Mellem tvivl og tro

Første søndag efter påsken | 11.4.21 | Johannes 20,19-31 | af Anders Kjærsig |

 

Jeg har valgt at bygge min prædiken op som en dialog mellem Thomas og Peter. De kunne begge være disciple, men er det nødvendigvis ikke. De sidder på en bænk og diskuterer Guds eksistens.

Peter spørger: Tror du på Gud?

Thomas svarer: Jah, jeg ved snart ikke, men et eller andet tror jeg vel på. Jeg tror ikke på en eller anden gammel mand med skæg, der sidder oppe i himlen på sin trone og trækker solen og månen op og ned. Jeg tror heller ikke på, at han har skabt jorden på seks dage og så holdt fri på den syvende. Jeg tror heller ikke på Paradisets have, som han forjog de to første mennesker fra. Jeg tror i det hele taget ikke på de historier, der er blevet fortalt os om Gud.

Men jeg tror på et eller andet. Jeg tror på et eller andet styrende bag ved. Jeg tror på en bevidsthed, der er andet og mere end DNA-molekylernes lovmæssighed. Jeg tror på et eller andet hinsides tiden og rummet, hinsides uendeligheden. Jeg tror på sammenhænge, som vi måske i dag næppe kender eksistensen af. Og jeg tror, at meget mystik, meget religion bærer flige af sandheder.

Jeg tror på en skæbne. Jeg tror på energiernes evighed. På lyset, på livsgnisten. På svingninger, på bølgebevægelsernes grundtone, universets sang. Jeg tror, at alt i grunden er et og det samme – blot i forskellige fremtrædelsesformer. Jeg tror, at måske er Gud universet og vi hans tanker. Jeg tror, at han måske er selve den dynamiske bevægelse – BIG BANG fra tidernes oprindelse til tidernes ende.

Men du tror altså ikke rigtigt på Gud, spørger Peter.

Thomas forsætter: Tjah, jeg vil i alt fald ikke sige, at jeg ikke tror på ham. Engang forekom han mig at være det mest usandsynlige at tro på, den mest urimelige sandhed at fæste lid til. Men som tiden er gået, og sandhed har afløst sandhed, forekommer han mig efterhånden at være den mindst urimelige. Og han har i modsætning til de andre sandheder ikke forandret sig. Han er stadig det samme, lidt forældede og enfoldige skrummel. Hans skavanker og umuligheder er til at få øje på. Men det gør ham såmænd kun mere tillidsvækkende, når man er blevet træt af alle de flunkende nye sandheder, som hver gang præsenteres med samme eksklusive alvor. Det virker næsten rørende og komisk i betragtning af, hvor længe de holder.

Du tror altså på Gud? – spørger Peter igen.

Thomas svarer: Ja, jeg tror på Gud på en eller anden vis, men jeg har det unægteligt dårligt med, at man har identificeret ham med denne Jesus fra Nazaret. Det var et misgreb med ham, som har plettet Guds gode navn og rygte. Den historie har ikke andet en besværliggjort troen på Gud, det guddommelige eller hvad man vil kalde det.

Selvfølgelig sagde han både gode og rigtige ting ham den lille mand fra Nazaret – bevar´s. Men skal det gælde for Gud, så nej. Dertil var det for menneskeligt, til tider for groft og til tider for fromt. Men alt for lidt af en løsning på livets gåde. Nej, ham tror jeg ikke på! Ham har jeg ikke tror på. En ordentlig sandhed må hæve sig op over tiden og rummet. En ordentlig sandhed er ikke afhængig af et menneske. Den er ubestridelig og uimodsigelig og klar.

Nej, Jesus er og bliver et bøvlet bekendtskab. En irritation i vores jordiske bevidsthed. Et evindeligt sviende og generende lille korn i øjet, der stædigt minder os om vort opholdssted. Aldrig helt får vi lov til fromt og selvforglemmende at skue det himmelske lys, altid skal denne irritation kalde os tilbage til tid og sted. Jord af jord, støv af støv.

