Ord, der skaber …

Ord, der skaber hvad de nævner | 6. søndag efter trinitatis 2021| Mattæus 5, 20-26 | Af Peter Fischer-Møller |

Hvad i alverden er meningen! Her gik man og troede at kristendom handlede om kærlighed og tilgivelse, og så kommer man i kirke sådan en smuk sommersøndagmorgen og hører Jesus tale om vrede og dom og Helvedes ild.  Og ikke nok med det. Han sætter tingene helt på spidsen, han siger at vrede og drab er to sider af samme sag, at han der sidder inde for mord og hende der vrisser ad sin ægtemand er to alen ud af et stykke. Er det ikke en anelse overspændt?

Nej, det er udtryk for respekt. Det er udtryk for at Jesus ikke er ligeglad med os og hvordan vi bruger og misbruger vores liv. Jesus kender til ordenes magt, han ved hvordan ord kan lukke i og lukke af og ødelægge det liv, Gud har givet os til deling. Derfor er det han med sprogets stærkeste ord advarer os, for at få os til at lytte og bruge ordene bedre.

Jesus tar udgangspunkt i det 5 bud i Moseloven, i buddet: Du må ikke begå drab. Måske det mest grundlæggende og selvindlysende af alle bud. Det er bestemt ikke hverken ufatteligt eller fjernt. Men så er det Jesus radikaliserer buddet. Han siger, at Gud ikke kun følger med i vore ydre handlinger, men også i vores ord og tanker. At leve et liv efter Guds vilje, er ikke kun et spørgsmål om at holde lovens bogstav, om helt konkret at afstå fra at slå andre mennesker ihjel. Det handler også om den måde vi tænker om hinanden på, om det vi siger om andre, og om tonen i det vi siger. For vreden begynder med ordene.

Det hedder i Biblen, at Gud med sit ord skabte verden, og at mennesket som skabt i Guds billede også har fået lagt ordet i munden. Også vores menneskeord skaber på en måde hvad de nævner.

Med ukvemsord tar vi livet af hinanden stykke for stykke. De voksne, der med ord og tonefald signalerer, at børn stort set aldrig kan finde ud af at gøre noget rigtigt, de voksne, der griber til at kalde det barn, de har med at gøre for ”hjernedød” og ”idiot”, de slår gradvis barnets tro på sig selv i stykker.

Jesus nævner skældsordene ”Raka”, der betyder fæ eller tåbe. Begge udtryk sætter dem vi taler til og om uden for døren. Fæet er der ingen, der gider lege med eller tage alvorligt. Og en tåbe, det er sådan en, som end ikke Gud orker at have med at gøre.

Luther kendte sin Bibel, og han har gået i skole hos Jesus. Han ved, at vi kan skade hinanden og tage skade på sjælen uden at slå ihjel. Han kender til ordenes magt. I den lille katekismus gennemgår Luther blandt andet de ti bud. Og man kan i hans gennemgang af det 5. bud mærke, at han har lyttet grundigt til Jesu tale her i dag. Luther skriver: ”Du må ikke slå ihjel. Hvad vil det sige? Det vil sige, Vi skal frygte og elske Gud, så vi ikke gør vor næste nogen skade eller fortræd på liv og legeme, men hjælper ham og støtter ham med alt, hvad der er nødvendigt for at leve.” Det handler altså ikke kun om mord og drab, men om i ord og gerning at fortælle en anden historie om næsten end den at han er en idiot, nemlig den, at han er en ven, som jeg har brug for, og som har brug for mig.

Tonen i det Jesus siger i evangeliet i dag er ikke kun alvorlig, der er også humor på spil i den provokerende måde han sætter vores liv på spidsen. Han afslører umuligheden i vores drøm om det uangribelige, perfekte liv. Hverken de skriftkloges og farisæernes neurotiske lovoverholdelse eller vores egen pæne facadetilværelse, hvor vi omhyggeligt lukker døre og vinduer, når vi skændes, så naboerne ikke hører med, åbner Himmeriget for os.

