skal dø, og for alle der passer på dem og holder af dem.
Vi tænker på vores døde. Hver eneste dag – og i dag tænker vi sammen på dem ved gudstjenesten. Fortæl os igen, at de er hos dig og intet savner.
Og vi tænker på de døde, vi ikke har kendt, men som har været elsket af andre
Vær nær hos alle, der dør ensomt og ikke savnes af nogen.
Vær hos os nu – og når vores sidste dag kommer, følg os igennem dødens dør og ind i livets lyse sale. Amen.

—

Sognepræst Tine Illum

DK-6091 Bjert

Emal: ti(at)km.dk