Om navn, savn og gavn

19. søndag efter trinitatis | Johannes 1,35-51 | af Anders Kjærsig | 

Er man ikke til gavn, har man intet navn. Det ville være mere korrekt at bytte om på ordene: Har man intet navn, er man ikke til gavn. Hvis ikke man har et navn, er der jo ingen, som kalder på én og man kan intet udføre. Så er man et menneske ‚en blok‘, en del af mængden og uden selvstændigt værd. Et tema Søren Kierkegaard skrev et helt forfatterskab over.

Uden navn ingen savn, ingen fortælling og ingen kærlighed. Vi møder det blandt andet i Holbergs Jeppe på Bjerget. Jeppe kender til det med navne og til det at savne. Ikke mindst i den scene hvor han dømmes til hængning. Her kalder han på alle de dyr og mennesker, som gav hans tilværelse værdi. Som en anden Adam nævner han hver enkelt: Der er sønnerne Hans, Christoffer og Niels. Datteren Martha og konen Nille. Der er Jacob Skomager og hunden Feierfax og katten Moens. Og så er der endelig Mester Erich, den navnkundige krabask, ej at forglemme.

Men Jeppe kender også til det at tvivle på eget navn. Det gør sig gældende, da han pludselig befinder sig i baronens seng. Her er der ikke længere nogen, som kalder på ham. Han kan knap nok kalde på sig selv. Han er anonym. Ikke engang Nille råber efter ham.

Det er en uhyggelig oplevelse. Tænk sig at være frarøvet fornemmelsen af at være i live som den man nu er. Det er værre end døden – hvilket træder tydeligt frem i Holbergs komedie. Angsten og tomrummet, som Jeppe oplever, da han vågner i baronens seng, er langt mere psykologisk og eksistentielt rystende end scenen med domfældelsen, henrettelsen og møddingen til sammen.

Mennesket bor i sit navn, derfor er det både til savn og til gavn. Tankegangen gør sig gældende for Johannes Evangeliets version af kaldelsesberetning. Her kaldes der på forskellige mennesker: Andreas, Simon Peter, Filip og Nathanael. Mennesker der i princippet kunne hedde alt muligt andet, men ikke gør det. Hvert enkelt menneske bliver nævnt ved navns nævnelse; trækkes ud af mængden og får i samme øjeblik udstukket en retning. Følg mig, lyder det. Eller rettere: Simon Peter også kaldet Kefas – Følg mig; Filip fra Betsajda – Følg mig; Nathanael, israelitten uden svir – Følg mig. Først navn, så retning -?

Nu kan man med en vis ret spørge, om der er en speciel teologisk pointe i, at navnet nævnes, før retningen udstikkes. Er det Grundtvigs tanke om: menneske først og kristen så, der spøger? Eller er det blot en gammel stilistisk form, at man altid nævner navnet, før man udstikker retningen og giver befalingen? I princippet kunne Gud jo udstikke ethvert menneske en hvilken som helst retning uden nødvendigvis at nævne vedkommendes navn. Han er trods alt Gud og kender således menneskets indre bedre, end mennesket kender sig selv og behøver derfor blot at befale.

Men det gør han som bekendt ikke. Personificeret i Jesus Kristus – Guds eget navn – kalder han, før han befaler. Det er tankevækkende. Gud nævner os med navn, inden vi skal være til gavn. Eller Gud nævner os ved navn af rent og skært savn. Ikke for at vi skal udføre et specielt stykke arbejde, eller fordi han ønsker at prøve os. Han kalder ene og alene, fordi han holder af os, fordi han elsker hvert enkelt menneske uanset navn og gavn.

Den afdøde moderne lyriker Michael Strunge udtrykker den samme grænseløse kærlighed på følgende måde i et digt fra sin sidste digtsamling Væbnet med vinger med en skjult reference til hans eget alt for korte liv og til den Gud, der på trods af smerte og død fastholder ens navn i sin favn:

Ingen celle vil nogensinde

under nogen form

blive tabt

af universet

jeg vil aldrig glemme dig.

Jeg elsker dig helt ind i stjernernes knæ.

At elske meget er også at elske langt, det er at elske helt til tidernes ende og i al evighed. Så stærk er kun den kærlighed, der bunder og grunder i Guds kærlighed. Ikke en celle falder til jorden uden at blive nævnt. Gud kalder for ikke at vi falder, for ikke at vi skal være bange og ensomme og ende i sengen sammen med Jeppe, hvor man knap ved, om man er levende eller død. Han kalder på os, hvis ikke der skulle være andre, som kalder. Selv når Nille ikke råber længere, kalder Gud. Det navn, vi fik i dåben, er det navn, som han til stadighed nævner.

I et andet digt fra samme digtsamling fornemmer man den nærhed, som er mellem Gud og mennesket:

Og Gud er et lille pludseligt digt

der går fra een hånd til en anden

ved et håndtryk

i en kupé i Østtyskland.

Gud er en ømhed af adresse varmt i lommen.

Så tæt er Gud ved den menneskelige tilværelse. Hans stemme bor i vores navn, og hans navn kan vi fastholde ved at stikke hånden i lommen. Som han kalder på os, således kan vi kalde på ham. Vi døbes jo til et navn og i et navn. Vi døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og det gør vi vel at mærke for trygt at kunne bo i vort eget navn, uanset om man hedder Per eller Poul.

Tankegangen gør sig blandt andet gældende i et andet digt fra Strunges hånd med titlen: Gud ved hvem vi er. Her oplever man det moderne menneskes dobbelte position: På den ene side at navigere i en relativ og kaotisk verden, der forandrer sig hurtigere, end tiden kan nå at forbrænde. På den anden side erfaringen af Guds nærvær som en realitet selv i en verden, der umiddelbart ser verdsligt og Gudsforladt ud, en verden der forekommer meningsløs og uden drømme. Digtet lyder således:

Gud ved, hvem vi er

med vore ure

og vore kys og stive blikke.

Vi bevæger os gennem verden,

og alting opløses.

Begæret vil fastholde alt i drøm,

og man ser, at det splintrer

som spinkelt glas og knogler.

Hos Strunge er Gud den evige uforgængelige instans, ved hvem vi er – vi, som med vores dynamiske adfærd og færden bevæger os igennem verden og er underkastet forgængelighedens vilkår. Her, hvor alting opløses, trænger verden sig på i sådan en grad, at den ikke uden videre kan favnes, voldsom og vanvittig. Digtets hovedperson mærker derfor ikke nogen forsoning med verden. Tværtimod fremstår den fremmed og uden sammenhæng. Kun Gud er. Han er den eneste, der forbliver den samme midt i disse forandringer.

Det er denne erfaring, som Strunge når til. På trods af alle de ting, som omgiver ham, ure, kys og stive blikke, på trods af at illusionen splintres som spinkelt glas og knogler, fastholder han alligevel Gud, der ved, hvem han er, og kender hans navn.

Jeg tror ikke, der er langt mellem det, Johannes taler om og så Strunges erfaringer. Gud kalder på os, for ikke at vi skal overlades til os selv. Han kalder på os og nævner vores navn, selv når smerten og døden melder sig. Andreas, Simon Peter, Filip og Nathanael, Jeppe, Strunge, Per og Poul, hvor er i. Gud elsker os jo helt ind i stjernernes knæ, og længere kan man vel ikke gå. Det er derfor, vi hører kaldelsesberetningen. Den minder os om Guds stemme, den stemme vi fastholder i Gudstjenesten ved at synge og lovprise Herrens navn. Amen.

Sognepræst Anders Kjærsig

5881 Skårup Fyn

Emal: ankj(at)km.dk