Her stanser i første omgang dialogen. Thomas og Peter vender efter deres himmelflugt tilbage til virkeligheden. Thomas tænker højt:

Så sidder vi igen i den grimme verden og mukker. Æv for en klam affære, et liv uden mening. Og mennesket, dette bizarre og latterlige væsen. Flæbende og bondesnu, altid med forsøg på at slå en handel af, skønt altid i restance. Et høved, der har udviklet en abnormitet på den forlængede marv, hjernekassen – en Pandoras æske stoppet med alle helvedes kvaler.

Her sidder Peter og jeg med bly i kroppen og bander tyst over livet, mens vi med hælen prøver at kvase hovedet på en fandens mælkebøtte. Da kommer der en lille bitte mand og stiller sig ved siden af os. Han er ikke ret stor, men han er der dog.

Vi bemærker ham, og vi håner ham for hans lidenhed. Men det er som om, jo mere opmærksomhed vi giver ham, des mere vokser han. Vi forbander ham for al verdens elendighed, for vor egen elendighed, for alle skvadderhovederne. Men han siger intet. Han lytter med et idiotisk åbent og alvorligt udtryk i ansigtet, som var han nærsynet.

Thomas siger til ham: Ja, det er godt med dig. Du bilder dig vel ind, at du er en menneskekærlig sjæl bare fordi, du står der og hører på med det der åndsvage udtryk i ansigtet. Men du er bare et fjols, forsætter Thomas aggressivt. En kæmpe nar. Og alt det du gik rundt og sagde og gjorde, da du levede, det er ikke andet en fis. Passer ikke!

Du talte om at elske verden…ævl! Næh, havde du kendt mennesker en smule bedre, havde du kendt dem som jeg, så var du blevet hjemme i Nazaret og havde fået dig en solid tømmerhandel, siger Thomas hånende.

Men Gud fader bevares, det var dig ikke nok. Du troede du skulle frelse verden. Du skulle absolut sætte fromme griller i hovedet på folk. De var bedre end deres rygte, mente du. Fæ, jeg skal forklare dig, hvor grundigt du tog fejl. Mennesker er 100% egoister. Kun ude på at snyde hinanden. Kan du så forstå, hvorfor jeg ikke giver fem flade øre for dig, råber Thomas nu. Kan du så forstå, hvorfor jeg ikke tror dig over en dørtærskel.

Den lille mand vil til at gå, men Thomas bryder hurtig ind og siger strengt: Du går ingen steder! Nu må du tage det som en mand. For øvrigt får man det bedre ved at læsse af, og sandheden er som regel ilde hørt. Men det kræver selvfølgelig, at nogen lytter. Det kræver, at nogen tager én alvorligt, siger Thomas og forsætter: Hør nu her, mand til mand, du kan jo godt se, at man ikke kan tro på sådan en som dig. Du er jo også kun et menneske.

Den lille mand prøver at bryde ind, men Thomas fejer ham resolut af banen: Nej, lad mig nu få lov at tale færdig…

Du taler om mennesket, råber Thomas beskyldende og forsætter? Bah, de er nogle høveder hele bundet. Fnatmider, værre end rotter! Alt det der sludder om de salige, om fred og velsignelse og glæde, kan du godt holde mund med. Vi er trods alt ikke de rene idioter. Og hvad angår denne verden, så har jeg mine overbevisninger, siger Thomas stolt. Ellers tak! Det var hyggeligt, men vi må videre…

Peter og Thomas rejser sig og går ud af byen. På vejen siger Thomas til Peter: Flink fyr ham manden. Lidt naiv, men flink. Holder sig i øvrigt godt efter omstændighederne. Men han må jo være gal, hvis han tror, at moderne mennesker skulle kunne tro på sådan noget…

På vejen ud af byen ser de et skilt, hvorpå der står:

Lyset skinner i mørket, og mørket fik ikke bugt med det. Sådan skrev Johannes i det første kapitel af sit evangelium. Og det er sandt. End ikke at tale det ihjel er lykkedes – ikke helt. Men skulle det ske en dag, skulle det en dag ske, at vores lille mand ikke var der, så ville vi se os søgende rundt. Hvad er nu den af? Hvem skal nu høre på os? Hvem skal nu modsige os?

Thomas siger til Peter: For øvrigt, hvad var det nu, han hele tiden prøvede at få sagt?

Salige er de, som stifter fred..? eller hvad?

Amen

 

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj(at)km.dk