Den eneste, der kan åbne himlen for os, den eneste der kan gengive vores liv her på jorden glimt af den herlighed det er skabt til, er Gud selv. Det er ham der har nøglen, og den nøgle har han altså lagt i Jesu hånd. Det er med den nøgle Jesus i dag prøver at få åbnet vores fastlåste liv. I går meget op i retfærdighed, siger Jesus. Og det er udmærket. Retfærdighed er der ikke noget i vejen med. Retfærdighed skal der til som værn for de svage. Men når I bruger retfærdigheden til at måle andre mennesker med, når I stirrer jer blinde på hvis retfærdighed der er størst og bedst, og om der er nogen der har for lidt retfærdighed eller helt mangler den og derfor ikke er gode nok til jer, så et det det går galt.

Tilværelsen er broget og kompliceret. Det ved Jesus. For han har delt den med os. Han ved at selvom Guds lov, kærlighedens enkle lov, ikke er noget som er hverken ubegribelig eller langt væk fra os, så går vi tit fejl af den. Det er synd, og det kalder han SYND: at ramme ved siden af målet, at gå fejl af det liv, Gud har betroet os. Og det skal der gøres noget ved, men altså ikke ved at kategorisere synderne, ved at graduere dem eller udpege nogle som større syndere end andre. Den ægtemand, der slider glæden ud af livet på sin kone i en livslang vrissen, er ikke en finere synder end ham, der røg i fængsel med blod på hænderne. Og det hele begynder altså med ordene, med ordene, der skaber, hvad de nævner, med de vrede og nedladende ord, der lægger afstand og skaber skel og som til sidst får os til at glemme, at vi er hinandens medmennesker.

Sådan er for Jesus troen på Gud og vores måde at betragte og behandle hinanden to sider af samme sag. Det giver ingen mening at sidde her i kirken og se from ud, hvis vi bagefter går ud og sviner andre mennesker til.

Siger vi, at vi tror, så må troen også sætte sig spor i vores liv med hinanden. Vi skal ikke bare holder de ti bud og altså her med fokus på det femte. Vi skal ikke bare lade være med at slå hinanden ihjel, selvom vi kunne have lyst til det. Nej, vi skal tage fat om ondets rod: vores egne ord, vores fordomme, vores selvhævdelse og misundelse. Vi må ikke lade vreden løbe af med os, og vi skal gøre os umage med de ord vi bruger, når vi taler til og om hinanden.

Af Gud har vi fået lagt ord i munden, ord der kan forkrøble og ord, der kan løfte, ord der kan gøre godt og ord der kan gøre ondt. Med ordene har vi fået del i skabermagten. Det er tankevækkende, at det kun er bogstavet m der adskiller ord fra mord.

Vi kan såre hinanden med ord. Vi kan slå livsmodet ihjel. Vi kan puste til hadet og sætte krige i gang.

Men vi kan altså også bruge ordene anderledes, til at bygge bro mellem mennesker. Og den første sten til den bro lægges når vi forstår, at det Jesus taler om i dag, ikke først og fremmest handler om de andre, men om dig og mig.

Ofte har vi bedst blik for, hvad det er de andre siger eller gør forkert og hvad de skylder os. Men Jesus vender altid det billede rundt. Sådan også i dag. Når vi har tænkt og talt os varme om hvad de andre gør forkert i tanke ord og handling, så siger Jesus: det kunne jo være lige modsat, at det var din bror, der havde noget mod dig. Brug de gode ord du har, brug den mulighed I har for at komme på talefod, forlig jer med hinanden, mens I er på vej sammen. Det er det, I har fået sproget til og ikke til at dømme og fordømme.

Sådan talte han og sådan levede han. Sådan endte han med på korset ikke at dømme eller fordømme nogen, men bede for sine bødler: Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! Derfor er der håb – også for os!

De gamle havde stentavlerne med de ti bud. Vi har Jesus og hans provokerende ord. Du må ikke begå drab. Det gælder stadig. Oven i det lægger Jesus afsløringen af ordenes skabende magt. Han vil have os til at bruge ordene med omtanke. Han vil have os til at bruge gode ord om hinanden, også og specielt dem, vi ikke bryder os om – og det forunderlige sker: at vores ord skaber, hvad de nævner, den vi kalder ven, bliver venligere, den vi kalder menneske, bliver menneskeligere. Det er bare om at komme i gang!

Amen.

Biskof Peter Fischer-Møller

Roskilde

Email: pfm(at)km.dk